Skip to main content

Mondeo på en helt ny måde – Ford introducerer den skarpe firmabil som hybrid i Danmark

Pressemeddelelse   •   Sep 18, 2018 10:46 CEST

Lavt forbrug, luksus og høj komfort går op i en højere enhed i Mondeo Hybrid. Med både benzin- og elmotor er den rustet til at levere det lavest mulige forbrug, men også kræfterne til ubesværet kørsel under alle forhold. Det højteknologiske hybridsystem sørger automatisk for den mest optimale udnyttelse af resurserne.

  • Den usædvanligt sparsommelige 2-liters benzinmotor i Mondeo Hybrid leverer sammen med en kraftig elmotor en samlet ydelse på 187 hk
  • Det indbyggede batteri på 1,4 kWh opsamler energi fra nedbremsninger, og elmotoren bruger energien til at drive hele bilen og understøtte benzinmotoren
  • Med et gennemsnitsforbrug på op til 22,7 km/l og en CO2-udledning på ned til 101 gram/km er Mondeo Hybrid den mest sparsommelige Mondeo – det medfører en halvårlig grøn ejerafgift på kun 540 kr.
  • Mondeo Hybrid kommer med det omfattende Titanium-udstyr, som er udvidet særligt til denne model med dæk med lav rullemodstand og Active Noise Control
  • Prisen for den veludstyrede Mondeo Hybrid Titanium er 349.150 kr. inklusive levering, og den kan allerede nu opleves hos landets fem FordStores

Ford Mondeo har været et hit i Danmark, siden den første udgave revolutionerede sin klasse i 1993 som en værdig arvtager til Sierra. Mange tusinde firmabilister og familier har i næsten 25 år haft Fords dynamiske, rummelige og sikre repræsentant i den store mellemklasse som det naturlige valg, og den seneste Mondeo lever stadig i allerhøjeste grad op til forventningerne hos både professionelle og private brugere.

Ford Danmark følger konstant udviklingen på markedet, og for at sikre og udvide mellemklassebilens position introduceres nu en version af Mondeo på det danske marked, som giver kunderne en helt ny oplevelse – både når det kommer til måden at køre på og oplevelsen af selve bilen: Mondeo Hybrid (HEV, Hybrid Electric Vehicle). Mondeo Hybrid indtager en unik position som den eneste hybrid i klassen, der ikke skal lades op via et eksternt kabel for at yde sit mest optimale i alle situationer. I modsætning til konkurrerende mærkers modeller, som er plug-in-hybrider, har Mondeo Hybrid en markant lavere vægt. Det gør, at den bevarer sine anerkendte dynamiske køreegenskaber og ikke slæber rundt på unødig vægt, som forværrer brændstoføkonomien, når der ikke længere er strøm på batteriet.

Mondeo Hybrid er en luksuriøs og veludstyret bil, som på trods af sin komplekse drivlinje er lige til at sætte sig ind i og køre afsted, og på den måde er den mindst lige så komfortabel og nem at bruge som en hvilken som helst anden Mondeo med automatgear. Hybridsystemet finder helt automatisk ud af den optimale drift i alle situationer – om Mondeo Hybrid skal køre på ren el, eller om elmotoren skal understøtte den meget økonomiske benzinmotor.

Højteknologisk drivlinje

Når man første gang sætter sig bag rattet af Mondeo Hybrid og trykker på startknappen, starter den nye oplevelse med det samme. Der er fuldstændig stille i den rummelige kabine, men hybridens unikke instrumentering med to separate TFT-farveskærme på 4,2” melder klar til afgang. Mondeo Hybrid starter med at køre på strøm, som er lagret i batteriet med en kapacitet på 1,4 kWh, der er bygget ind bag bagsædet. På den venstre skærm kan man konstant følge batteriets ladestand, og om der opsamles eller bruges energi til at drive bilen. I en normal bil spildes omkring 95 procent af den energi, der opstår under nedbremsning, men i Mondeo Hybrid samles den op af hybridlinjen og lagres i det avancerede litium-ion-batteri.

Batteriet er en vigtig del af den højteknologiske drivlinje, som også består af bl.a. en særligt udviklet 2-liters benzinmotor, en avanceret elektrisk motor og en trinløs gearkasse, der består af en generator og en mindre elektrisk motor, som understøtter indsamlingen af bremseenergi. Den støjsvage benzinmotor er udviklet til at levere fremragende brændstoføkonomi og den helt rette kraftudvikling i forbindelse med elmotorens understøttelse, mens Atkinson Cycle-princippet med uafhængig variabelt knastakselstyring gør, at motoren konstant kan tilpasse sig forholdene.

Benzinmotoren og elmotoren leverer i fællesskab en høj ydelse, som sammenlagt er på 187 hk. Batteriet er under konstant opladning og aflades aldrig helt, hvorfor Mondeo Hybrid opleves helt anderledes end en traditionel bil. Man mærker tydeligt, hvordan elmotoren straks ved igangsætning giver en kraftfuld opstart, og hvis batteriet er tilstrækkeligt opladet, kan man over flere kilometer køre på ren strøm. Benzinmotoren startes lydløst op, når der kræves betydelig acceleration, og på motorvejen mærkes de to motorers kombinerede styrke som et meget solidt kraftoverskud, hvor eldriften hjælper benzinmotoren op til 135 km/t.

I de to TFT-farvedisplays, som står skarpt i instrumenthuset, kan man ikke kun følge samspillet mellem benzinmotoren og elmotoren og om Mondeo Hybrid kører på ren el, men også blive oplyst om, hvor god man er til at skabe den rette bremseeffekt, så man samler mest mulig energi. I Fords infotainment- og nødopkaldssystem SYNC 3 med 8” touchscreen, der i Mondeo Hybrid som standard kommer med indbygget navigation, kan man under kørsel nemt og overskueligt se, hvilke resurser bilen bruger på et givent tidspunkt.

Den højteknologiske drivlinje i Mondeo Hybrid er med til at give modellen det laveste forbrug af alle Mondeo-modeller, og den imponerer med sin effektivitet både i byens stop-start-trafik og ved højere hastigheder. Gennemsnitsforbruget med de standardmonterede 16” alufælge, monteret med særligt udviklede dæk med lav rullemodstand, er 22,7 km/l*. CO2-udledningen for Mondeo Hybrid er i gennemsnit blot 101 gram/km*, og den halvårlige grønne ejerafgift beløber sig til kun 540 kr., hvilket er langt under tilsvarende biler med benzin- eller dieselmotor.

Høj komfort med Active Noise Control

Luksus, der er til at betale og et meget højt niveau af komfort, er to af de fremtrædende grunde til, at kunderne vælger en Mondeo, og de gælder i høj grad også for Mondeo Hybrid. Den lanceres på det danske marked med det omfattende udstyrsniveau Titanium, som opfylder selv kræsne firmabilister og familiers krav til komfort- såvel som sikkerhedsudstyr.

Standard i Mondeo Hybrid Titanium er Ford SYNC 3 med 8” touchscreen, navigation, DAB+, bakkamera, nøglefri start og døre, varme i forsæderne, opvarmet forrude, 2-zoners klimaanlæg, regn- og lyssensor, indirekte kabinebelysning, læder på rat og gearknop, fartpilot, Lane Keeping Aid, Driver Alert og Trafic Sign Recognition.

Titanium-udstyret til Mondeo Hybrid er yderligere udvidet med 16” alufælge med dæk med ultralav rullemodstand og Active Noise Control, der er et aktivt system, som reducerer oplevelsen af støj i kabinen ved at sende modsatrettede frekvenser ud gennem højttalerne. Mondeo Hybrid opleves derfor som en ekstremt støjsvag og komfortabel bil.

Mondeo Hybrid kan opleves hos de fem danske FordStores, som findes i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Den leveres som sedan med fire døre, og prisen er 349.150 kr. inklusive levering. Ford tilbyder attraktive udstyrspakker til Mondeo Hybrid, bl.a. sædepakke 4 med 10-vejs eljusterbare forsæder med læder til 20.438 kr. og udstyr som avancerede Ford Dynamic LED-forlygter til 18.750 kr. og adaptiv fartpilot til 10.220 kr.

Mondeo Hybrid fås også som firmabil med en beskatningspris på 317.935 kr.

*Forbrug og CO2-udledning målt efter den nye WLTP-norm omregnet fra NEDC.

# # #

Følg Ford på PressecenterFacebookFord.dk

Foto og mere information findes på Ford Danmarks pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company

# # #

About Ford Motor Company

Ford Motor Company is a global company based in Dearborn, Michigan. The company designs, manufactures, markets and services a full line of Ford cars, trucks, SUVs, electrified vehicles and Lincoln luxury vehicles, provides financial services through Ford Motor Credit Company and is pursuing leadership positions in electrification, autonomous vehicles and mobility solutions. Ford employs approximately 201,000 people worldwide. For more information regarding Ford, its products and Ford Motor Credit Company, please visit www.corporate.ford.com.

Ford of Europe is responsible for producing, selling and servicing Ford brand vehicles in 50 individual markets and employs approximately 54,000 employees at its wholly owned facilities and approximately 69,000 people when joint ventures and unconsolidated businesses are included. In addition to Ford Motor Credit Company, Ford Europe operations include Ford Customer Service Division and 24 manufacturing facilities (16 wholly owned or consolidated joint venture facilities and eight unconsolidated joint venture facilities). The first Ford cars were shipped to Europe in 1903 – the same year Ford Motor Company was founded. European production started in 1911.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy