Gå til indhold
Den 7.-11. maj spreder dansen sig igen i Roskildes gader, når Aaben Dans inviterer til den internationale dansefestival SWOP

Pressemeddelelse -

Aaben Dans offentliggør programmet for SWOP Festival 2026

Den 7.-11. maj spreder dansen sig igen i Roskildes gader, når Aaben Dans inviterer til den internationale dansefestival SWOP 2026 for børn og unge. Aaben Dans kan nu løfte sløret for et stærkt festivalprogram med forestillinger fra både ind- og udland, der markerer Roskilde som en pulserende kulturby. Med fokus på temaer om inklusion og fællesskab, tager forestillingerne fat på nogle af tidens store spørgsmål. Festivalen er gratis, og alle er velkomne.

Fra den 7. maj rykker SWOP Festival 2026 ud på teatret, skoler, biblioteket, torvet og i den kreative bydel Musicon i Roskilde, når Aaben Dans sætter dansen i centrum i fem dage. Den internationale dansefestival sætter dansens mange udtryk i spotlyset med formålet om at vise stærke og underholdende forestillinger og dele bevægelser og danseglæde med både store og små. Dét sker gennem hele 12 forestillinger, der samlet vises 45 gange, workshops, seminar og events.

Festivalen er gratis og for alle. Det kræver blot, at man reserverer en billet til de forestillinger, man ønsker at se. Billetbestillingen åbner medio marts.

SWOP handler om at skabe et rum, hvor børn og unge kan spejle sig i hinanden og mærke, at de hører til. I en tid, hvor mange fællesskaber foregår digitalt, insisterer vi på den fysiske tilstedeværelse - på kroppen, på bevægelsen og på mødet. Årets program kredser om leg, mod og fællesskab og viser, at dans ikke bare er kunst, men et sprog, vi alle kan tale og forstå - uanset alder, baggrund eller erfaring,” siger Pernille Møller Taasinge, udviklingschef i Aaben Dans og producent på SWOP Festival.

Platform for møder på tværs af forskelle
Aaben Dans ønsker at bringe nyskabende, inspirerende og sanselige danseforestillinger fra hele verden til Roskilde - og skabe international fejring med en lokal forankring.

Åbningsforestillingen Rock Me Baby (NO) er en farverig og energisk glamrock-forestilling skabt for børn fra 0-5 år og deres voksne. I glitrende kostumer træder fem performere frem som band og suger publikum (også de allermindste!) ind i et elektrisk og sanseligt rockunivers med livemusik, humor og bevægelse.

Aaben Dans’ egen forestilling Hvad er det? (DK) tager udgangspunkt i den sanselige nysgerrighed som drivkraft. Med bevægelse og dans udforsker danserne både kroppen og rummet uden at tage noget for givet, i en legende koreografi om den nysgerrighed, der hjælper et barn med at lære verden at kende.

Og netop legene - de fysiske, ‘uproduktive’ lege, der ikke tjener et specifikt formål, har fået en central plads i årets festivalprogram. Bl.a. peger forestillingen Hit Out (IT) om sjipningens rytmer som koreografi og performanceværket The Swings (SCO) med svævende pardans og enorme interaktive gynger på lege, som engang var en stor del af børn og unges analoge frikvarterer.

Dans bygger bro mellem mennesker
Betydningen af fællesskaber og det menneskelige behov for at høre til er også et gennemgående tema blandt flere af festivalens forestillinger. Danseforestillingen Schön Anders (DE) stiller spørgsmål ved, hvad der sker, når mennesker oplever sig selv udenfor gruppen. Et multikulturelt team af fem dansere og en musiker udfolder deres egne oplevelser af tilhørsforhold og af at føle sig anderledes.

I Repeat Club (BE) mødes ni unge mennesker i en medrivende koreografi om at udforske grænser og finde friheden i begrænsningerne. Efterhånden opstår der nye bevægelsesformer, nye kroppe og nye normer i gruppen. De viser, hvordan musik og dans kan bygge bro mellem mennesker, uanset deres baggrund eller fysiske muligheder.

Publikum kan se frem til mange flere internationale danseforestillinger, herunder Simple Machines (BE) med robotballet, Im Flatterland (AT) med sanselig stofdans og Den fantastiske historie om BasarKus (FR), en hvirvlende, akrobatisk fortælling.

Et sprog, vi alle taler og forstår
Aaben Dans’ mål er at sætte fokus på alt det, dansen rummer - som kunstart, udtryksform, fællesskab og måder at bevæge sig på. Derfor har Aaben Dans igen i år samarbejdet med unge fra lokale klubber i Roskilde og udviklet en helt særlig SWOP-dans koreografi med særligt komponeret musik op til festivalen, som man kan se på Stændertorvet, og lære i workshops på skoler og på Musicon.

Budskabet er klart: Alle moves er gode moves - vi kan alle bevæge os i fællesskab, uanset hvem vi er, hvordan vi ser ud, og hvilket sprog vi taler!

Læs mere om festivalen her, hvor billetter også kan reserveres fra medio marts.
Find pressefotos her

Download SWOP appen fra 17. april.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation og Aaben Dans

Kontakt

Presseansvarlig - HAVE Kommunikation:
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 28 58 81 50
Kathrine Clemmensen // kathrine@have.dk // 22 90 26 45
Karoline Thorhauge // karoline.thorhauge@have.dk // 23 43 73 50

Aaben Dans
Pernille Møller Taasinge // pernille@aabendans.dk // 26 36 05 82

FAKTA om SWOP Festival
SWOP festivalen er en international dansefestival i Roskilde for børn og unge, der har eksisteret siden 2012. Festivalen afholdes hvert andet år og viser forestillinger fra ind- og udland - og et mylder af forskellige aktiviteter fx SWOP-dansen, workshops, seminarer m.m.

Festivalens forestillinger og aktiviteter foregår både hos Aaben Dans, på skoler, på Roskilde Bibliotek, rundt på Musicon og i Roskildes gader og stræder. Festivalens formål er at give børn og unge (og alle andre) store kunstneriske oplevelser og give dem mulighed for på egen krop at opleve, hvad dans kan.

SWOP Festivalen finder sted den 7.-11. maj 2026 i Roskilde og er arrangeret af Aaben Dans. At SWOP finder sted i Roskilde, er ikke tilfældigt. Byen har gennem mange år prioriteret kunst og kultur højt og skabt rum for både eksperiment og fællesskab. Her gives der plads til internationale kunstneriske møder – og til at børn og unge indtager en central rolle i byens kulturelle puls. SWOP Festival er et konkret udtryk for den ambition: at lade kunsten være nærværende, tilgængelig og en del af det fælles rum.

Alle arrangementer er gratis. Man skal blot sørge for at bestille billetter til de forestillinger, man ønsker at opleve. Undtagen de forestillinger, der foregår udendørs - her dukker man bare op.

Forestillinger/værker under SWOP 2026:

  • Rock Me Baby (NO) - af Øystein Elle & Karstein Solli
  • Hit Out (IT) - af Secondo Parini
  • The Swings (SCO) - af All or Nothing Aerial Dance Theatre
  • Schön Anders (DE) - af Caren Oran & Moving Borders
  • Elefanten i rummet (BE) - af Geert Belpaeme
  • Hvad er det? (DK) - af Aaben Dans, Kamilla Wargo Brekling & Thomas Eisenhardt
  • Simple Machines (BE) - af Ugo Dehaes & Kwaad Bloed & Tuning People
  • Nøgensnegl (DK) - af Iben Damkjær
  • Im Flatterland (AT) - af Toihaus Theater
  • Den fantastiske historie om Basarkus (FR) - af Cie Lamento
  • Repeat Club (BE) - af fABULEUS og Danaé Bosman
  • 4. Pladsen (DK) - af Kinéo og Odsherreds Teater

Emner

Kategorier

Kontakt