Nyhed -

Mexico lærer af danske energi-erfaringer

En mexicansk delegation er i Danmark for at lære om energiledelse og frivillige aftaler i industrien ud fra både et politisk og industrielt perspektiv.

Danmark har siden 2014 samarbejdet med Mexico gennem det Dansk-Mexicanske Klima- og Energisamarbejde for at hjælpe Mexico med at reducere CO2-udledningen med 22-36 % inden 2030 og samtidig bidrage til, at 35 % af det mexicanske elforbrug dækkes af ikke-fossile brændsler inden 2024.

Den mexicanske regering stræber efter at opfylde de mål ved mere vedvarende energi og forbedret energieffektivitet.

Frivillig aftaleordning for energiintensive virksomheder

Mexico har forpligtiget sig til at udvikle et innovativt program, som vil udbrede brugen af energiledelsessystemer baseret på ISO 50001 standarden blandt større energiintensive virksomheder inden for de industrielle og kommercielle sektorer, og i staten. Den danske viden og erfaring i bl.a. Energistyrelsen og danske virksomheder hjælper Mexico med at udvikle en frivillig aftaleordning, herunder implementering af ISO 50001 standarden for energiledelse i energiintensive virksomheder for at reducere deres energiforbrug og hjælpe Mexico med at opfylde energieffektivitetsmålet.

Den mexicanske delegation ledes af generaldirektøren for The National Commission for the Efficient Use of Energy (CONUEE) og har deltagelse af nøgleansatte og repræsentanter fra den mexicanske industri. Delegationen er i Danmark hele ugen for at lære om den praktiske implementering af aftaleordningen. Delegationen skal både studere de reguleringsmæssige og administrative aspekter ved besøg i Energistyrelsen, og de virksomhedsmæssige aspekter ved besøg hos flere virksomheder i den danske fødevareindustri og andre energiintensive virksomheder, der er med i aftaleordningen. De danske virksomheder har alle gennemført energiledelse og konkrete energispareprojekter i deres produktionsfaciliteter, og kan dele deres værdifulde erfaringer og cases med den mexicanske delegation.

Delegationens besøg i Energistyrelsen indeholder præsentationer og workshops med styrelsens faglige eksperter, der i det daglige administrerer den danske aftaleordning. Herudover indeholder ugens program besøg hos virksomheder som Novozymes, Rockwool, Junckers, Arla, Grundfos, Danfoss og Tasso samt møder med de danske pengeinstitutter EKF og IFU og State of Green.

Delegationens program

Delegationens program ser således ud:

Mandag d. 5. december

Energistyrelsens direktør, Morten Bæk, præsenterer Danmarks den danske energimodel og energisamarbejdet med Mexico

Præsentationer om dansk energieffektivitet samt aftaler og ordninger til regulering af energiforbrug i industrien

Møde med State of Green

Møde med danske finansieringsinstitutter EKF and IFU

Tirsdag d. 6. december

Workshop med faglige eksperter inden for aftaleordningen i Energistyrelsen

Besøg hos Rockwool, producenter af stenuldsisolering og andre tekniske produkter

Besøg hos Novozymes, som producerer en bred vifte af enzymer og mikroorganismer til industrien

Onsdag d. 7. december

Besøg hos Junckers Industrier, producenter af trægulv til forskellige segmenter

Besøg hos Arla, landmandsejet virksomhed der producerer mejeriprodukter

Torsdag d. 8. december

Besøg hos Grundfos, leverandør af pumper til forskellige anvendelser i industrien

Besøg hos Danfoss, producent af produkter og tjenester benytter i forskellige områder, fx fødevarekøling, fjernvarme, klimasystemer, elektriske motorer etc.

Fredag d. 9. december

Præsentationer hos Energistyrelsen om erfaringer med aftaleordningen ved bl.a. jern- og stålvirksomheden Tasso

Kontakt:
Nadeem Niwaz, specialkonsulent
nni@ens.dk
+45 33 95 58 08

Emner

  • Energispørgsmål

Kategorier

  • internationalt
  • effektivisering & erhverv
  • klima og co2

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale