Nyhed -

Krisecenterlederen er fundet: Stærke pædagogiske kræfter til Bjæverskovhus Kvindekrisecenter

Forenede Care A/S ansætter den erfarne pædagog Christine Ramsing som krisecenterleder for Bjæverskovhus Kvindekrisecenter. Mød kvinden der har livsmottoet: If you do what you love, you’ll never work a day in your life.

Siden Christine Ramsing gik i 8. klasse, har hun vidst, at hun skulle være pædagog. Og det blev hun. Den nu 43-årige kvinde har over 20 års erfaring som pædagog, primært som leder på døgninstitutionsområdet.

”Jeg har en svaghed for børn, der har det svært. Det går i hjertet på mig. Derfor vil jeg gerne hellige mig specialområdet.” Fortæller Christine Ramsing, der tiltræder som leder for det nyoprettede krisecenter, Bjæverskovhus Kvindekrisecenter.

For mindre end et halvt år siden havde hun et stabilt job som områdeleder på indskolingen-, SFO- og specialområdet i Tårnby Kommune. Men da hun fik en enestående mulighed for at tage til Indien og arbejde tre måneder frivilligt på en skole for gadebørn, kunne hun ikke sige nej. Hun sagde sit job op og tog afsted. ”Der manglede struktur, organisering og pædagogisk retning. Børnene hang i gardinerne. De var ikke vant til, at de voksne tog styring på en pædagogisk måde. Allerede på 4. dagen var det en helt ny skole.” Siger Christine Ramsing.

Desværre blev opholdet afbrudt efter kun en måned pga. corona-udbruddet. Christine frygtede ikke sygdommen selv, men inderne var mistroiske overfor vestlige folkeslag, da de troede at det var dem, der bragte sygdommen til landet. Så Christina Ramsing tog hjem til sin 15-årige søn og en helt tom kalender.

Christine Ramsing ærgrede sig over, at hun ikke kunne gøre arbejdet med gadebørnene færdigt, men så det som en chance for at finde drømmejobbet, nu hvor alt var åbent. Hun fortæller: ”Under min uddannelse som pædagog var jeg i praktik på krisecenter og var derefter vikar samme sted i 2 år. Jeg har altid drømt om at komme tilbage til dette område, men min karriere tog en anden retning. Nu så jeg muligheden for at leve min drøm ud.” Hun googlede ”job, leder, krisecenter” og jobopslaget for Bjæverskovhus kom frem.

”Og så søgte jeg det – og fik det!” fortæller Christine Ramsing smilende.

Bjæverskovhus Kvindekrisecenter er grundlagt af den danske omsorgsvirksomhed Forenede Care. Visionen om at starte krisecenterdrift stammer fra adm. direktør Stine Louise Esing von Christierson, der var med til ansættelsen af Christine Ramsing. ”Med valget af Christine som ny krisecenterleder, har vi empatisk ildsjæl, der bliver foregangskvinde for Forenede Cares første krisecenter. Hun udstråler en ro, der kommer både medarbejdere og krisecenterets beboere til gode. Samtidig har hun evnen til opstarte, drive og udvikle Bjæverskovhus som ny organisation under Forenede Care.” Siger Stine Louise Eising von Christierson. ”Jeg er en skaber og elsker projekter.” supplerer Christine Ramsing.

Selvom Christine Ramsing først officielt tiltræder 1. juli 2020, er hun allerede begyndt at tage del i opbygningen af Bjæverskovhus Kvindekrisecenter. I disse dage afholdes ansættelsessamtaler for Bjæverskovhus’ kommende medarbejdere, hvor Christine Ramsing sidder for bordenden. For hende er det vigtigste at sætte et stærkt hold fra starten.

Hun prioriterer at være synlig for både medarbejderne og at være tæt på brugergruppen. ”På den måde ved jeg, hvad der rører sig og får en relation til dem.” Fortæller Christine, der udover sin pædagogbaggrund har en diplomuddannelse i ledelse og er uddannet psykoterapeut.

“Mit livsmotto er: ’If you do what you love, you’ll never work a day in your life.’ Det betyder for mig, at jeg går på arbejde med hjertet og engagement. Når de udsatte kvinder og børnene er hos mig, vil jeg gøre alt for, at de har det godt. Jeg glæder mig helt vildt til Bjæverskovhus Kvindekrisecenter åbner.” Slutter Christine Ramsing.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • bjæverskovhus
  • velfærdsydelser
  • krisecenter
  • omsorg
  • velfærd
  • forenede care
  • bjæverskovhus kvindekrisecenter

Regions

  • Sjælland

Relateret materiale