Gå til indhold
Elbiler skal ikke sjatlades på gader og stræder

Pressemeddelelse -

Elbiler skal ikke sjatlades på gader og stræder

Lad os begynde at tale om, hvordan vi sikrer den frie konkurrence og dermed den bedste og billigste udrulning af ladestandere til fremtidens elbiler – uanset om det er i hjemmet, ved supermarkedet eller på tanken.

Dansk Energi fremlagde i sidste uge udspillet ”Elbilerne Kommer”, med en analyse af de nødvendige investeringsbehov i elnettet frem mod 2030. Det siger sig selv, at op mod en million elbiler vil medføre et betydeligt pres på det eksisterende elnet. Derfor er det på høje tid, at der gøres opmærksom på omkostningerne forbundet med dette.

Fra vores branches perspektiv er det mest interessante ved Dansk Energis analyse dog opgøret med forestillingen om, at der skal være mulighed for ”sjatladning” på gader og stræder i byerne, som der faktisk er en del, der argumenterer for. Mens de fleste elbilsejere med hus forventes at lade hjemme og på arbejdet, regner Dansk Energi det for ”usandsynligt, at der skal bygges ladestandere ved samtlige parkeringspladser ved kantstenene i byerne.” Den vurdering er vi helt enige i.

Ladeoperatører tjener kun penge, når der løber strøm i kablet, hvilket der i gennemsnit kun vil gøre få timer ad gangen – uanset hvor længe bilen er parkeret. Samtidig skal den lille mængde strøm forrente opsætning og vedligehold af dyr infrastruktur. Det er med andre ord tvivlsomt, om nogen kommercielle aktører vil foretage de nødvendige investeringer – med mindre de gives offentlig støtte. Det vil så til gengæld være katastrofalt for den frie konkurrence, som i dag sikrer billig og effektiv energi til transport. Vores medlemmer opsætter i disse år hurtig- og lynladere rundt omkring i landet. Det gør de for at forberede sig til at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel, når elbilerne kommer. For at der i fremtiden skal være en bæredygtig forretning i hurtigladere kræver det, at der er fri konkurrence. Så nytter det ikke, at operatørerne skal konkurrere med offentligt støttede ladestandere andre steder. Det nytter heller ikke, at Vejdirektoratets udbud langs motorvejene forbyder tankstationerne at sætte el-ladere op, fordi man valgt at lave separate udbud for disse – ofte på den anden side af rastepladsen langt fra toiletter og god kaffe.

Dansk Energis analyse er en god anledning til, at vi i fællesskab får set på de rammer, der skal sikre den frie konkurrence og dermed den bedste og billigste udrulning af ladestandere til fremtidens elbiler – uanset om det er i hjemmet, ved supermarkedet eller på tanken.

Emner


Branchen står i dag for 99 % af energien til transporten. Vi har en afgørende rolle og et særligt ansvar for at holde hjulene i gang og samtidig sikre, at den grønne omstilling for alvor flytter ud på vejene.

Pressekontakt

Jacob Stahl Otte

Jacob Stahl Otte

Direktør 33 45 65 16
Jeppe Røn Hartmann

Jeppe Røn Hartmann

Politisk chef 21 48 48 37

Energi til mennesker og samfund i bevægelse

Drivkraft Danmark er branche- og arbejdsgiverorganisation for selskaber, der leverer brændstof og el-ladning til transporten, raffinaderierne samt LPG-branchen. Branchen står for 99 % af energien til transporten med over 2000 danske tankstationer og truckanlæg som omdrejningspunkt.

Drivkraft Danmark
Esplanaden 34A, 1.th.
1263 København K.
Danmark