Pressemeddelelse -

Oplev læderskildpadden fra Vadehavet fredag d. 6. august på Fiskeri og Søfartsmuseet

Tirsdag den 3. november fandt børn fra børnehaven Havbrisen en kæmpe læderskildpadde på stranden ved Ballum. Skildpadden var skyllet i land efter nogle dage, hvor det har blæst fra vest og sydvest. Læderskildpadden er en utrolig sjælden gæst i Danmark. Det er kun sjette gang at en læderskildpadde er strandet i Danmark siden 1948. Sidste gang var i 2015 på Langeland.

Naturstyrelsen sørgede for at bjærge læderskildpadden, og den blev transporteret til Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor den indtil denne uge har opholdt sig i vores fryser.

Fredag d. 6. august skal vi så endelig obducere og undersøge dyret nøje, for at bliver klogere på, hvorfor skildpadden døde og hvorfor den endte sine dage på en strand i Vadehavet.

Vi obducerer skildpadden den 6. august kl. 12.30, og du kan komme og se med!

I forbindelse med obduktionen får vi besøg af havskildpaddeforskere og dyrlæger, som skal være med til at undersøge skildpadden på kryds og tværs. Efter obduktionen tager vores kollegaer fra Statens Naturhistoriske Museum skildpadden med til København, hvor den skal præpareres og gemmes til eftertiden

– ”Vi antager at læderskildpadden nok vejer omkring 300 kg. Normalt er skjoldlængden 125-175 cm og vægten omkring 300-600 kg. Rekordvægten for en læderskildpadde er 916 kg” fortæller naturhistorisk inspektør Charlotte Bie Tøstesen.

Fakta

  • Læderskildpadden er den største art af havskildpadder. Den kan blive op til 2-3 meter i længden (fra hoved til hale). Den kan veje helt op til 900 - 1000 kg
  • Læderskildpadder lever primært af gopler som f.eks. vandmænd og brandmænd.
  • I Vesteuropa træffes læderskildpadden overvejende fra august til december, og det er også i de måneder, at de danske fund er blevet gjort.
  • Læderskildpadderne yngler i troperne, så de vandrer altså over store afstande.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • fiskeri- og søfartsmuseet
  • naturhistorie

Som Danmarks museum for havet, vil vi spille en aktiv rolle i fællesskabet vej mod en mere bæredygtig verden.
Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.

Kontakt

Charlotte Bie Thøstesen

Museumsinspektør, naturhistorie, cand. scient Naturhistorie, formidling, vadehavet, beredskabet for havpattedyr 29641388

Relateret materiale