Pressemeddelelse -

Energistyrelsen flytter til Kalvebod Brygge

Mandag d. 4. februar flytter Energistyrelsens københavnske afdeling til Kalvebod Brygge i et nyopført byggeri. Her vil Energistyrelsen i København fremover have domicil sammen med en række andre styrelser.

Efter knap 23 år på Amaliegade flytter Energistyrelsens københavnske afdeling til Kalvebod Brygge. Sammen med Banedanmark, Vejdirektoratet, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Bygningsstyrelsen vil Energistyrelsen udgøre et administrativt knudepunkt med i alt ca. 2000 arbejdspladser. Byggeriet er et lavenergiklasse 2020 byggeri og består af fire tårne, som forbindes af en række broer. Energistyrelsen får hjemme i tårn A og B, der vender ud mod banelegemet.

Velkommen til Carsten Niebuhrs Gade

For fremtiden vil Energistyrelsen i København byde samarbejdspartnere velkommen i de nye faciliteter på adressen:

Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V

Energistyrelsens telefonnumre og e-mailadresser vil ikke ændre sig i forbindelse med flytningen, og Energistyrelsen vil fortsat have en afdeling på Niels Bohrs Vej 8D i Esbjerg.

Bemærk, at ansøgninger til 8. udbudsrunde af olie- og gaslicenser samt ansøgninger vedrørende geotermi stadig skal afleveres på Amaliegade 44 inden fredag d. 1 februar kl. 12.00.

Ny organisering skal styrke implementeringen af Energiaftalen

Den 29. juni 2018 indgik et samlet Folketing en historisk bred energiaftale. Energistyrelsen bidrager til at gøre de politiske visioner til virkelighed, hvilket indebærer nye opgaver og nye kolleger. For at skabe de bedste rammer for implementeringen af energiaftalen har Energistyrelsen gennemført en organisationsændring, der træder i kraft 1. februar 2019:

Energistyrelsens organisation pr. 1. februar 2019

Energistyrelsens organisering pr. 1. februar 2019

Den nye organisering skal sikre en stærk og sammenhængende styrelse, der danner rammerne for høj faglighed og udsyn samt sikker forvaltning og drift. Som en del af den nye organisering udvides antallet af centre fra seks til ti med henblik på at skabe en klar faglig centeropdeling.

Fakta om Energistyrelsens nye domicil

  • Omfang: 43.000 m²
  • Bestiller: Bygningsstyrelsen
  • Entreprenør/OPP operatør: A. Enggaard
  • Arkitekt: Arkitema Architects
  • Landskab: Arkitema Urban Design
  • Ingeniør: MOE
  • Bygningen huser Energistyrelsen, Bygningsstyrelsen, Vejdirektoratet, Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen samt Banedanmark

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • undergrund
  • klima og co2
  • forsyning
  • effektivisering & erhverv
  • energiteknologi
  • teleforsyning
  • internationalt
  • statistik/fremskrivninger
  • direktion
  • bredbånd til din virksomhed
  • vedvarende energi
  • politik

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06