Gå til indhold
DecomBlades og 3B-Fibreglass gør klar til cirkulær genanvendelse af glasfibre fra vindmøllevinger

Pressemeddelelse -

DecomBlades og 3B-Fibreglass gør klar til cirkulær genanvendelse af glasfibre fra vindmøllevinger

Partnerne i DecomBlades og 3B-Fibreglass samarbejder om at gøre anvendelse af udtjente vindmøllevinger cirkulær. Projektet har potentiale til at kunne aftage de kommende års mængder af vingeaffald.

Konsortiet bag innovationsprojektet DecomBlades har valgt at samarbejde med glasfiberproducenten 3B-Fibreglass om lanceringen af et banebrydende forsøg i kommerciel skala. Det sker med afsæt i 3B’s produktionsfacilitet i Birkeland, Norge. Forsøget skal bevise, at det er muligt samt miljømæssigt bæredygtigt at benytte pyrolyse som en del af processen med at producere højkvalitetsglasfiber fra gamle vindmøllevinger.

DecomBlades-projektets overordnede mål er at etablere et grundlag for bæredygtige, omkostningseffektive og levedygtige værdikæder for genanvendelse af vindmøllevinger.

DecomBlades har modtaget støtte fra Innovationsfonden, og er et samarbejde mellem MAKEEN Energy, LM Wind Power, Siemens Gamesa, Vestas Wind Systems A/S, Ørsted, DTU Vind og Energisystemer, Syddansk Universitet, HJHansen Recycling, FLSmidth og Energy Cluster Denmark

I øjeblikket bliver store mængder af materialerne fra dekommissionerede vindmøllevinger sendt til deponi eller til forbrænding som en del af cementproduktion, hvor de erstatter andre affaldsstrømme til opvarmning. I takt med at flere vindmøller opføres verden over, er det i stigende grad en udfordring at finde bæredygtige, brugbare løsninger til genanvendelse af materialerne.

3B og DecomBlades’ aktuelle forsøg fokuserer på pyrolyse – en metode der vil kunne forberede fibrene til omsmeltning. Ved pyrolyse udsætter man materialer for høj varme i et iltfrit miljø for herved at splitte materialerne op, så de kan anvendes på ny.

DecomBlades-partnerskabets ambition er at demonstrere, at det kan lade sig gøre at omsmelte genbrugte glasfibre for øget cirkularitet, der også vil have en positiv indvirkning på udledningen af drivhusgasser.

Processen forklaret
Metoden, som DecomBlades ønsker at demonstrere, gør det muligt at skille glasfibre fra andet indhold som resin, coating, kernemateriale, lim og metaller. Den tekniske løsning til pyrolyseprocessen er udviklet af ingeniører fra MAKEEN Energy. Det fortæller Irene Bach Velling Villadsen, der er projektleder for DecomBlades ved MAKEEN Energy.

”Vi tager to gamle vindmøllevinger, skærer dem op, udsætter dem for pyrolyse, sorterer metal fra og maler de resterende materialer til pulver. Derefter erstatter 3B nogle af råstofferne i produktionen af glasfiber med pulveret. I forsøget vil vi bevise, at det er muligt at erstatte fem procent af råmaterialerne med pulver – og at vi kan omsmelte det til glasfiber, der er af samme kvalitet som glasfiber, der er produceret af råmaterialer. Det ikke at reducere kvaliteten af materialerne er nøglen, der kan åbne op til en sand cirkulær industri, hvor ressourcerne kan anvendes igen og igen,” siger Irene Irene Bach Velling Villadsen.

MAKEEN Energy leder den fælles indsats i projektet. Virksomheden gennemfører også pyrolyseprocessen i deres eget anlæg, der via en kontinuerlig proces processerer seks tons vindmøllevinge, som LM Wind Power har doneret. Denne proces vil danne grundlag for forsøget.

DecomBlades-projektet har indgået et partnerskab med glasfiberproducenten 3B-Glassfibre, der vil stå for forsøget i deres produktionsanlæg i Norge. 3B vil udføre omsmeltningen af pulveret samt teste kvaliteten af de glasfibre, der bliver produceret. DTU vil udføre tredjepartstest og verifikation af glasfibrenes egenskaber, når de indeholder genanvendt materiale.

Betroede partnere
Producenterne af vindmøllevinger Siemens Gamesa og LM Wind Power vil evaluere forsøgets resultater for så at beslutte, om de genanvendelige materialer rent faktisk kan bruges i nye vindmøllevinger.

Hvis glasfibre, der er produceret med genanvendelige materialer, opfylder de samme standarder som dem, der produceres af 100 procent råmaterialer, vil virksomhederne være godt på vej til at bevise, at det er muligt at gennemføre en cirkulær proces, hvor man går fra fiber til fiber uden at gå på kompromis med kvaliteten.

3B og konsortiet har allerede opnået gode resultater fra laboratorieanalyser.

“I Siemens Gamesa arbejder vi mod fuldt ud genanvendelige vinger, og vi mener, at dette proof-of-concept er yderst interessant og en lovende vej mod et lukket kredsløb for genanvendelsen af materialerne i vores produkter. Vi sætter stor pris på samarbejdet med betroede partnere i projektet,” siger Jonas Pagh Jensen, Head of Sustainability – Value Chain Engagement, Siemens Gamesa.

Konsekvenser for industrien
Ved at genanvende glasfibre i en kvalitet, der er på niveau med råmaterialer, vil projektet også reducere behovet for udvinding og bearbejdning af de råmaterialer, der bliver brugt til glasfiberproduktion. En indledende livscyklusvurdering – en såkaldt Life Cycle Assessment – viser, at det samlede miljøaftryk ved brug af pyrolyse er et godt alternativ til minedrift og forarbejdning af silica, kalksten, dolomit og kaolin, der oftest bruges til produktion af glasfibre.

Hvis metoden bliver indført, forventer DecomBlades-konsortiet at man vil kunne erstatte mellem en til fem procent af råmaterialerne i den europæiske produktion med rensede glasfibre fra udtjente vinger. Dette vil være nok til at håndtere alle materialer fra det samlede antal dekommissionerede vinger i Europa.

John Korsgaard, Senior Director, LM Wind Power og formand for DecomBlades-konsortiet, siger:

”I dag er det en industri-udfordring at finde bæredygtige metoder til at benytte genanvendte materialer fra dekommissionerede vindmøllevinger på en bæredygtig, omkostningseffektiv måde. Dertil kommer det at inkorporere dem i bæredygtige materialestrømme. Genanvendelse af udtjente materialer som glasfiber fra udtjente vinger gennem processer som omsmeltning og genbrug i nye produkter er en effektiv vej til at sikre ressourceudnyttelse og en cirkulær økonomi for råmaterialer. For at understøtte omstillingen til en cirkulær økonomi, som vi har brug for, skal teknologier til genanvendelse som pyrolyse være bæredygtige. Dette skal til for at imødekomme de mængder af dekommissionerede vinger, der er på vej. For at gøre det skal vi etablere værdikæder og faciliteter, der ikke alene kan aftage affald fra udtjente vinger, men også affald fra andre kompositindustrier”.

Mere om DecomBlades
3B og DecomBlades’ forsøg løber frem til udgangen af december 2023. Læs mere om DecomBlades på www.decomblades.dk

Emner

Kategorier

Regions


Sammen gør vi Danmark til grøn førernation for innovative og globale energiløsninger.

Kontakt

Sune Falther

Sune Falther

Press Contact Kommunikation +45 6160 0180
Jonas Nørholm Larsen

Jonas Nørholm Larsen

Communication Manager Kommunikation +45 2122 4304

Energy Cluster Denmark

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation for den samlede energisektor. Vi bidrager til, at danske virksomheder udvikler ny innovation og teknologiske energiløsninger, som verden efterspørger.

Energy Cluster Denmark
Niels Jernes Vej 14
9220 Aalborg Øst
Danmark