Du får ikke dårligere energimærke ved at skifte til varmepumpe

En udskiftning af olie- eller gasfyret vil i mange tilfælde betyde et bedre energimærke – ikke det modsatte.

Det er ikke korrekt, at borgere, der skifter olie- eller gasfyr ud med en varmepumpe, bliver straffet med et ringere energimærke, som det fremgår af en artikel i Jyllandsposten 28. juni 2020. Tværtimod vil mange borgere opleve, at de vil få et bedre energimærke ved at skifte til en varmepumpe.

Det skyldes, at en varmepumpe er meget mere effektiv end det tidligere olie- og gasfyr, og det vil man kunne se på energimærket.

Når man skifter fyret ud med en varmepumpe sker der to ting i energimærket: Man går fra et fyr, som omsætter olien eller gassen til varme med en bestemt virkningsgrad på eksempelvis 1, til en varmepumpe, som er meget mere effektiv. Varmepumpen kan konservativt anlagt omsætte 1 kWh strøm til 2,5 kWh varme, og bruger dermed kun 40 pct. af den energi, som det tidligere fyr gør.

Men varmepumpen bruger strøm. Særligt den del af strømmen, der produceres på basis af kul, gas og biomasse vil give et tab. Først brændes brændslet af for at producere varme, som generer strøm, som så efterfølgende skal leveres til huset, hvor den kan bruges til opvarmning via elpaneler eller en varmepumpe. Det afspejler sig i den såkaldte energifaktor for elektricitet.

Energifaktor for elektricitet reduceres når strøm bliver grønnere

Energifaktoren bliver fastlagt i Bygningsreglementet. For olie og naturgas er energifaktoren 1, mens den for elektricitet er fastsat til 1,9 på baggrund af oplysninger fra energistatistikken og Energistyrelsens fremskrivninger, da der i gennemsnit fortsat er tab forbundet med produktionen af strøm. Senest blev energifaktoren ændret i 2018, hvor den blev sat ned fra 2,5 til 1,9, fordi strømmen var blevet grønnere. I takt med at en stadig større del af strømmen bliver leveret af vindkraft og solceller, vil tabet blive mindre, og når det sker, kan der være grundlag for at se på en ændring af energifaktoren. Energifaktorerne er fastsat nationalt, og er dermed ens uanset produktionsselskab.

Energifaktoren indgår i beregningen af en boligs behov for tilført energi og har derfor indflydelse på, hvilket energimærke et hus tildeles. Et lille behov for tilført energi trækker således i retning af et bedre energimærke, end hvis et hus har et stort behov for tilført energi.

Eksempel

Et hus med et varmebehov på 10.000 kWh/år og et oliefyr, hvor kedlen har en virkningsgrad tæt på 1. For olie er energifaktoren 1. Dermed beregnes behov for tilført energi som:

(10.000 / 1) x 1 = 10.000 kWh/år

En varmepumpe drives af elektricitet, der har en energifaktor på 1,9. Så hvis oliefyret udskiftes med en varmepumpe ser beregningen af behovet for tilført energi således ud:

(10.000 / 2,5) x 1,9 = 7.600 kWh/år

Udskiftningen af oliefyret giver altså et lavere behov for tilført energi, og det kan dermed betyde, at borgeren får et bedre energimærke. Det kan aldrig betyde, at man får et ringere energimærke.

Fakta:

• Energimærkningsordningen for bygninger er en implementering af dele af Danmarks EU-forpligtelser i henhold til direktiv om bygningers energimæssige ydeevne, normalt omtalt bygningsdirektivet.

• Bygningsdirektivet fastlægger rammerne for bygningers energiforbrug og forpligter Danmark til at basere kravene til bygningers energimæssige ydeevne på primærenergiforbruget – det vil sige en bygnings behov for tilført energi inklusiv forsyningens tab og omdannelse af energi.

• Effektiviteten af energiforsyningen medregnes i energimærkningen gennem energifaktorerne. En energifaktor er et udtryk for, hvor meget bruttoenergi der skal bruges for at levere én enhed energi til forsyning af bygninger. Energifaktoren udtrykker dermed forsyningsformens effektivitet. Energifaktorerne er således forskellige for forskellige forsyningsformer.

• Elektricitet har en energifaktor på 1,9. Fjernvarme har en energifaktor på 0,85, mens ”øvrige energikilder” fx olie, gas, træpiller mm. har en energifaktor på 1,0. For elektricitet og fjernvarme adskiller faktoren sig fra 1,0, hvilket er et udtryk for, at der her sker en konvertering og transport af energien, før den leveres til bygningen. For de øvrige energikilder leveres energikilden direkte til bygningen, og omdannelsen til fx opvarmning gennem en kedel sker først i bygningen.

• Fastsættelsen af energifaktorerne er baseret på Energistyrelsens energistatistik og tilhørende fremskrivninger af energisystemet. Der er derfor tale om en faktuel størrelse, der beskriver forholdet mellem det bruttoenergiforbrug som medgår til produktion af henholdsvis fjernvarme/elektricitet og det endelige energiforbrug af fjernvarme og elektricitet (dvs. den energimængde, som leveres til forbrugerne an måler).

• Energifaktorerne afhænger altså af måden energien produceres på, og er derfor heller ikke statisk. For el er energifaktoren eksempelvis faldende i takt med at vores energiforsyning, og ikke mindst energimikset og de teknologier vi bruger til at producere energien med, ændrer sig. Det tages der højde for ved fastsættelsen af energifaktorerne, der ligeledes er ensartet med energifaktorerne i bygningsreglementet.