Gå til indhold
Når solen skinner, indfanges den i en aflang krybbe, som kan optage 75 procent af solens energi. Det er en langt større andel af solens stråler, end de nuværende photo voltage-anlæg udnytter.
Når solen skinner, indfanges den i en aflang krybbe, som kan optage 75 procent af solens energi. Det er en langt større andel af solens stråler, end de nuværende photo voltage-anlæg udnytter.

Nyhed -

Bedre udnyttelse af solenergi kan give strøm, fjernvarme og lagring

Nyt innovationsprojekt vil udnytte alle solens stråler endnu bedre og bidrage til markante CO2-reduktioner.

”Projektet har potentiale til at ændre, hvordan vi forstår solen som energikilde.”

Sådan siger Christian Nodskov, adm. direktør i ingeniørvirksomheden ATE Danmark, som sammen med en bred partnerkreds er engageret i innovationsprojektet Full Spectrum Solar Energy (FullSpec). Med EUDP-funding over de næste tre år vil projektet redefinere potentialet i solenergi.

I dag høster vi primært energi fra solen i form af solfangere, som udnytter solens varme til at producere termisk energi til opvarmning af vand; eller solceller, som producerer strøm af sollys.

Med FullSpec vil man gøre begge dele på samme tid og tilmed gøre det bedre og mere effektivt end før. Som bonus vil man endda kunne bruge den udviklede løsning som lager for vindenergi og overskudsproduceret solenergi.

Kører på overskud

FullSpec består af to elementer: Bedre indsamling af solens energi og større udnyttelse af den.

Energien indfanges i en aflang solkrybbe, som optager en langt større andel af solens stråler, end de nuværende PV (photo voltage)-anlæg får fat i. Når solen skinner, kan krybben optage omkring 75 procent af solens energi, hvilket maksimalt kan give op mod 600 Watt per kvadratmeter. PV-celler giver 100-200 Watt per kvadratmeter.

”PV-systemer tager kun en lille andel af solens energi. Vi æder al den stråling, der er,” siger Christian Nodskov.

Solens varme og stråler skal udnyttes optimalt. Det sikrer det andet centrale element i FullSpec; et organic Rankine cycle (ORC)-anlæg, som lagrer den producerede energi som varme i termisk olie, som så kan omdannes til strøm eller varme, når behovet er der.

ORC-anlægget skal designes af Sensible Energy og bygges af MAKEEN Energy, og projektdirektør Anders Bjørn fra MAKEEN Energy har store forventninger til løsningen:

”ORC-anlægget kan konvertere overskudsenergi til strøm og varme. Det kan være overskudsværdi fra alt – varme fra sol, gas, strøm fra vindfarme og meget andet. ORC er en power unit, der kan køre på overskud. Det er der et marked for,” siger Anders Bjørn.

Solenergi om natten

Anlægskonfigurationen gør vedvarende energi mere værd.

”Det er et batteri, der opsamler overskudsenergi. Der er dage, hvor strømmen fra solceller og vind er 0 kroner værd, fordi vi ikke kan afsætte mere af det. Med anlægget kan vi køre energien på lager. Det betyder, at en solcellefarm med et tilknyttet ORC-anlæg også bliver en energikilde om natten,” siger Anders Bjørn.

Både ORC og solfangst er kendte teknologier, og innovationsprojektet bygger videre på positive erfaringer og anvender teknologier, som allerede er udviklet, testet og demonstreret individuelt. Og det er kombinationen af flere elementer, der giver FullSpec-projektet sit store potentiale, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark, som faciliterer projektet:

”De løsninger, der udvikles i FullSpec, vil være et væsentligt bidrag til den grønne omstilling ved både at tilbyde omkostningseffektiv lagring og produktion af elektricitet og fjernvarme og samtidig bidrage til at koble elementerne tæt sammen i et, sammenhængende energisystem. Det er sektorkobling fra øverste hylde,” siger hun.

EUDP-projektet løber i 3 år og er støttet med knap 14 mio. kroner.

FAKTA:

Partnerne i FullSpec er specialister på hver sit felt og bringer mange års erfaring ind i projektet.

ATE Danmark skal levere solfanger og lager innovationsprojektet, og de øvrige partnere tæller MAKEEN Energy, som skal bygge og sælge anlæggene; Sensible Energy, som skal udvikle og designe en organic Rankine cycle (ORC); DTU Construct, som skal verificere resultaterne samt Kildemosen Smedie & Maskinfabrik; der skal opstille anlægget. Energy Cluster Denmark faciliterer og projektleder FullSpec, og SK Forsyning i Slagelse deltager både som partner og som demonstrationsvært.



Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Jonas Nørholm Larsen

Jonas Nørholm Larsen

Communication Manager Kommunikation +45 2122 4304

Energy Cluster Denmark

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation for den samlede energisektor. Vi bidrager til, at danske virksomheder udvikler ny innovation og teknologiske energiløsninger, som verden efterspørger.

Energy Cluster Denmark
Niels Jernes Vej 14
9220 Aalborg Øst
Danmark