Gå til indhold
Flere kvinder vil arbejde med biler: De både kan, vil og tør være en del af branchen

Pressemeddelelse -

Flere kvinder vil arbejde med biler: De både kan, vil og tør være en del af branchen

Uddannelserne indenfor autobranchen melder om stigende interesse fra kvinder. 33-årige Civ Rønde har gjort karriere i en traditionel mandeverden og er i dag salgschef hos Ejner Hessel A/S.

Hun elsker sin bil, kører 40.000 kilometer om året og har arbejdet sig op fra reservedelsekspedient til i dag at være salgschef for Ford personbiler hos Ejner Hessel A/S. Civ Rønde fra Greve har gjort karriere i bilbranchen, der engang blev betragtet som en nærmest lukket mandeverden, og hun er langt fra den eneste kvinde, der vil arbejde i branchen.

– Jeg kan ikke altid følge det med, at branchen er mest for mænd. Der er enormt højt til loftet, og man kan hurtigt nå meget langt, hvis man tør stå ved sig selv og sine værdier. Faktisk er det jo netop det, mange kvinder er gode til, siger Civ Rønde, der opfordrer flere kvinder til at søge ind i branchen, men også erkender, at man som kvinde lige skal lande i en hverdag med så mange mandlige kolleger.

– I starten følte jeg nok, at jeg skulle bevise ti procent mere, bare fordi jeg er kvinde, men når jeg ser tilbage på min egen karriere, så har jeg fået virkelig meget respekt for at turde sparke døren ind i branchen, sige min mening og vise, hvordan vi skaber gode resultater.

Ifølge nye tal fra Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik er tilgangen af kvinder på mekanikeruddannelsen mere end tredoblet de seneste ti år. Og inden for handelsskolernes salg- og eftermarkedsuddannelser rettet mod bilbranchen, går det også støt fremad.

Nyt læringsrum

På Business College Syd på Sydals uddanner de både til salg og eftermarked indenfor bilbranchen, og her mærker man og sætter pris på, at flere kvinder viser interesse i autofagene, hvor de efterhånden fylder 20 procent i klasserne.

– Læringsrummet bliver anderledes, fordi pigerne stiller flere spørgsmål, mens drengene bliver mindre bange for at vise, at de ikke ved alting. Det giver noget til kulturen, når begge køn er repræsenteret. Det er kun rigtig fedt, hvis branchen vil fokusere på at få flere kvinder ind også, så de gode dynamikker ikke kun lever på skolerne, siger Christian Seeberg, der er underviser og hovedforløbskoordinator på Business College Syd.

Det er samme tendens hos Mercantec i Viborg, hvor man blandt andet uddanner fremtidens mekanikere. I januar begyndte 6 kvinder ud af 58 elever på grundforløb 2 indenfor auto i år. Det er 10,34% procent af optaget på uddannelsen og det største antal kvinder nogensinde i skolens historie.

– Jeg oplever, at pigerne er med til at ændre det sociale i klasserne til det absolutte positive. Pigerne tager bolden, når drengene går i gang med opgaverne uden at have læst problemstillingen/arbejdsbeskrivelsen, det er et nyt friskt pust for uddannelsen, fortæller Anders Murmann, der er uddannelsesleder på Mercantec.

Kvinderne i branchen fremhæves

Både for handelseleverne og eleverne ved de tekniske autofag skal der indgås uddannelsesaftaler. En del af det ansvar sidder Emma Baltzer med som HR-koordinator hos Ejner Hessel A/S, der gerne ansætter flere kvinder – og hele tiden forsøger at styrke rekrutteringen.

– Det kan lyde banalt, men det betyder faktisk rigtig meget at vise, at kvinderne allerede er i bilbranchen. Som et lille eksperiment satte jeg nogle af vores kvindelige ansatte på uddannelsesmaterialerne, når vi skulle ud på skolerne og til uddannelsesmesser, og det hiver simpelthen flere kvinder hen til en snak. Interessen er der, vi skal bare lade kvinderne vide, at vi også vil dem, siger Emma Baltzer, der sidste efterår var med til at ansætte fire nye kvindelige lærlinge på både person-, vare- og lastbilsværksted samt pladeværksted.

Flere kvinder udfordrer normerne

Selvom kvinderne lander blandt mange mandlige kolleger på værkstederne, skal de holde fast i deres tilgang til faget, mener Jesper Damgaard, der er værkstedschef for Mercedes-Benz personbiler hos Ejner Hessel A/S i Tilst ved Aarhus. Han har 34 års erfaring fra bilbranchen.

– Der var ingen kvinder nogen steder i branchen, da jeg startede i 1989. Men det giver en enormt god dynamik at have mænd og kvinder både i salg og på værkstedet. Begge parter bliver udfordret meget mere. Hvor mændene generelt set er gode til at køre på, tør kvinderne stille spørgsmål og dermed få optimeret nogle ting, som en flok mænd aldrig havde set, og det skal de for alt i verden blive ved med, siger Jesper Damgaard, der leder 22 mekanikere på værkstedet, hvoraf en enkelt er kvinde – samlet er der fire kvinder tilknyttet i hele værksted- og indskrivningsteamet i Tilst, som består af 28 personer.

Ifølge salgschef Civ Rønde er diversiteten i branchen også interessant af den simple grund, at der er salg i kvinderne:

– At få mere diversitet ind - både i form af mænd og kvinder og forskellige persontyper - giver et bedre samspil internt, men det giver også et bedre salg. Der er nogle kunder, som kvinderne bedre kan nå, fordi de tør grave i værdierne og behovene og ikke kun snakker om hestekræfter eller antal døre. Mange af kunderne er jo også kvinder i dag, så det giver jo kun mening, at vi afspejler det billede i branchen også, afslutter Civ Rønde.

I starten af 2023 udgjorde kønsfordelingen i Ejner Hessel A/S 170 kvinder og 1.371 mænd – svarende til 11,03% og 88,97%. Den fordeling glæder Ejner Hessel A/S sig til at følge udviklingen af i de kommende år.

Related links

Emner

Kategorier


Ejner Hessel A/S er familieejet, og er en af Danmarks største bilforhandlere med salg til både erhvervskunder og private. Selskabet er autoriseret forhandler og serviceværksted for bilmærkerne Mercedes-Benz, Renault, Dacia, Ford og Smart. Selskabet blev etableret i 1968, og har gennem årene ekspanderet i Jylland. I 2008 kom det sjællandske marked med, og Ejner Hessel har i dag i alt 27 afdelinger, heraf 16 i Jylland og 11 på Sjælland. Ejner Hessel-koncernen er også ejer af Skandinaviens største brugtbilscenter, Mercedes-Benz Starmark. Ejner Hessel-koncernen beskæftiger i dag ca. 1.500 medarbejdere.

Kontakt

Morten Roth

Morten Roth

Pressekontakt Direktør, marketing og digital 72 11 60 16

Velkommen til Ejner Hessel A/S!

Ejner Hessel A/S er familieejet og er en af Danmarks største bilforhandlere med salg til både erhvervskunder og private. Selskabet er autoriseret forhandler og serviceværksted for bilmærkerne Mercedes-Benz, Renault, Dacia, Ford og Smart. Selskabet blev etableret i 1968, og har gennem årene ekspanderet i Jylland. I 2008 kom det sjællandske marked med, og Ejner Hessel har i dag i alt 29 afdelinger, heraf 17 i Jylland og 12 på Sjælland. Ejner Hessel-koncernen er også ejer af Skandinaviens største brugtbilscenter, Mercedes-Benz Starmark, Hessel Trucks og Hessel Bus. Ejner Hessel-koncernen beskæftiger i dag over 1.650 medarbejdere.

Ejner Hessel A/S
Jyllandsvej 4
7330 Brande
Danmark