Pressemeddelelse -
Tigers design belønnes igen
I 2014 løb B&O med en iF Award, og i weekenden blev det Tigers tur til at modtage den prestigefyldte pris, da tepotten Tea Bird blev udnævnt som vinder.
Fredag aften den 27. februar var mere end 1.200 af verdens bedste designere samlet i München for at fejre årets vindere af iF Design Awards. Det er anden gang inden for tre måneder, at Tiger modtager en af verdens største designpriser. Tea Bird er designet i samarbejde med Skovgaard & Vennerstrøm, som deltog i fredagens prisoverrækkelse sammen med Tiger.
Christian Vennerstrøm (tv) og Andreas Skovgaard (th) efter prisoverrækkelsen i München den 27. februar 2015.
”Samarbejdet har givet os muligheden for at sprede vores ideer og design til mennesker i hele verden, og vi er stolte af at være med til at repræsentere Tiger her blandt verdens bedste designere. Vi har sparret meget med Tiger omkring funktion og form, og det er vildt at tænke på, hvor langt det har ført os,” siger Andreas Skovgaard, der er en af Tea Birds designere.
For kort tid siden modtog Tea Bird en Good Design Award, som er den mest prestigefyldte pris i USA.
”Først vandt vi en af USA's største designpriser, og nu har vi også fået tildelt Europas mest anerkendte pris i kategorien,” siger Mai Due Brinch, Tigers Concept & Development Manager, der var med i München, da Tea Bird fik prisen i kategorien Household/Tableware.
”Vi arbejder ambitiøst på at gøre design tilgængeligt ud fra en vision om, at kvalitet ikke er forbeholdt de få. Samarbejdet med Skovgaard & Vennerstrøm har været en spændende kombination af de unge designeres legende talent og Tigers store ekspertise inden for produktion og krav til funktionalitet. Det er i virkelighed en meget passioneret tilgang som på mange måder kendetegner Tiger,” siger Mai Due Brinch.
Tiger blev en af vinderne ud af 4.783 nominerede fra 53 forskellige lande.
Om iF Design AwardPrisen er Europas største design-pris, er blevet uddelt siden 1953 og gives til vindere i fem forskellige kategorier. Juryen består af internationalt anerkendte eksperter inden for design, industri og uddannelse, og den vurderer bl.a. de nominerede ud fra følgende kriterier: designets kvalitet, finish, valg af materiale, innovationsgrad, miljøpåvirkning, funktionalitet, ergonomi, sikkerhed, brand value, m.fl.
Vinderne udstilles både i Hamburg og i iF Awards online udstilling, som er verdens største.
Læs mere om iF Design Award her: http://www.ifdesign.de/awards_index_e
Besøg iF Design Awards online udstilling her: http://exhibition.ifdesign.de/awards_iFDA2015_e og se juryens vurdering af Tea Bird her: http://exhibition.ifdesign.de/entrydetails_en.html?mode=aus&offset=63
Om Tiger
Tiger arbejder i stadig stigende grad med design og produktudvikling og introducerer hver måned omkring 300 nye produkter, hvoraf halvdelen bliver designet af Tigers egne designere.
På hovedkontoret i København udarbejder kreative medarbejdere nye produkter, som ender på hylderne i Tigers butikker i hele verden. Tiger arbejder stærkt på at gøre dansk design tilgængeligt for alle – for eksempel i Japan, som i dag er Tigers største marked.
Tiger ejes af Zebra A/S og har i dag mere end 400 butikker i 25 lande. Virksomheden beskæftiger ca. 3.000 medarbejdere og åbner hver uge 2-3 nye butikker globalt.
Læs mere om Tiger her: http://www.tiger.dk/om_tiger.html
Om designerne Skovgaard & Vennerstrøm
Andreas Skovgaard og Christian Vennerstrøm er de to designere, der har samarbejdet med Tiger om designet af Tea Bird. De mødtes på Arkitektskolen i København i 2009 og har siden arbejdet sammen som freelancere på forskellige designprojekter.
Emner
- Erhverv
Kategorier
- om if design award
- tiger
- christian vennerstrøm
- andreas skovgaard
- tea bird
- designpris
Tiger er en danskejet butikskæde med et stort udvalg af originale, farverige, praktiske og sjove varer og dansk design til overkommelige runde priser.
Tiger åbnede sin første butik i København i 1995 og er siden vokset til en international kæde. Der kommer hver måned 300 nye varer på hylderne, og halvdelen af dem er i dag designet af Tiger selv.. Der åbner to-tre butikker hver eneste uge et sted i verden, og i løbet af 2015 vil der være over 500 butikker i mere end 20 lande i Europa, Japan og USA.
Tigers udenlandske butikker er som hovedregel ejet 50% af Zebra A/S og 50% af udenlandske Joint Venture-partnere i de pågældende lande.
Flying Tiger Copenhagen