Pressemeddelelse -

Færre nye boliger kan fastholde lavt boligudbud

Siden 2019 er antallet af nye boliger under opførelse halveret. Den udvikling kan ifølge ejendomsmæglerkæden Estate betyde, at et stigende boligudbud kan have lange udsigter

Det historisk lave boligudbud kan vise sig at holde længe, hvis man kigger på antallet af boliger, der er under opførelse. Ifølge tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret, er antallet af boliger under opførsel siden 2019 nemlig faldet knap 50 pct. med det største fald på etageboliger, hvor der i andet kvartal 2019 var 28.797 boliger under opførsel, mens det tal i andet kvartal i år var nede på 12.272 boliger.

Udviklingen kan betyde, at et stigende boligudbud kan have lange udsigter, vurderer Estate.

-Boligudbuddet styres af en kombination af aktuel salgsaktivitet, befolkningsudvikling og opførelse af nye boliger, og her kan sidstnævnte godt se ud til at holde boligudbuddet nede et pænt stykke tid endnu, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Han peger især på knaphed på håndværkere og materialer under Corona som en bærende årsag til den faldende bygeaktivitet af private boliger.

-Under Corona har vi oplevet, at boligmarkedet er blevet støvsuget for boliger, mens vi på samme tid mangler arbejdskraft i byggesektoren og ser stærkt stigende priser på byggematerialer. Den kombination påvirker selvfølgelig evnen til at opføre flere boliger, siger Thomas Hovgaard.

Hvis det ikke lykkes at skaffe flere hænder til byggebranchen, og materialepriserne fortsætter med at stige, mener han, at det kan være med til at fastholde situationen på boligmarkedet med lavt udbud og stigende boligpriser længe.

-Det er især i de store byer, at vi oplever knaphed på boliger, og eftersom antallet af nye etageboliger, der opføres, er faldet markant, er det dårligt nyt for de, som ønsker at bosætte sig i fx København, Odense, Aalborg og Aarhus. Samtidig betyder de stigende priser på byggeriet også, at færre kan være med økonomisk, siger Thomas Hovgaard.

Byggeri under opførelse 2019K2 2019K3 2019K4 2020K1 2020K2 2020K3 2020K4 2021K1 2021K2
Parcelhuse 5570 5610 5265 5344 5489 5452 5044 4558 4324
Række-, kæde- og dobbelthuse 8469 8650 8270 8398 7926 7307 6424 5704 4834
Etageboliger 28797 29499 28504 26963 25874 21825 17127 15267 12272
42836 21430

Kilde: Danmarks Statistik

Emner

  • Livsstil

Regions

  • Hovedstaden

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 95 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Estate har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Estate ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit. 

Kontakt

Thomas Hovgaard

Pressekontakt Presseansvarlig Estate 30831052