Gå til indhold
Christian Baltzer ny CFO i Falck

Pressemeddelelse -

Christian Baltzer ny CFO i Falck

Christian Baltzer er ansat som ny Group CFO i Falck, hvor han afløser Tor Lønnum, der med udgangen af april har fået nyt job. Christian Baltzer kommer fra en stilling som CEO i Codan Danmark og har tidligere været Group CFO i Danske Bank og i Tryg.

Det bliver den 44-årige Christian Baltzer, der skal overtage posten efter norske Tor Lønnum som Group CFO og medlem af The Executive Management i Falck med ansvar for finans, IT og jura. Christian Baltzer skal dermed fortsætte udviklingen af Falck, som sidste år lancerede en ny strategi om at vokse og udvikle sig som en integreret global sundhedsvirksomhed.

Christian Baltzer kommer fra en stilling som CEO i Codan Danmark, hvor han har været med til at modernisere og senere forberede salget af Codan Forsikrings danske forretning til Alm. Brand. Han er en erfaren topleder og har tidligere været Group CFO i børsnoterede Tryg fra 2016-2018, samt Group CFO i Danske Bank fra 2018-2019.

Bestyrelsesformand Niels Smedegaard siger om valget af Christian Baltzer:

”Med Christian har vi fundet en særdeles stærk og rutineret CFO. Med sin brede ledelsesmæssig baggrund er han den helt rette til at sikre en forretningsdrevet finansfunktion og sikre, at vi får realiseret Falcks fulde vækstpotentiale over de kommende år.”

Jakob Riis, CEO i Falck udtaler om ansættelsen:

”Jeg ser meget frem til samarbejdet med Christian og til, at han bliver en del af vores ledelsesteam. Han kommer med en solid finansiel erfaring og kan understøtte den fortsatte udvikling af Falck som global leder inden for integrerede sundhedsservices. Gennem en fokuseret indsats har vi sikret et stærkt økonomisk fundament, og Falck står i dag solidt positioneret til vækst og videre udvikling.”

Erfaren CFO og topleder
Danske Christian Baltzer er uddannet aktuar fra Københavns Universitet og har arbejdet i 23 år i den finansielle sektor, heraf fem år i USA. Han har indgående erfaring med IT og digitalisering af forretningsgange og bringer et stærk datadrevet, strategisk og analytisk mindset til Falck.

Christian Baltzer ser frem til at tiltræde og blive en del af den spændende udviklingsrejse, som Falck er på.

”Falck er en ikonisk dansk virksomhed med et stærkt funderet formål, der har skabt fantastiske resultater de seneste år og transformeret sig til at blive en væsentlig global aktør inden for sundhed og redning. Falck har været igennem en stærk finansiel turnaround, og jeg glæder mig til at blive en del af ledelsen og være med til fortsat at udvikle Falck som en international sundhedsvirksomhed og forløse det store kommercielle potentiale, der er i virksomheden,” siger Christian Baltzer.

Han tiltræder den 1. juli, indtil da er Maarit Pokkinen Interim Group CFO i Falck.

Emner

Kategorier


Om Falck

Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne. Dette har gjort os internationalt førende inden for healthcare, ambulancetjenester og brandberedskab.

Falck har i dag aktiviteter i 29 lande og har omkring 33.000 medarbejdere.

Pressekontakt

Global Communications

Global Communications

Pressekontakt +45 70 22 03 07

Velkommen til Falck DK!

Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med hen-blik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne. Dette har gjort os internationalt førende inden for healthcare, ambulancetjenester og brandberedskab.

Falck har i dag aktiviteter i 29 lande og har omkring 33.000 medarbejdere.

Falck DK
Sydhavnsgade 18
2450 Copenhagen SV
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum