Gå til indhold
Nyt design showroom skaber liv i Vestergade i Aarhus

Pressemeddelelse -

Nyt design showroom skaber liv i Vestergade i Aarhus

Et stort samarbejde mellem ni kvalitetsbrands og en anerkendt indretningsarkitekt danner rammerne for Studie 5, der skal skabe nyt liv til Vestergade i Aarhus. Her bydes alle designinteresserede indenfor til inspiration til tidens trends og tendenser.

Geberit har i samarbejde med Troldtekt, Sig Køkken, Wiking Gulve, PA Savværk, Fredericia Furniture, Marokk, Ampell og Dornbracht skabt Studie 5. Et showroom, mødested og eventlokale for alle designinteresserede. De slår dørene op tirsdag den 25. februar kl. 10.

Når man træder ind ad døren til Studie 5 på Vestergade 5 i Aarhus, bliver man mødt af et elegant rum med masser af lys, et hyggeligt loungeområde og duften af friskbrygget kaffe. Her er indrettet med kvalitetsmærker fra A til Å, og der er ingen tvivl om, at der er tanke bag indretningen. Det er heller ikke tilfældigt, at det nye showroom er åbnet i Vestergade.

“Jeg er selv fra Aarhus,” siger Nina Slothuus, Head of Marketing hos Geberit, “og det er ikke tilfældigt, at vi har valgt at åbne showroomet i lige netop Vestergade. Det er en central gade med charmerende gamle bygninger, men den har desværre mistet liv de seneste år. Det håber vi, at Studie 5 kan ændre på.”

Hver af de ni samarbejdspartnere har bidraget med deres kerneprodukt til showroomet, lige fra lofter og gulve til toiletter, køkkenelementer og møblering. Generelt er der ikke sparet på noget i Studie 5, og der er rig mulighed for at finde inspiration til den moderne indretning for alle designinteresserede.

”Vi har skabt et sted, hvor folk kan søge inspiration til designløsninger i høj kvalitet. Vi har samlet alt, der er brug for i en velindrettet bolig – og så står vi hver dag klar til at vejlede besøgende,” fortæller Nina Slothuus.

Studie 5 showroom. Foto: Bruno Jakobsen

En vision bliver til virkelighed

Studie 5 var en vision, der hurtigt blev til virkelighed, og der var ingen tvivl om, at lokalerne i Vestergade 5 passede perfekt til projektet, selvom de skulle have en kærlig hånd. Her har den anerkendte arkitekt og indretningsdesigner Bruno Jakobsen haft en finger med i spillet. Han har samlet de mange inputs og visioner og fået det hele til at gå op i en højere enhed.

"Hele processen om at skabe et unikt og inspirerende univers på tværs af flere førende brands har været utrolig givende. Resultatet er blevet noget ganske særligt, hvor der har været stor fokus på det taktile, lækre løsninger og smukke materialer,” siger Bruno Jakobsen om det nye showroom og tilføjer: “For mig personligt er Studie 5 et rart sted at være, og jeg kan opfordre alle til at slå et smut forbi Studie 5 til en god kop kaffe og lidt inspiration”.

Studie 5 mødelokale og showroom. Foto: Bruno Jakobsen

Showroom åbning 25. februar

Studie 5 står nu færdigt, og de ni partnere ser frem til at byde alle velkommen, som ønsker at lave et hjem, der følger tidens trends. De slår dørene op den 25. februar kl. 10. Herefter vil der være åbent tirsdag og onsdag 10-16, torsdag 10-18 og fredag 10-16 samt aften og weekend efter aftale. Showroomet er bemandet, så det altid er muligt at få vejledning.

Related links

Emner

Kategorier


Geberit-gruppen, der har aktiviteter verden over, er førende på markedet i Europa inden for sanitetsprodukter og 2024 er året hvor Geberit fejrer 150-års jubilæum. Som en integreret koncern har Geberit en meget stærk lokal tilstedeværelse i de fleste europæiske lande og er derfor i stand til at levere unik merværdi inden for både sanitetsteknologi og badeværelseskeramik.

Produktionskapaciteten omfatter 26 produktionsanlæg, hvoraf de 4 har oversøiske placeringer. Koncernens hovedkvarter ligger i Rapperswil-Jona i Schweiz. Med omkring 11.000 medarbejdere i over 50 lande genererede Geberit en nettoomsætning på 3,1 mia. CHF i 2023. Geberits aktier er børsnoteret på SIX Swiss Exchange. Geberits aktier har været børsnoteret på SMI (Swiss Market Index) siden 2012.

Der er omkring 50 ansatte i Geberit i Danmark.

Kontakt