Pressemeddelelse -
GLS Denmark bygger i Randers: Underskriver aftale med entreprenør
GLS Denmark A/S har indgået en aftale om opførelsen af et nyt distributionscenter i Randers, som skal udvide pakkedistributørens kapacitet i Midt- og Nordjylland. Valget er faldet på totalentreprenøren Gråkjær Erhverv A/S, som i øjeblikket er i fuld gang med opførelsen af GLS’ distributionscenter i Ringsted.
I foråret 2022 overtog GLS Denmark en grund på 24.100 kvm i erhvervsområdet i Sdr. Borup v. Randers, tæt på motorvej E45. Nu kan pakkedistributøren meddele, at de har valgt Gråkjær som totalentreprenør for opførelsen af det 3.750 kvm store distributionscenter, hvilket bringer dem et skridt tættere på første spadestik.
- Distributionscentret i Randers er afgørende for at fremtidssikre vores kapacitet i Midt- og Nordjylland. Da både vi og vores kunder vækster, er vi ved at nærme os max kapacitet i Aalborg og Aarhus, og vi forventer en fortsat vækst i pakkevolumen. Når distributionscentret i Randers står færdigt, vil det resultere i øget effektivitet og fortsat høj leveringskvalitet, fortæller Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark.
Distributionscentret i Randers forventes at øge kapaciteten i Midt- og Nordjylland med 45 % til fordel for områdets nuværende og fremtidige GLS-kunder.
Innovative løsninger til et fremtidssikret distributionscenter
Kravene til det nye distributionscenter indebærer blandt andet bæredygtige og innovative løsninger, som lever op til GLS' 2045-mål om nulemission. Her bidrager placeringen i Randers til elektrificeringen af distributionsflåden, da virksomheden får kortere afstand til både kunder og modtagere i nærområdet.
Strømmen til elbilerne vil bl.a. komme fra distributionscentrets solcelleanlæg, som forventes at bestå af ca. 500 paneler, der dækker 1.000 kvm. På årsbasis vil det kunne levere 225.000 kWh.
I første omgang vil infrastrukturen bestå af 30 AC-ladestandere, som understøtter den grønne omstilling af distributionsflåden. Dertil kommer to lynladerudtag, som giver mulighed for at understøtte elektrificeringen af GLS’ linehaul-transport.
Et velkendt samarbejde
På kontrakten finder man to velkendte underskrifter. GLS Denmark og Gråkjær har haft et tæt samarbejde siden oktober 2023, hvor de underskrev byggeaftalen om GLS’ distributionscenter i Ringsted. Her blev der holdt rejsegilde i juni 2024, kun fem måneder efter første spadestik.
Netop de gode erfaringer fra byggeriet i Ringsted er medvirkende til, at valget igen er faldet på Gråkjær. Det vækker selvsagt glæde hos Henrik Skaarup, CEO i Gråkjær:
- Vi er utrolig stolte og glade over igen at blive valgt til at opføre et distributionscenter for GLS Denmark. Vores nuværende samarbejde om opførelsen af GLS’ distributionscenter i Ringsted har givet os et indgående kendskab til GLS' ønsker og behov, og vi ser frem til at bruge denne viden til at skabe endnu et moderne og effektivt distributionscenter. Vi værdsætter GLS' tillid til vores viden og kompetencer og ser frem til at fortsætte det gode samarbejde og sikre en tryg og succesfuld gennemførelse af projektet, udtaler han.
Første spadestik forventes til efteråret 2024, mens det færdige distributionscenter forventes fuldt funktionsdygtigt inden GLS' højsæson i november 2025.
Emner
Kategorier
GLS Denmark og GLS Group
GLS Denmark og GLS Express er blandt de største pakkedistributører i Danmark inden for national og international pakkedistribution og kurérkørsel. Selskaberne er en del af GLS Group, der dækker mere end 40 lande i henholdsvis Europa og Nordamerika.
Under mantraet ”Er det vigtigt for dig, er det vigtigt for os” leverer GLS hele pakken. Innovative løsninger til B2B og B2C, herunder flere e-handelsløsninger, mere end 1.700 PakkeShops fordelt over hele landet og dag-til-dag levering med 99 % leveringssikkerhed i Danmark. Mantraet gælder også for virksomhedens mere end 1.200 medarbejdere, som løfter hinanden til nye niveauer – fagligt såvel som personligt.