Pressemeddelelse -
GLS åbner nyt distributionscenter i Ringsted og øger kapaciteten på Sjælland med 35 %
Den 15. august slår GLS dørene op til et helt nyt distributionscenter i Business Park Ringsted. 80 medarbejdere og 70 chauffører får nu deres daglige gang på det 10.000 m² store, højteknologiske distributionscenter. På sigt øges antallet til hhv. 110 medarbejdere og 180 chauffører.
Tættere på kunderne og kortere køreafstande
En markant tilgang af nye kunder og en målrettet investering i GLS-brandet har skabt stærk vækst for GLS Denmark, som i forvejen er blandt landets største pakkedistributører. Det har givet behov for kapacitetsudvidelse. Med det nye center udvides kapaciteten på Sjælland med over en tredjedel.
– Vi åbner to nye distributionscentre i Danmark – Ringsted er det første, og Randers følger snart efter. Det er en investering i den vækstrejse, vi er på. Det bringer os tættere på kunderne og sikrer både afsendere og modtagere den bedst mulige pakkeoplevelse, udtaler Managing Director i GLS Denmark, Steen Kristensen.
Fra det nye center vil GLS afhente og levere pakker i Midt-, Vest- og Sydsjælland. En opgave, som hidtil har været varetaget af GLS’ to distributionscentre i Taastrup. Den mere centrale placering på Sjælland giver fordele for både kunderne og miljøet:
– Lokationen i Ringsted gør køreafstandene kortere og giver mindre motorvejskørsel, når vi leverer og henter pakker i området. Det betyder samtidig, at vi kan anvende flere elbiler i distributionen på Sjælland, fortæller Henrik Nyegaard, Director Operations i GLS Denmark. – Vores centrale placering betyder, at vi kommer tættere på både afsendere og modtagere i nærområdet. Vi kan tilbyde flere af vores sjællandske kunder nye, attraktive indleveringstider, og vores kunder kan således se frem til en endnu bedre service.
Omkring en tredjedel af distributionsflåden tilknyttet lokationen i Ringsted består af elbiler. Disse kan lades op på centrets 30 AC-ladestandere og to lynladere. Faciliteterne kan udvides i takt med, at andelen af elbiler øges - helt i tråd med GLS’ mål om, at 50 % af transportflåden skal bestå af el- eller nulemissionskøretøjer i 2030.
Det nye distributionscenter er udstyret med et komplet CTS-anlæg, der ikke kun giver store energibesparelser, men også leverer et godt indeklima til de mange, nye medarbejdere. Et solcelleanlæg på taget af bygningen bidrager ligeledes til den grønne omstilling. Med 445 kWp forventes det at kunne dække ca. 1/3 af strømforbruget i dagtimerne. Derudover kommer energien – ligesom på alle andre danske GLS-lokationer – fra 100 % certificeret grøn strøm.
Åbningsreception den 28. august kl. 13
Den officielle åbning fejres med en reception, hvor kunder, samarbejdspartnere, naboer og medarbejdere bl.a. kan få en rundvisning.
Tilmelding til receptionen på salg@gls-denmark.com senest den 19. august.
Fakta om GLS Denmark
- GLS Denmark har 11 distributionscentre fordelt i ni danske byer
- Distributionscentret i Ringsted bliver GLS’ niende i Danmark
- GLS Denmark beskæftiger cirka 1.200 medarbejdere
Om GLS Denmark
GLS Denmark er blandt de største pakkedistributører i Danmark inden for national og international pakkedistribution og kurérkørsel. Virksomheden er en del af GLS Group, der dækker mere end 40 lande i henholdsvis Europa og Nordamerika. Under mantraet ”Er det vigtigt for dig, er det vigtigt for os”, leverer GLS hele pakken. Innovative løsninger til B2B og B2C, herunder flere e-handelsløsninger, mere end 1.800 PakkeShops fordelt over hele landet og dag til dag-levering med 99 % leveringssikkerhed i Danmark. Mantraet gælder også for virksomhedens mere end 1.200 medarbejdere, som løfter hinanden til nye niveauer – fagligt såvel som personligt.
Kontaktoplysninger
GLS Denmarks presseafdeling, mail: presse@gls-denmark.com | Tlf.: 76 33 11 00
Emner
Kategorier
GLS Denmark og GLS Group
GLS Denmark og GLS Express er blandt de største pakkedistributører i Danmark inden for national og international pakkedistribution og kurérkørsel. Selskaberne er en del af GLS Group, der dækker mere end 40 lande i henholdsvis Europa og Nordamerika.
Under mantraet ”Er det vigtigt for dig, er det vigtigt for os” leverer GLS hele pakken. Innovative løsninger til B2B og B2C, herunder flere e-handelsløsninger, mere end 1.700 PakkeShops fordelt over hele landet og dag-til-dag levering med 99 % leveringssikkerhed i Danmark. Mantraet gælder også for virksomhedens mere end 1.200 medarbejdere, som løfter hinanden til nye niveauer – fagligt såvel som personligt.
GLS-koncernen klimakompenserer for sin samlede CO2-udledning, indtil de når deres mål om nulemission senest i 2045.