Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Nyt forskningsprojekt tester fremtidens beskyttelse af kritisk infrastruktur på GlobalConnects fibernetværk

Et forskningsprojekt tester fremtidens sikring af landets digitale kommunikationsveje. På en af GlobalConnects fiberruter tester man for første gang kombinationen af kvanteteknologi og intelligente sensorer i en løsning, der skal beskytte digital infrastruktur.

Hvordan beskytter vi digital kommunikation i fremtiden? Det spørgsmål søger det nye danske forskningsprojekt QGRID at svare på.

Projektet udvikler en løsning, som for første gang forener to teknologier for at beskytte fiberbaseret kommunikation mod både digitale og fysiske trusler. Og med en investering fra Innovationsfonden kan projektet, der løber tre år, nu iværksættes.


Bag forskningsprojektet står DFM – Danmarks Nationale Metrologiinstitut – og en række partnere, herunder GlobalConnect, som råder over knap 250.000 kilometer fiberruter på tværs af Norden.

”Digital kommunikation er i stigende grad kommet under pres. Truslerne kan ikke imødegås af industrien alene, og derfor er det vitalt, at forskningsmiljøer, det offentlige og erhvervslivet sammen tester løsninger, der kan sikre samfundets digitale fundament på kort og lang bane i praksis,” siger Hans Jayatissa, som leder GlobalConnects kvanteindsats.

Teknologien rykker ud af laboratoriet

Konkret er der tale om en kombination af to teknologier QKD (quantum key distribution) og DAS (distributed acoustic sensing).

I fremtiden bliver kvantecomputere i stand til at bryde de gængse krypteringer, vi bruger i dag, men ved at anvende QKD er det muligt at kvantesikre datakommunikationen. På den måde kan man beskytte data med lang levetid, så som sundhedsdata, mod at blive stjålet nu og dekrypteret senere, når kvantecomputeren står klar.

DAS-teknologien kan til gengæld spotte fysiske trusler mod fiberen ved at omdanne denne til en akustisk sensor. Dette sker ved at sætte en såkaldt interrogator i den ene ende af fiberkablet. Denne måler de forstyrrelser, som omgivelsernes lyd, skaber i kablets lys. Kunstig intelligens analyserer disse og identificerer bestemte lydprofiler. På den måde kan man skelne mellem fx gravearbejder, jordskred og trafik nær fiberkablerne og blive varslet om potentielle fysiske trusler.

Kort sagt beskytter QKD indholdet og DAS forbindelsen.

QGRID bliver testet på en af GlobalConnects eksisterende fiberforbindelser i Danmark. På den led giver projektet indblik i reelle udfordringer og muligheder på fungerende digital infrastruktur. Uden den fælles investering ville denne type integration, feltvalidering og modning mod et markedsklart produkt være meget vanskelig at gennemføre.


Partnerne på projektet er DTU og Celare, der udvikler de kvanteteknologiske løsninger, Fluves og DFM bidrager med fibersensorik og dataanalyse, Terma med sikkerhed og trusselsforståelse, mens Energinet og GlobalConnect gør det muligt at teste løsningen på eksisterende netværk i virkelige driftsmiljøer.

Emner

Regions


Om GlobalConnect
GlobalConnect er en førende leverandør af digital infrastruktur og datakommunikation, som bærer mere end halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden i sit 244.000 kilometer fibernet på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland. GlobalConnect leverer fiberbaserede bredbåndstjenester til mere end 907.000 private forbrugere og løsninger fra fiber til sky til 30.000 erhvervskunder. Koncernen beskæftiger cirka 1.800 mennesker og havde en omsætning på SEK 8,1 milliarder i 2024.

Kontakt

  • GlobalConnect graver fiber ned.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4416 x 2947, 3,14 MB
    Download