Pressemeddelelse -

Energistyrelsen overtager myndighedsopgaver fra Energinet 1. januar 2018

Energistyrelsen overtager pr. 1. januar 2018 de såkaldte PSO-opgaver, bl.a. solceller og husstandsvindmøller, fra Energinet.

Når 2017 går på hæld, og kalenderen siger 2018, vil Energistyrelsen have overtaget en række myndighedsopgaver fra Energinet. Det gælder blandt andet administration af støtte til solceller, husstandsvindmøller, vindmøller og biogas, herunder afgørelser om støtte/nettoafregning, afregning af pristillæg og efterfølgende ændringer og flytninger (de såkaldte PSO-opgaver).

Hvad betyder opgaveovertagelsen for dig?

Virksomheder og enkeltpersoner, som er berørt af de nævnte opgaver, skal som udgangspunkt ikke foretage sig noget i forbindelse med overflytningen af opgavevaretagelsen. Fremtidige henvendelser vil dog primært skulle ske til Energistyrelsen. Det kan være spørgsmål vedrørende afregning af den strøm, dit anlæg producerer, hvis du har behov for at ændre dit anlæg, eller hvis du flytter eller køber et hus med fx solcelleanlæg.

Energinet og Energistyrelsen har udsendt en meddelelse via e-boks til berørte virksomheder og enkeltpersoner.

Opgaverne bliver varetaget af Energistyrelsens Center for Energiadministration, som har hjemme på Niels Bohrs Vej 8D i Esbjerg og varetager en række andre energiadministrative opgaver. I alt huser Center for Energiadministration ca. 85 medarbejdere i Esbjerg.

Læs mere om, hvad overflytningen af opgaver betyder for dig på Energistyrelsens hjemmeside.

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • energiadministration
  • forsyning
  • vedvarende energi

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06