Pressemeddelelse -
Boligsalget i 2010 viser fremgang på 10 pct
- December 2010 isoleret set den bedste måned siden finanskrisen
- 56 pct. flere solgte andelsboliger hos ejendomsmæglerne
Trods meterhøj sne og dybfrysertemperaturer i Danmark var boligsalget i december på det højeste niveau siden finanskrisen slog til for 2 år siden. I forhold til salget i et normalår var december 2010 ”kun” 18 pct. dårligere, og det er dermed det nærmeste, vi har været normalen. Dermed ender salget af ejerboliger i hele 2010 med en fremgang på 10,4 pct. i forhold til 2009, hvilket svarer til godt 55.000 solgte boliger i hele året.
Hertil kommer salget af andelsboliger, hvor salget gennem ejendomsmægler har været kraftigt stigende gennem 2010. Hos EDC er salget af andelsboliger således steget 56 pct. i forhold til 2009. Det er nu ikke udtryk for, at mange flere køber andelsboliger, men derimod at mange flere andelshavere nu benytter en professionel mægler, når de skal sælge.
Regionalt set har fremgangene i forhold til 2009 været størst i Aarhus og Vendsyssel, hvor forbedringen er helt op mod 30 pct. Den mindste fremgang tegner Hovedstadsområdet sig for, idet der stort set ingen forandring er i forhold til 2009. Det skyldes nu ikke, at det går dårligt i københavnsområdet, men her skete forbedringen allerede i 2009, og man har så blot fastholdt niveauet i 2010.
- Overordnet er vi nogenlunde tilfredse og i forhold til vore egne prognoser endte salget 4 pct. bedre, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. – Det ændrer dog ikke på, at vi stadig ligger et stykke under det normale.
Boligsalget i 2010 i forhold til 2009:
Ændring
HT-området 0,2%
Vestsjælland 10,8%
Sydsjælland 9,2%
Fyn 3,2%
Sønderjylland 12,9%
Trekantområdet 13,4%
Vestjylland
9,7%
Århus 27,0%
Vendsyssel 29,7%
Ålborg 10,2%
I alt 10,4%
For 2011 forventer EDC en udvikling på boligmarkedet, som ligger i forlængelse af hvad vi har set i andet halvår af 2010. Det vil som landsgennemsnit sige små stigninger i priserne, maksimalt 5 pct, og nogenlunde tilsvarende stigninger i salget. Det er dog en forudsætning, at den lange rente ikke stiger meget mere end 1 procentpoint og at ledigheden holder sig nogenlunde på det nuværende niveau eller lavere.
___________________________________________________________________
Yderligere oplysninger:
Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC, tlf.: 33 26 77 59 / 21 27 21 11
Emner
- Ejendomsmarkedet