Pressemeddelelse -

Esbjerg - energimetropol og verdensmåls by

Her længst mod vest ligger havets og transformationens by Esbjerg, grundlagt af de erhverv der knytter sig til havet.

Havet rummer løsningen på mange af de udfordringer verden står med i forhold til at forsyne en voksende befolkning med mad, energi og byggematerialer. Derfor bliver balancen mellem benyttelse og beskyttelse helt central i fremtiden. En fremtid, hvor yngre generationer har behov for et sundt hav.

Og netop derfor er Esbjergs 8.-klasseselever også en vigtig brik i samskabelsesprojektet, Shorewalk, hvor elever, virksomheder og museet, arbejder sammen om at gøre verdensmål til hverdag i Esbjerg.

Aktiv rolle i fællesskabets vej mod en mere bæredygtig verden

Som Danmarks museum for havet er vi optaget af havets økosystem og den erhvervsaktivitet der knytter sig til havet. Derfor finder vi det helt naturligt at spille en aktiv rolle i fællesskabets vej, mod en mere bæredygtig verden.

Konkret betyder det, at museet fusionerer egne emneområder med matchende verdensmål.

Museets historik og geografisk placering taget i betragtning, resulterer i et stort sammenfald mellem museets verdensmålsfokus og aktiviteterne på Esbjerg Havn.

Museernes rolle er at virke for samfundet og dets udvikling, og på Fiskeri- og Søfartsmuseet er det vores mission, at demokratisere viden om relationen mellem mennesker og havet – og netop havet rummer nøglen til at indfri flere af FN’s Verdensmål. Med aktivistiske formater som Shorewalk, bygger verdensmålene bro mellem NGO’er, virksomheder, politikere, civilsamfund og vigtig viden” siger museumsdirektør David Dupont-Mouritzen.

Med Shorewalk vil vi vise, hvordan virksomhederne gør verden til et bedre sted, mens de tjener penge, skaber arbejdspladser og gør Esbjerg til centrum for den bæredygtige omstilling.

Karrieremuligheder i Esbjerg

Som en del af Shorewalk har 8.- klasses-eleverne deltaget i et undervisningsforløb om verdensmålene, samt besøgt en række af havnens virksomheder. Corona har begrænset udfoldelsen, men Shorewalk 2020 rundes af 18. september med en udstilling, temadag og verdensmålsmiddag om aftenen. Vi laver optagelser igennem dagen, der bliver anvendt som undervisningsmateriale til 2021, hvor vi gentager og videreudvikler på Shorewalk.

Eleverne var opmærksomme, deltagende og engagerede. Det var tydeligt, at de havde forberedt sig.” lød det fra Jan Michael Jensen, Semco Maritime, efter at Bryndumskolens 8. klasser havde været på virksomhedsbesøg.

Esbjergs unge får indsigt i karrieremulighederne, virksomhederne får indsigt i verdensmålene som et strategisk konkurrenceparameter, og Esbjerg tager et rask skridt mod en profil som Danmarks førende Verdensmålshavn og by.

Shorewalk 2020 udgør således en prolog for en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor vi inspirerer hinanden til at formulere nye ambitiøse indsatser for at accelerere den grønne omstilling.

Virksomhedslederne møder eksperterne

Aftenen indeholder flere spændende indslag, som skal gøre Esbjergs havnevirksomheder skarpe på, hvad verdensmålene kan gøre for Esbjerg, samt hvordan vi kan arbejde sammen om verdensmålene, og dermed gøre Esbjerg til Danmarks førende Verdensmålshavn og by:

Ida B. Kongsted og Philip Christiani redegører:
FN’s Verdensmål som konkurrenceparameter – Er danske virksomhedsledere på sporet?

Dansk Selskab for Virksomhedsledelse – VL er klar med en dugfrisk analyse, der viser udviklingen i forhold til, hvor relevant virksomhedsledere finder verdensmål-agendaen, og hvor høj prioritet verdensmålene har som et strategisk konkurrenceparameter.

Det er tydeligt, at erhvervslivets indsats er afgørende for den danske forpligtelse til at nå målene og herigennem, såfremt virksomhederne arbejder strategisk og systematisk med verdensmålene, opnå store forretningsmuligheder.

VL udviklede i 2019 i samarbejde med McKinsey & Company et koncept samt en række praktiske værktøjer, der giver konkret inspiration til at indarbejde Verdensmålene i virksomhedernes strategi.

Den 18. september 2020 vil adm. direktør Ida Bratting Kongsted, VL og Senior Partner Philip Christiani, McKinsey & Company give en dugfrisk status på projektet. Indslaget foregår som streamet indhold.

Frederik van Deurs
CEO i Green Innovation Group A/S, medforfatter af Horizon Scan for Ocean Technologies. Arbejder for at gøre grøn forretning til god forretning. Siden 2015 har GIG kortlagt over 6000 grønne innovationer i 12 forskellige lande. Grøn omstilling er nødt til også at være god forretning for at vinde indpas globalt, heldigvis findes der masser af eksempler på virksomheder der har bygget sunde forretninger på at løse verdens største problemer. Havet er en af de mindst udnyttede ressourcer for at drive sund forretning der samtidig gør verden til et bedre sted – her kan Danmark for alvor udmærke sig.

Marianne Holmer
Dekan på det naturvidenskabelige fakultet på SDU, og en del af direktionen, som har implementeret verdensmål i universitetets strategi. Marianne vil give en kort introduktion til hvordan man får verdensmål integreret i sin virksomhedsstrategi. Derudover har Marianne forsket inden for marin økologi, og vil på den baggrund fortælle om hvordan havets sundhedstilstand er relateret til mange af de øvrige verdensmål.

Jens Bo Holm-Nielsen
Centerleder ved Aalborg Universitet med speciale i energiteknologier. Alle ved vi skal producere billig og bæredygtig energi til en voksende befolkning – men er det muligt? Det kan du høre Bo fortælle mere om til Shorewalk.

Minik Rosing
Uddannet geolog med indgående viden om hvordan jorden i geologisk perspektiv, har forandret sig. Her er skalaen millioner og milliarder af år. Du kan høre Minik fortælle om hvad det er der driver de klimaforandringer vi oplever nu. Er de igangværende klimaforandringer et naturligt fænomen, eller er årsagen menneskelig aktivitet? Indslaget foregår som streamet indhold.

Lene Friis Møller
Videnskabelig chef på museet. Lene giver en introduktion til havforsuring der specifikt fremhæves i verdensmål 14. som en af de store udfordringer havets generelle sundhedstilstand og biodiversitet. Lene introducerer en virtual reality uddannelsesoplevelse, hvor man lærer om både årsager til, og konsekvenser af – havforsuring, samt hvilke tiltag der kan reducere CO2 udslip.

Mogens Lykketoft 
Socialdemokrat, forhenværende MF, minister, folketingsformand og formand for FN’s Generalforsamling
Mogens var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og da KLIMAAFTALEN I PARIS kom i hus. Til Shorewalk vil Mogens sætte fokus på vigtigheden af verdensmål nummer 17, og hvordan netop det verdensmål kan accelerere indfrielsen af de andre – for vi har travlt med blandt andet, at reducere menneskets udledning af klimagasser. Indslaget foregår som streamet indhold.

Sådan kan du opleve Shorewalk
Om formiddagen snører museumsdirektør David Dupont-Mouritzen og borgmester Jesper Frost Rasmussen skoene og går fra museet langs havnen og taler med blandt andre: TripleNine, Alpha Aqua, Danske Bank, Esbjerg Havn, Total, Esvagt, Vattenfall, Smedegaarden og Semco.

Realskolen er med til interviewet ved TripleNine, og på en del af strækningen får David følgeskab af mindre gruppe unge, heriblandt unge lokale miljøforkæmpere fra Grøn Gruppe på Realskolen.

Alle øvrige er inviteret til at deltage på Fiskeri- og Søfartsmuseet, og flere skoleklasser er også tilmeldt forløb på dagen.

Alle interesserede er velkomne på museet, hvor der oven i det ordinære museumsattraktions besøg, er mulighed for at komme helt tæt på forståelsen af både verdensmål og havnens virksomheder.

Program for dagen

  • Kl. 10.30-14.30 samt kl. 16.00-16.45 Formidlingsoplevelser i forhallen

  • Følg livefeeds fra Shorewalk´en på storskærmen i museets forhal sammen med kulturhistorisk museumsinspektør Kasper Rathjen, der er klar til at tage afledte debatter op med museets gæster, og de deltagende skoleelever.
  • Virtual reality uddannelsesoplevelse, hvor du lærer om både årsager til, og konsekvenser af – havforsuring, samt hvilke tiltag der kan reducere CO2 udslip.
  • Verdensmål-formidling - hør hvordan vi på Fiskeri- og Søfartsmuseet, som Danmarks museum for havet, ønsker at spille en aktiv rolle på fællesskabets vej mod en mere bæredygtig fremtid - og hvordan Shorewalk og verdensmål nr. 14. Livet i Havet, gennem en fælles indsats kan bidrage til netop denne ambition.
  • Aalborg Universitet fortæller mere om samskabelse mellem universitet og virksomhederne, og fremviser en undervandsrobot til offshore-industrien, som skal løse et kostbart problem, ved at spule belægninger af muslinger og andre havdyr af rør og installationer under vand ved platforme og vindmøller.
  • Kl. 15.00 er der officiel åbning af Shorewalk
    • Velkomst ved David Dupont-Mouritzen og Jesper Frost Rasmussen
    • Indlæg fra Jesper Bank, om Esbjerg havns deltagelse og potentialet for Shorewalk
    • Indlæg ved Energistyrelsen om Danmarks samlede udledningen, vores personlige klimaaftryk og hvad vi kan gøre for at reducere det
    • Aalborg Universitet fremviser deres nyopfundne undervandsrobot til offshore-industrien.
    • Lene Friis Møller, der er videnskabelig chef på museet, giver en introduktion til havforsuring, der specifikt fremhæves i verdensmål 14. som en af de store udfordringer for havets generelle sundhedstilstand og biodiversitet.
  • Kl. 16.45 Opsamling

    En afrunding på dagsprogrammet fra David Dupont-Mouritzen, og på gensyn til museumsgæster

    17.00 Museet lukker for offentligheden og Verdensmåls-VIP-loungen åbner, efterfulgt af Verdensmålsmiddagen, for de deltagende virksomheder der starter 17.45.

    Se deltagerne, partnerne og samarbejdspartnerne på www.shorewalk.dk

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • csr
  • klima
  • sdg
  • bæredygtighed
  • esbjerg
  • grøn omstilling
  • verdensmål
  • livet i havet
  • havets by
  • danmarks museum for havet

Som Danmarks museum for havet, vil vi spille en aktiv rolle i fællesskabet vej mod en mere bæredygtig verden.
Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.

Kontakt

Merete Jankowski

Pressekontakt Direktør 60923681