Pressemeddelelse —
Agatha Christies rekordbrydende krimiklassiker kommer til Folketeatret
Hvem er morderen? I efteråret 2026 præsenterer Folketeatret den legendariske krimigåde MUSEFÆLDEN i en ny, moderne opsætning. Forestillingen får premiere på Folketeatrets store scene den 10. september, inden den drager på turné og giver publikum over hele landet mulighed for at opleve Agatha Christies udødelige mysterium på tætteste hold.
MUSEFÆLDEN kan bryste sig af at være verdens længst spillende teaterstykke og indehaver af en officiel Guinness-verdensrekord med over 30.000 opførelser i Londons West End siden premieren i 1952. Den historiske milepæl på 30.000 forestillinger blev officielt fejret i marts 2025, hvilket cementerer forestillingens status som historiens mest populære krimigåde.
Om MUSEFÆLDEN
En gruppe fremmede mennesker er sneet inde på det afsidesliggende pensionat Monkswell Manor. Her hører de i radioen om et mord begået i nærheden, og da de får besøg af en skiløbende politikommissær, står det klart, at morderen højst sandsynligt er iblandt dem. Da endnu et mord finder sted, stiger spændingen, og frygten indfinder sig. For hvem er morderen? Alle er under mistanke – og alle er potentielt det næste offer!
Glæd dig til en gådefuld, sjov og forførende fortælling, hvor løgnene ulmer under overfladen, imens skeletterne vælter ud af skabet. Det er krimi, komik og klassiker med et forrygende cast og en tryllebindende scenografi fuld af overraskelser.
Holdet på og bag scenen
Når Folketeatret til september slår dørene op til efterårets store mordmysterie, kan publikum se frem til et stærkt ensemble bestående af Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard og Kasper Krassimir.
Bag forestillingen står et erfarent kunstnerisk hold, der giver Agatha Christies klassiker et nutidigt løft. Instruktør Viktor Tjerneld, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, har blandt andet skrevet og instrueret At lære at dø og Spejlmanden på Mungo Park samt Kejserens nye klæder på Aalborg Teater og Malmö Stadsteater. Oversættelsen er ved forfatter og oversætter Niels Henning Krag Jensby, der debuterede med romanen Techno i 2016 og samme år modtog BogForums Debutantpris. Scenografien er skabt af Frederikke Dalum, som blandt andet har modtaget Årets Reumert for sit scenedesign til Arturo Uis uhindrede vej til magten på Vendsyssel Teater.
Se spilletider og læs mere om MUSEFÆLDEN på folketeatret.dk. Billetter kan ligeledes købes på folketeatret.dk.