Pressemeddelelse -

Lavere elpriser for erhvervskunder i første halvår 2016

Erhvervskundernes rene elpriser faldt svagt fra andet halvår 2015 til første halvår 2016, men virksomhederne betaler fortsat 2-6 øre/kWh mere end spotprisen på elektricitet.

Elprisen for erhvervskunder var i første halvår 2016 omkring 1-1,5 øre/kWh lavere end i andet halvår 2015, men prisen ligger et stykke over spotprisen. Første halvår 2016 har været præget af stigende, men fortsat lave spotpriser på el. Sammenholdt med spotprisen på el har erhvervskundernes elpris, eksklusiv betaling for transmission, nettariffer, PSO og andre afgifter, været højere for alle størrelser af forbrug i første halvår 2016. De mindre forbrugere betaler 5-6 øre/kWh mere end spotprisen, mens de større forbrugere betaler 2-3 øre/kWh mere end spotprisen.

Forskellen skyldes blandt andet, at erhvervskunderne køber el på fastpriskontrakter for at forsikre sig mod prisændringer. Blandt de små og mellemstore forbrugere er det mellem 30-45 pct. af forbruget, der forhandles på fastpriskontrakter, mens det for de større forbrugere er 0-20 pct. af forbruget. Hvis fastpriskontrakterne er indgået til en lavere pris end den gældende spotpris, vil det omvendt trække den samlede pris ned.

I forhold til tidligere perioder er forskellen mellem erhvervskundernes elpriser og spotprisen mindsket. Det skyldes blandt andet, at en større del af forbruget end tidligere er købt til variable priser, og derved til en pris tættere på spotprisen, kombineret med, at fastpriskontrakterne kan være indgået til en lavere pris end den gældende spotpris på grund af de lave priser i 2015.

Energistyrelsen har siden 2014 udarbejdet elprisstatistikken for erhvervskunder på baggrund af en forbedret metode, der er baseret på indberetninger fra de enkelte elhandelsselskaber.

Læs mere om statistikkens resultater og sammenligning med tidligere perioder i notatet her

Kontakt:

Astrid Enemark, fuldmægtig, Energistyrelsen, aee@ens.dk, 3395 4278

Ture Falbe-Hansen, pressechef, Energistyrelsen, tfh@ens.dk, 2513 7846

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • effektivisering & erhverv

Energistyrelsen har opgaver vedrørende energiproduktion, -forsyning og -forbrug samt indsatsen for at nedbringe CO2-udledningen. Styrelsen har desuden ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Der er ca. 400 beskæftiget i Energistyrelsen.


Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale