Pressemeddelelse -
199.000 gæster klar til Grøn: Alle otte byer udsolgt på rekordtid
Tuborg og Muskelsvindfonden kan nu annoncere, at alle billetter til Grøn er revet væk for tredje år i træk. Dermed markerer Grøn 2025 en ny milepæl. Efter en historisk flot start på billetsalget med fem udsolgte byer på første dag, sætter Grøn ny rekord, da hele turnéen aldrig har været så tidligt udsolgt. Det er faktisk hele 45 dage tidligere end sidste års rekord. Samtidig sætter Grøn ny publikumsrekord med 199.000 gæster fordelt på årets otte koncerter.
Tuborg og Muskelsvindfonden har i mere end 40 år arrangeret en fest, der for alvor gør en forskel, da alt overskuddet fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde. Gennem de sidste fire årtier har Grøn etableret sig som en af de største og vigtigste musikinstitutioner i Danmark, og står i dag stærkere end nogensinde.
Det har årets historisk flotte billetsalg i den grad understreget, hvor samtlige otte byer er blevet udsolgt tidligere end nogensinde før. I samme omgang ligger det nu fast, at sommeren byder på en ny publikumsrekord på Grøn, når arrangørerne byder 199.000 feststemte gæster indenfor, hvilket giver forhåbninger om et godt overskud til Muskelsvindfondens arbejde.
Taknemmeligheden er derfor ikke til at tage fejl af hos Simon Toftgaard Jespersen, forperson for Muskelsvindfonden:
“Vi lever lige nu i en verden, hvor der i den grad er behov for at skabe plads til mangfoldighed, og det er netop det, vi forsøger at gøre med Grøn. For vi sælger meget mere end musikoplevelser – vi skaber plads til forskelle og håb for mennesker med muskelsvind. Både på vores tur i det danske sommerland, når vi er af sted på turneen, men især bagefter, hvor overskuddet fra Grøn bl.a. går til forskning i muskelsvind, målrettet rådgivning og en lang række aktiviteter, der gør en konkret forskel i hverdagen for børn og voksne med muskelsvind. Det er for eksempel sommerlejre og netværk, hvor mennesker med muskelsvind kan etablere relationer og indgå i meningsfulde fællesskaber, som er afgørende for at skabe det gode liv, vi alle har ret til. Alt det er årets 199.000 gæster med til at sikre. Af hjertet tak for det!”
Endnu et historisk rekordår for Tuborg og Muskelsvindfonden
Gennem mere end fire årtier har koncertkaravanen trofast draget ud på de danske landeveje, og leveret fantastisk livemusik til hele landet. Forventningerne til Grøn 2025 var tårnhøje efter to succesår, hvor Grøn 2023 for første gang nogensinde kunne melde alt udsolgt, mens Grøn 2024 blev udsolgt endnu tidligere og tilmed slog publikumsrekord på 195.000 festglade gæster. Alligevel har billetsalget i år overgået alle forventninger, og Grøn har slået hele tre rekorder; historisk tidligt udsolgt, publikumsrekord på 199.000 gæster og ny danmarksrekord i løbet af det første døgn af billetsalget, da der blev afsat hele 175.050 billetter - det er rekord for en musikbegivenhed i Danmark.
Overskuddet fra årets otte udsolgte koncerter går fortsat til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe plads til forskelle i samfundet - og meget mere.
Til sommer ruller Grøn igen ud på de danske landeveje, når den grønne koncertkaravane besøger otte udsolgte byer fra den 17.-27. juli. Se turnéplanen herunder. Yderligere information om Grøn 2025 kan findes på groenkoncert.dk.
For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk · 28 49 33 86
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk · 30 13 88 80
—
Om Grøn
I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden arrangeret Grøn og skabt musikalske liveoplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe Plads til forskelle i samfundet - og meget mere. I 2024 kunne Tuborg og Muskelsvindfonden fejre historisk tidligt udsolgt, da Grøn for første gang nogensinde kunne melde alt udsolgt i alle otte byer, inden det hele gik i gang - og tilmed med en publikumsrekord på 195.000 gæster.
Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse, som kæmper for et bedre liv med muskelsvind. Muskelsvindfonden blev grundlagt i 1971 og er i dag en stærk organisation, som samler mennesker med muskelsvind, 1000vis af pårørende, stærke samarbejdspartnere og engagerede frivillige.
Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn, for i Muskelsvindfonden samler vi på oplevelser, mens vi samler ind. Overskuddet fra Grøn går til vores arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i muskelsvind.
Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.
Turnéplan 2025:
17. juli: Tårnby (Udsolgt)
18. juli: Kolding (Udsolgt)
19. juli: Aarhus (Udsolgt)
20. juli: Aalborg (Udsolgt)
24. juli: Esbjerg (Udsolgt)
25. juli: Odense (Udsolgt)
26. juli: Næstved (Udsolgt)
27. juli: Valby (Udsolgt)
Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn25
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert