Pressemeddelelse -

Iværksætter på mission: Danskerne skal spise meget mere kål

Oprindelige kålsorter er proppet med vitaminer og mineraler, og derfor skal den danske grønkål udbredes til Danmark og resten af verden. Det er missionen fra Green Gourmet, der har udviklet en økologisk, frysetørret pulver-udgave af grønkålen, der allerede har fundet vej til det asiatiske marked

Tilbage i 2013 startede Ulla Andersen og forretningspartnerne, Bjarne og Ronni Sørensen, Green Gourmet. Formålet var egentlig, at virksomheden skulle eksportere forskellige, danske specialiteter til det asiatiske marked, men i den proces fik de tre iværksættere øje på den danske grønkål og potentialet i dens positive virkninger for kroppen. Kålen løb så at sige med deres opmærksomhed, og over nogle få år gik Green Gourmet fra at være en handelsvirksomhed til en produktionsvirksomhed, der udelukkende beskæftiger sig med at gøre den grønne kål let tilgængeligt i pulverform og samtidig bevare den gode effekt, man får fra den friske kål. Sammen vil de udbrede den danske kål og dens mange egenskaber i Danmark og til resten af verden, for kålen er proppet med vitaminer, mineraler og bioaktive stoffer, ligesom den har en antiinflammatorisk effekt.

“Den danske kål er fantastisk, og den har så mange, gode virkninger for os mennesker. Det er en utrolig ressource, som naturen giver, og vi har gjort det nemt at få alt det, man har brug for,” fortæller Ulla Andersen, der startede eksportrejsen i Japan, fordi landet har nogle utrolig høje fødevarestandarder, og når man først man har adgang dertil, så er det nemmere at komme ud til resten af verden, forklarer hun.

“Vi har jo været ret ambitiøse at kaste os ud i det asiatiske marked, før vi har opbygget et stærkt hjemmemarked, men i Asien kan det økologiske, danske brand noget, og de er særligt lydhøre, når vi fortæller om grønkålens positive egenskaber, hvor der er videnskabeligt bevis for, at det har en effekt,” udtaler Ulla Andersen.

Danskerne skal også spise kål
Kål-produktet, der går under navnet KaLOHAS, er frysetørret, og ét enkelt gram af den frysetørrede grønkål svarer til hele 12 gram frisk kål. Kålen, der udgør Green Gourmets produkt, er en oprindelig, dansk sort, som de to partnere har opdaget i samarbejde med Aarhus Universitet. I et større studie fandt forskere nemlig frem til, at de gamle kålsorter indeholder flere gavnlige stoffer end andre, og det passede til Green Gourmets vision om, at det skal være nemt og simpelt at spise sundt.

Allerede nu har Green Gourmet eksporteret, hvad der svarer til 144 ton frisk grønkål, til blandt andet Japan, Taiwan, Kina og Malaysia, men danskerne mangler stadig at tage den frysetørrede vitaminbombe til sig, selvom den til tider besværlige grøntsag er kommet tilbage på den danske madscene. Og med tidens fokus på naturlige råvarer og de gavnlige effekter ved at spise antiinflammatorisk, håber kål-entusiasten, at danskerne snart får øjnene op for vores lokale kål:
“Vi sælger ikke et produkt, men en effekt. Det er grønkålens fantastiske egenskaber, som folk køber ind på. Kålen er et rent naturprodukt, og det er bevist, at den gør mange gode ting. Der findes desværre mange hokuspokus-produkter derude, når det gælder vores helbred, men kålen er noget, vi alle forstår.”

Et langt handelsliv
Det var årene i Udenrigsministeriet, hvor Ulla Andersen hjalp danske virksomheder med at slå igennem udenfor Europas grænser, at hun fik lysten til at starte Green Gourmet:
“Jeg kunne jo se, at de danske virksomheder opgav at få fat på de asiatiske markeder - hvilket de stadig gør. Det er kun for de få og store, så jeg så potentialet i markederne og vil gerne bevise, at det godt kan lade sig gøre for en lille spiller som os.”

I bagagen har Ulla Andersen desuden et helt arbejdsliv i eksportbranchen, hvor hun i løbet af sin 47-årige karriere har beskæftiget sig med “kød og flæsk og kylling og fisk og andre fødevarer”, som hun siger, men den danske kål er ifølge hende selv særligt inspirerende at arbejde med, så nu investerer hun de resterende arbejdsår i at udbrede “grønkålens fortræffelige egenskaber”, som hun siger.

Green Gourmet holder til i Randers, hvor det lille hold i samarbejde med blandt andet Aarhus Universitet hele tiden prøver at blive klogere på alle kålens egenskaber. Selvom det er de asiatiske markeder, der hidtil har været fokusområdet for Green Gourmet, så kan man også købe produktet i blandt andet helseforretninger i Danmark samt online på deres webshop og på Coop Crowdfunding.

Emner

  • Jordbrug, landbrug, fiskeri

Green Gourmet A/S er et innovativt mindre selskab, der tror og arbejder på at videreføre forfædrenes stolte tradition for anvendelse af oprindelige, plantebaserede, funktionelle råvarer i behandling af naturlige livsstilssygdomme. Virksomheden blev etableret som eksportselskab for danske højkvalitets fødevarer i 2013, men har siden 2015 fremstillet bioaktivt grønkålspulver til eksport og hjemmemarkedet. Green Gourmet er med grønkålsproduktet KaLOHAS® - bioaktivt grønkålspulver indgået i et projektsamarbejde med Aarhus Universitet, med formålet om at få videnskabelig evidens for KaLOHAS®’s positive virkning i kampen mod livsstilssygdomme.

Kontakt

Ulla Andersen

Pressekontakt CO-Founder +45 28 19 84 01