Nyhed -

Støtteordning til vindmøller udløber i februar 2018

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelelse: Den såkaldte ”25-øre” støtteordning til landvindmøller og havvindmøller under åben-dør ordningen udløber d. 21. februar 2018. Regeringen arbejder på en ny støttemodel.

Siden 2008 har ejere af landvindmøller og havvindmøller under åben dør-ordningen kunnet modtage et fast pristillæg på 25 øre i støtte pr. kilowatttime produceret elektricitet. Støtteordningen er statsstøttegodkendt af EU frem til 21. februar 2018, og sidste dato for at nettilslutte en vindmølle, hvis den skal have støtte fra 25-øre-ordningen, er derfor d. 20. februar 2018. Regeringen arbejder nu på en ny støttemodel.

Flere vindmøller end forventet

Udbygningen af landvind går bedre end forventet i energiaftalen fra 2012. De seneste prognoser fra Energistyrelsen viser, at der i 2020 vil være knap 60 pct. større kapacitet landvindmøller end forventet i energiaftalen fra 2012.

Siden 2012 er der opstillet 991 MW vindmøllekapacitet, mens der er nedtaget 194 MW. Det giver en nettoudbygning på 797 MW, hvilket er knap 60 pct. mere end de 500 MW, som var forventningen i Energiaftalen fra 2012.

”Udbygningen af landvind går over al forventning, og vi ser ud til at komme længere med udbygningen frem mod 2020, end vi havde regnet med. Jeg er opmærksom på, at der p.t. kan være noget usikkerhed for kommende projekter for landvindmøller, og jeg vil arbejde for en hurtig afklaring om en ny ordning, ”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Regeringen arbejder på en ny støtteordning

Regeringen arbejder på en ny støttemodel, men der er endnu ikke truffet beslutning om, hvordan en ny ordning skal udformes. Den vil skulle leve op til EU-kommissionens retningslinjer for statsstøttemidler.

Kontakt

Pressemedarbejder
Rasmus Bjørn
41729077
rasbj@efkm.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • vedvarende energi
  • forsyning
  • politik

Kontakt

Relateret materiale

  • Nogle støtteordninger for vedvarende energi sættes midlertidigt i bero

    EU-Kommissionens godkendelse af en række støtteordninger for solcelleanlæg, husstandsmøller og andre VE-teknologier udløber ved årsskiftet. For at undgå, at der udbetales ulovlig statsstøtte, sættes sagsbehandlingen af ansøgninger om støtte fra ordningerne midlertidigt i bero pr. 1. januar 2017.

  • Yderligere information om støtteordning der sættes midlertidigt i bero

    Energistyrelsen præciserer nu, at projekter, som er påbegyndt før 1. juli 2015, omfattet af dispensation for tilsagnskravet, og som ikke selv er skyld i, at anlægget ikke kunne nettilsluttes inden 1. januar 2016, er omfattet af den midlertidige suspension. Anlægsejere bør hurtigst muligt rette henvendelse til Energinet.dk.

  • Vindmøller under den grønne ordning skal nettilsluttes senest 20. februar 2018

    EU- Kommissionens 10 år gamle statsstøttegodkendelse af den grønne ordning udløber den 21. februar 2018. Energistyrelsen har sendt et udkast til lovforslag i høring, hvorefter vindmøllerne skal være nettilsluttet senest den 20. februar 2018, for at der kan udbetales midler under ordningen. Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen senest 2. oktober.