Nyhed -

Danmarks udsatte børn er på vej på sommerferie – med støtte fra erhvervslivet

Antallet af udsatte børn, der ønsker at deltage i Ungdommens Røde Kors’ ferielejre, er stigende – og børn fra familier, som er ramt af fattigdom, sygdom, misbrug eller vold, har et stort behov for at komme væk fra den hårde hverdag. Derfor gør det en kæmpe forskel, når landets virksomheder investerer i de udsatte børns sommerferier – og hos Berendsen oplever man også, at støtten har stor værdi for virksomheden selv.

Et stigende antal børn på ferielejr hos Ungdommens Røde Kors

Mens mange børn lige nu glæder sig til at pakke kufferten og rejse med mor og far til Syden, er der et stigende antal udsatte børn og unge i Danmark, der ikke har mulighed for at komme på sommerferie. Ifølge en undersøgelse fra Børnerådet savner hvert fjerde barn i 4. klasse almindelige goder som at gå til fritidsaktiviteter, få morgenmad eller komme på ferie. Og ca. hvert andet til tredje år må Ungdommens Røde Kors åbne en ny sommerferielejr, fordi så mange udsatte børn og unge i Danmark har alvorligt brug for hjælp. Frivillig projektleder i Ungdommens Røde Kors, Thomas Knudsen fortæller:

Mange danske børn har brug for en pause fra det enorme ansvar, de står med til daglig… f.eks. hvis de bor alene med en kræftsyg mor, eller deres forældre ikke magter at sørge for dem. Tit er der søskendepar med på ferierne, hvor den ældste selv har pakket kufferten – og kun fyldt den med legetøj. Og hvert år er der børn, der står ud ad bussen og som det første spørger os, om de her skal hjælpe med at lave mad – for hvis de ikke selv laver middagen hjemme, så får de bare ikke mad. Vores 21 landsdækkende lejre har plads til 1.400 børn og unge, men i år har vi ca. 1.500 ansøgere, og vi strækker os langt for at få flest muligt med. Vi har dog et kæmpe behov for støtte fra erhvervslivet.

Berendsen giver sengetøj og linned til udsatte børn

Sommerferielejrene ligger i uge 27, 28 og 29, og kommunerne betaler for, at hvert barn deltager i en 7-dages ferielejr efter en indstilling fra en socialrådgiver – men betalingen dækker mindre end en tredjedel af udgifterne til bl.a. transport, linned, mad og børnenes aktiviteter. Resten af midlerne må Ungdommens Røde Kors indsamle blandt erhvervslivet og fonde, og som Thomas Knudsen fortæller, er der ikke nogen hjælp, som er for lille – men Berendsen er én af de virksomheder, der er til særligt stor hjælp:

Berendsens industrivaskerier har i mange år støttet os ved at låne os deres sengetøj, lagner og håndklæder – de giver os hvert år omkring 800 stykker linned, som de efterfølgende vasker selv. Hvis vi skulle indkøbe alle de tekstiler – og bruge flere dage på at vaske, tørre og sortere dem – ville det koste os enorme mængder af tid og penge. Det er en kæmpe byrde, Berendsen løfter fra vores skuldre, og når flere udsatte børn og unge får brug for hjælp i fremtiden, er det helt nødvendigt, at flere af landets virksomheder ligesom Berendsen tager et socialt ansvar.

Værdifuldt for virksomheder at give noget igen

Hvert år er der hele 900 frivillige unge med på lejrene, som sikrer, at hvert barn får det nærvær og de kram, som de savner i hverdagen. De frivillige ser det som en stor værdi, at de kan gøre en forskel for andre – og ifølge Berendsen Danmarks CSR-chef, Anne-Sophie Stokbro er det også værdi, som i stigende grad har betydning for virksomheders medarbejdere:

Vi oplever, at flere af vores medarbejdere ønsker, at deres arbejdsliv skal påvirke omverdenen positivt – og vi baner vej for, at de kan engagere sig i projekter af socialt ansvarlig karakter. Som Danmarks førende tekstilservicepartner vil vi naturligvis gerne række ud til landets børn, og vi har jo en velfungerende produktion, som gør det nemmere for os at håndtere tekstilerne, end det ville være for Ungdommens Røde Kors. Derfor er det en fornuftig løsning for alle, som både skaber glæde blandt udsatte børn og gør det meningsfuldt for vores medarbejdere at gå på arbejde.

Fakta om udsatte børn i Danmark:

  • Ud af de over 48.000 personer, som lever under fattigdomsgrænsen i Danmark, er ca. 9.200 børn
  • Antallet af tvangsanbragte børn er steget med 35,5 % fra 2011 og frem til udgangen af 2016
  • En undersøgelse fra Børnerådet viser, at hvert fjerde barn i 7. klasse har været udsat for vold derhjemme inden for det seneste år*
  • Ifølge Sundhedsstyrelsen har ca. hver femte voksne dansker i barndommen boet sammen med en person, der drak for meget
*Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse i Børnerådets Børne- og Ungepanel, som blev gennemført i september 2016.

Emner

  • Samfund

Kategorier

  • udsatte børn
  • ungdommens røde kors' ferielejr
  • ungdommens røde kors
  • csr
  • berendsen

Kontakt

Relateret materiale

  • Erhvervslivet rækker ud til familier i Danmark, der har børn med livstruende sygdomme

    Kræft, hjertefejl og for tidlig fødsel er nogle af årsagerne til, at børn i Danmark mister livet. I Ronald McDonald Hus ved Rigshospitalet er der hjerte- og husrum til familier, der har et barn med en alvorlig sygdom – og landets virksomheder donerer med glæde deres tid og produkter til huset. For Berendsen, der donerer og hver uge vasker alt husets linned, skaber formålet loyale medarbejdere.

  • Udsatte i Aarhus bliver klædt på til at gå i kamp mod affaldet

    Ikke kun til vands – men også til lands – sejler Danmark i plast og forurenende affald, som vi smider fra os i byer og naturen. Men i Aarhus får de udsatte borgere nu betaling for at indsamle skraldet – og med en ny donation af kasseret tøj fra Berendsen bliver alle de udsatte klædt varmt og professionelt på til at løse opgaven året rundt.

  • Regionsrådsmedlem vaskede sengetøj til udsatte borgere – nu får han hjælp af sygehusvaskeri

    Antallet af fattige i Danmark er steget de sidste par år. Da Byråds- og Regionsrådsmedlem, Felex Pedersen hørte, at hundredvis af næsten nye tekstiler hvert år risikerer at blive kasseret, valgte han at gøre en indsats ved at vaske tekstilerne selv og forære dem til udsatte borgere – og nu har Berendsens sygehusvaskeri i Ølsted fremover tilbudt ham en hjælpende hånd.

  • Berendsen støtter FødevareBanken med tøjvask – og det sikrer mad til socialt udsatte

    For hjemløse skaber vinterens kulde et stort behov for den varme og energi, som kommer fra et godt måltid mad – og heldigvis kan FødevareBanken under corona-krisen opretholde deres leveringer af overskudsmad til landets udsatte. Erhvervslivets støtte er en stor hjælp, og når Berendsen donerer deres vaskeservice til FødevareBanken, kan det også omregnes til måltider til socialt udsatte.