Gå til indhold

Nyhed -

Husets energitilstand har betydning for boligpris og komfort

To nye analyser viser, at en energirigtig renovering af boligen ikke kun giver en lavere varmeregning, det betyder også øget komfort og en højere salgspris.

Energistyrelsen har som en del af BedreBolig-initiativet fået udarbejdet to analyser, som ser på en boligs energitilstand betydning for boligpris og komfort.

”Det er vigtigt at vide, hvad der virker, og hvilken betydning energirenovering og energieffektivitet har både samfundsøkonomisk og for den enkelte boligejer. Og de nye analyser er god og solid viden baseret på meget grundige analyser af energitilstandens betydning for boligpris og komfort,” siger kontorchef i Energistyrelsen Henrik Andersen.

Energitilstand og salgspris hænger sammen

Energistyrelsen har fået lavet en analyse af sammenhængen mellem en boligs energitilstand og salgsprisen. Analysen viser, at boligers energi­­standard har en væsentlig effekt på ejendomsprisen. For hvert trin boligen rykker op ad energi­mærkeskalaen, stiger ejendomsprisen for et hus på 100 m2 med 40.000–50.000 kr.

Analysen peger også på, at danskerne stadig ikke har nok indsigt i værdien af et energirenoveret hus og energimærkets betydning for deres boligøkonomi. En bedre forståelse af denne værdi ville kunne give en endnu kraftigere sammenhæng mellem en boligs energistandard og ejendomsprisen.

Resultaterne er baseret på omfattende økonometriundersøgelser med over 350.000 salgsobservationer samt en nytænkende eksperimentel tilgang, der bl.a. inkluderer eksperimenter med faktiske ejendomsvurderinger.

Energirenovering giver komfort

Energistyrelsen har også fået gennemført en analyse af ”Sammenhængen mellem boligers energistandard og komfort”. Analysen viser, at der er en tydelig og systematisk sammenhæng mellem en boligs energistandard og beboernes oplevelse af komfort.

To tredjedele af de husstande, som har forbedret deres boligs energistandard, har også oplevet forbedringer af komforten. Selv hvis komforten ikke har været det primære motiv, så oplever 64 % en forbedring af det temperaturmæssige indeklima. Analysen viser endvidere at klimaskærmsrenoveringer giver størst effekt, og at der er størst komfortforbedringer ved renoveringer af huse fra 1950’erne.

Kategorier

Pressekontakt

Ture Falbe-Hansen

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Relateret materiale

Velkommen til Energistyrelsen!

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum