Pressemeddelelse -

Elis Danmark A/S har overtaget Centralvaskeriet A/S

Landets førende tekstilservicevirksomhed Elis (tidl. Berendsen) har d. 29. april 2022 overtaget Centralvaskeriet i Løgumkloster, som har mere end 70 års erfaring med at vaske og levere tekstiler til danske arbejdspladser.

Med 17 landsdækkende, svanemærkede industrivaskerier har Elis et godt fodfæste på markedet for tekstilservice i Danmark – og med opkøbet af Centralvaskeriet får Elis endnu et bæredygtigt vaskeri i Sønderjylland. Centralvaskeriet er et familieejet vaskeri, som i 2021 omsatte for 36 millioner DKK og i generationer har serviceret hotel- og restaurationsbranchen, plejesektoren, servicebranchen og industrien med miljøvenligt linned, arbejdstøj og vaskeløsninger. Elis’ administrerende direktør Henrik Luxhøj udtaler:

Vi er glade for, at Centralvaskeriet nu er blevet en del af Elis, da vores virksomheder deler kerneværdier, om at kundens behov skal være omdrejningspunktet for hele forretningen og at gøre en forskel for miljøet og mennesker. Centralvaskeriet fortsætter uændret og skal sammen med Elis-vaskeriet i Løgumgårde servicere kunderne i den sydlige del af landet. De 2 vaskerier kan få stor glæde af det tætte samarbejde, som vil styrke deres fælles evne til at imødekomme den vækst, vi oplever i regionen – og vi ser frem til at byde de mange nye kollegaer og kunder velkommen”.

En stabil og bæredygtig forretning

Elis Danmark A/S er en del af koncernen Elis – den førende europæiske tekstil-, hygiejne- og facility services partner med 45.000 ansatte og aktiviteter i 29 lande. Både internationalt og i Danmark gør Elis en stor indsats for den bæredygtige agenda, og i 2019 blev Elis Danmark verdensmålscertificeret ved Bureau Veritas som den første virksomhed i verden. Som Centralvaskeriets direktør Søren Fuglsang-Gram og partner Villy Engholm Lund fortæller, er det også en fordel for dem, at de selv og vaskeriets i alt 47 medarbejdere nu er blevet en del af Elis.

Centralvaskeriets kunder kommer ikke til at opleve forandringer i det daglige samarbejde, da vores nuværende medarbejdere fortsat vil servicere dem fra vores professionelle industrivaskeri. Men verden er blevet mere ustabil de seneste år, og for både vores kunder og medarbejdere er det en fordel, at vi nu er ejet af en så solid og veletableret virksomhed som Elis, der har størrelsen, erfaringen og økonomien til at opretholde en stabil forretning i omskiftelige tider med corona, inflation og usikkerhed i verden”, siger Søren Fuglsang-Gram.

Villy Engholm Lund tilføjer: ”Ligesom os lægger Elis vægt på at indkøbe tekstiler med menneskeligt og miljømæssigt ansvarlige certificeringer og at miljøoptimere deres produktion for at reducere forbruget af naturens ressourcer – og det har stor betydning for, at vi nu har valgt at overdrage Centralvaskeriet til Elis. Vi tror på, at vi sammen vil være bedre til at opfylde vores kunders behov, og at vi i fællesskab vil gå en endnu mere bæredygtig fremtid i møde”.

Emner

  • Køb, fusioner

Kategorier

  • elis
  • tekstilservice
  • opkøb
  • centralvaskeriet

---

Elis Danmark (tidligere Berendsen Textile Service) tilbyder bæredygtige tekstil- og hygiejneløsninger og svanemærket vaskeriservice, hvor forbruget af vand, energi og vaskemidler ligger under Svanemærkets krav. Elis var én af de 10 første virksomheder i Danmark, der blev CSR-certificeret, og i 2019 blev Elis verdensmålcertificeret af Bureau Veritas som den første virksomhed i verden.

Elis koncernen er en international multiservice-leverandør, der tilbyder løsninger indenfor tekstil-, hygiejne- og facility services. Elis er til stede i Europa og Latinamerika og er førende i de fleste af de 28 lande, hvor virksomheden har aktiviteter. Koncernen har 45.000 medarbejdere i 440 produktions- og servicecentre og arbejder for den offentlige sektor og private virksomheder i alle størrelser og på tværs af alle brancher. Koncernen tilbyder skræddersyede løsninger indenfor fladt linned, arbejdstøj, toiletmiljøer, måtter, drikkevarer, renrum, skadedyrsbekæmpelse og medicinsk affaldshåndtering. Læs mere på: www.elis.com

Elis Danmark er tildelt en Kronesmiley af Arbejdstilsynet for at gøre en ekstraordinær indsats for at sikre en høj arbejdsmiljøstandard og 85 % af Elis Danmarks tekstiler har mindst ét af mærkerne: Svanemærket, EU-blomsten og OEKO-TEX.

Følg os på:

LinkedIn

YouTube

Kontakt

Anna-Sofie Plougmand

Pressekontakt Marketingschef +45 2363 9383

Relateret materiale