Gå til indhold
Ejner Hessel fremviser imponerende overskud og forbereder sig på et udfordrende 2023

Pressemeddelelse -

Ejner Hessel fremviser imponerende overskud og forbereder sig på et udfordrende 2023

Familievirksomheden Ejner Hessel offentliggør i dag årsregnskabet for 2022, som viser et overskud på 466 millioner kroner før skat. Dette markerer koncernens bedste årsregnskab til dato.

Rekordoverskuddet kan tilskrives flere afgørende faktorer, herunder en øget strategisk fokusering gennem de seneste år. En fokusering som er drevet af ledelse og medarbejdere over hele landet.

Benjamin Mahr, administrerende direktør hos Ejner Hessel, er stolt over resultatet for 2022 og understreger betydningen af den samlede indsats, der resulterede i det imponerende resultat.

”Vi er naturligvis meget tilfredse med resultatet for 2022, og det understreger betydningen af de strategiske beslutninger, vi som virksomhed har truffet i de forudgående år. Vi har haft vores bedste år nogensinde hvad angår levering af varebiler, idet vi formåede at imødekomme den store efterspørgsel fra markedet. 2022 var også et profitabelt år for salg af brugte biler, hvor vores strategiske positionering via blandt andet Starmark har vist sig værdifuld. Sidst men ikke mindst har vores forretnings kerneområde, eftermarkedet, også klaret sig rigtig godt i 2022, og jeg vil gerne takke vores loyale kunder for igen at vælge Hessel som samarbejdspartner. Derudover skal alle vores dygtige medarbejdere naturligvis også have en kæmpe tak for deres store indsats og engagement”, udtaler Benjamin Mahr.

Største medarbejderproduktivitet nogensinde

Pr. 1. april 2023 beskæftiger Ejner Hessel det højeste antal medarbejdere i virksomhedens historie, nemlig 1.373 – en vækst på 22% i antallet af fuldtidsansatte siden offentliggørelsen af regnskabet for 2021. Desuden udgør 180 lærlinge en rekordhøj andel af den samlede stab af medarbejdere i virksomheden, hvilket er en vækst på 20% siden 2021.

”I 2022 indgik vi en aftale om opkøb af EvoBus, og året før var det Daimler Trucks. Disse strategiske opkøb vil, når handlen med EvoBus er godkendt af konkurrencemyndighederne, sikre Ejner Hessel importen af begge typer tunge køretøjer i fremtiden. Dette er et eksempel på, hvordan vi strategisk investerer i at diversificere vores forretning, i dette tilfælde ved køb af to importvirksomheder. Årets resultat skal naturligvis også bruges til at fortsætte investeringerne i vores butikker og værksteder for at sikre de bedste forhold for vores ansatte og kunder i hele Danmark. Investeringerne skal også sikre kapaciteten til at kunne imødekomme udviklingen inden for el-biler. Samtidig kommer vi til at investere yderligere i vores digitale infrastruktur, og vi har ud fra de strategiske overvejelser fået to nye bestyrelsesmedlemmer, i Jens Bjerrisgaard og Thomas Schleicher, der skal bidrage til fremtidens Ejner Hessel ", forklarer Benjamin Mahr.

Et anderledes marked i 2023

I løbet af de første måneder af 2023 har Ejner Hessel oplevet en nedgang i ordreindtaget for personbiler på tværs af koncernens forskellige mærker. Nedgangen – og den mulige tendens, den indikerer – skyldes blandt andet rentestigninger, inflation og de dertilhørende prisstigninger på råvarer og energi, som påvirker bilbranchen.

”Det er tydeligt, at den globale situation og forbrugernes generelle forsigtighed vil gøre 2023 til et anderledes år for Ejner Hessel. Vi holder øje med udviklingen og er klar til at træffe de rigtige beslutninger, både på kort og lang sigt”, afslutter Benjamin Mahr.

Nøgletal for regnskabet:

Omsætning: 7.801 mio. kr.

Resultat efter skat:
363 mio. kr.

Egenkapital: 1.250 mio. kr.

Resultat af primær drift (EBIT): 466 mio. kr.

Antal fuldtidsansatte pr. 31/12-2022: 1.288

Emner

Kategorier


Ejner Hessel A/S er familieejet, og er en af Danmarks største bilforhandlere med salg til både erhvervskunder og private. Selskabet er autoriseret forhandler og serviceværksted for bilmærkerne Mercedes-Benz, Renault, Dacia, Ford og Smart. Selskabet blev etableret i 1968, og har gennem årene ekspanderet i Jylland. I 2008 kom det sjællandske marked med, og Ejner Hessel har i dag i alt 27 afdelinger, heraf 16 i Jylland og 11 på Sjælland. Ejner Hessel-koncernen er også ejer af Skandinaviens største brugtbilscenter, Mercedes-Benz Starmark. Ejner Hessel-koncernen beskæftiger i dag ca. 1.500 medarbejdere.

Kontakt

Benjamin Mahr

Benjamin Mahr

Adm. direktør 21 20 62 80
Morten Roth

Morten Roth

Pressekontakt Direktør, marketing og digital 72 11 60 16

Velkommen til Ejner Hessel A/S!

Ejner Hessel A/S er familieejet og er en af Danmarks største bilforhandlere med salg til både erhvervskunder og private. Selskabet er autoriseret forhandler og serviceværksted for bilmærkerne Mercedes-Benz, Renault, Dacia, Ford og Smart. Selskabet blev etableret i 1968, og har gennem årene ekspanderet i Jylland. I 2008 kom det sjællandske marked med, og Ejner Hessel har i dag i alt 29 afdelinger, heraf 17 i Jylland og 12 på Sjælland. Ejner Hessel-koncernen er også ejer af Skandinaviens største brugtbilscenter, Mercedes-Benz Starmark, Hessel Trucks og Hessel Bus. Ejner Hessel-koncernen beskæftiger i dag over 1.650 medarbejdere.

Ejner Hessel A/S
Jyllandsvej 4
7330 Brande
Danmark