Pressemeddelelse -

Finnair sænker priserne i Skandinavien

Nu bliver det endnu billigere at komme til design-hovedstaden 2012, Helsinki, eller til det finske vinterland i Lapland.

Finnair ændrer nemlig fra i dag prisstruktur i Skandinavien, så priserne bliver sænket i København, Stockholm og hele Finland. Nu koster en juleindkøbstur tur/retur til Helsinki med afgang fra København fra 535 kroner (79 euro), mens turen mellem Stockholm og Helsinki koster fra 629 svenske kroner (69 euro). I den indenlandske trafik sænkes priserne for en returrejse mellem Helsinki og Lapland til 139 euro, og en tur til det nordlige Oulu kan købes fra priser på 69 euro.

”Norden er præget af lange afstande, og vi tror på, at disse priser gør flyrejsen til en endnu mere overbevisende rejseform. Samtidig gør det priserne til vores 11 destinationer i Asien endnu mere konkurrencedygtige og attraktive for rejsende fra hele regionen,” siger Peter Gabrielsson, VP for Finnair Revenue Management and Pricing.

Tusindvis af sæder bliver sat til salg til den nye pris hver uge. Jo hurtigere kunderne får lavet deres reservationer, jo flere billetter kan de finde til den billigste pris. I Danmark ser salgsdirektør Tomi Maaniemi frem til at kunne introducere de nye priser til danskerne.

”Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores kvalitet, og nu kan danskerne altså få det til endnu bedre priser. Det gør juleshopping og ski-ture endnu mere attraktivt, og så bliver vi endnu mere konkurrencedygtige til Asien, hvor vi i år har åbnet ruten til Singapore. Næste år bliver vi det første europæiske flyselskab, der flyver til Chongqing,” siger han.