Pressemeddelelse -

Nu går planlægningen af Hesselø Havvindmøllepark i gang

Energinet har i dag fået pålæg om at igangsætte forundersøgelser for Hesselø Havvindmøllepark og etablering af nettilslutningspunktet på land

Den 2. juli 2020 har Energinet modtaget pålæg om at igangsætte forundersøgelser vedrørende Hesselø Havvindmøllepark og etablering af nettilslutningspunkt på land. I klimaaftalen for energi og industri mv. fra 22. juni 2020 blev det besluttet, at der i tillæg til de to energiøer i Nordsøen og ved Bornholm også skulle etableres en selvstændig havvindmøllepark. Dette er den såkaldte ”park 2” fra energiaftale 2018. Park 2 placeres ved Hesselø, og parken skal fremrykkes, så den står færdig ét år før tid, fra 2028 til 2027. Dermed er det ønsket, at Hesselø Havvindmøllepark er færdig samtidig med Thor Havvindmøllepark.

Fremrykket tidsplan

Tidsplanen for Hesselø Havvindmøllepark bliver dermed fremrykket, hvilket vil sige, at især forundersøgelserne skal gennemføres på kortere tid. Det kan lade sig gøre, fordi parken placeres i Kattegat, som er mindre udsat for hårdt vintervejr, end f.eks. Nordsøen er. Dermed kan forundersøgelsesskibene sejle også i vinterhalvåret, der normalt ikke benyttes til forundersøgelser.

Energistyrelsen vil allerede i august sende et udkast til forundersøgelsestilladelse til Energinet i høring hos de relevante myndigheder. Forundersøgelsestilladelsen vil give Energinet ret til at påbegynde indsamling af relevante oplysninger om forundersøgelsesområdet på havet inklusive kabelkorridorer til land, og herunder særligt oplysninger om miljøforhold.

Hesselø Havvindmøllepark gøres klar til PtX

Hesselø Havvindmøllepark planlægges udbudt, så koncessionsvinders muligheder for at optimere både brugen af sitet og værdien af strømmen forbedres. Det betyder bl.a., at spændet i opstillet kapacitet øges i forhold til Thor Havvindmøllepark, og at der tillades såkaldt overplanting på op til ekstra 200 MW. Overplantning betyder, at koncessionsvinder tillades at opstille mere kapacitet end de 1.000 MW, der kan leveres til elnettet i nettilslutningspunktet. Overplantingen kan bl.a. medvirke til at optimere brugen af kablerne ind til land, og koncessionsvinder kan bruge den ekstra kapacitet til at sikre en mere kontinuerlig flow af strøm til nettet. Det er op til byder at vurdere, om dette vil være økonomisk attraktivt.

Koncessionsvinder vil også kunne levere strømmen, herunder fra de ekstra vindmøller, ind i et Power-to-X-anlæg eller til et batteri i stedet for direkte ud på nettet.

Læs mere om Hesselø Havmøllepark på Energistyrelsens hjemmeside "Hesselø Offshore Wind Farm".

Fakta om Hesselø Havvindmøllepark:

  • Havvindmølleparken placeres i Hesselø Bugt, og ilandføringen inkluderes i udbuddet, så budvinder bygger havvindmøllepark, transformere og ilandførings- og landkabler til nettilslutningspunktet på land.
  • Hesselø Havvindmøllepark skal levere mellem 800-1000 MW til det kollektive elnet, og koncessionsvinder må opstille op til 1.200 MW (de sidste 200 MW er ”overplanting”).
  • Udbud og forundersøgelser skal så vidt muligt forberede brug af lagring og Power-to-X.

Kontakt:

Therese Kofoed Jensen, mobil: +45 3392 6810, e-mail: tkj@ens.dk

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: +45 2513 7846, e-mail: tfh@ens.dk   

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • vedvarende energi
  • politik
  • forsyning
  • klima og co2

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale