Pressemeddelelse —
Aarhus har taget Musikhusparken til sig: Over 90.000 gæster i år
Fra knap 37.000 gæster i 2022 til foreløbig mere end 90.000 i 2026. Efter åbningen af den nye Musikhuspark sidste sommer har området udviklet sig til et nyt kulturelt samlingspunkt midt i Aarhus. Nu vil Musikhuset bygge videre på succesen og skabe endnu mere liv i parken året rundt.
Der er sommerdans og morgensang. Festivaler, opera og ballet. Skøjtebane og halvmaraton. Børn, der leger ved soppebassiner og på legepladsen samt aarhusianere, der slår sig ned uden nødvendigvis at have en billet til Musikhuset.
Aktiviteten i Musikhusparken har vist markant fremgang over de seneste år. Hvor arrangementerne i parken i 2022 tiltrak omkring 37.000 gæster, er besøgstallet steget markant i takt med områdets forvandling og det udvidede kulturelle program. I 2025, hvor den nye park åbnede midt på året, nåede det samlede besøgstal op på 84.000 gæster inklusiv vinterens skøjtebane. Otte måneder inde i 2026 har foreløbigt mere end 90.000 gæster deltaget i parkens aktiviteter, og tallet forventes at stige yderligere inden året er omme.
Jesper Kjeldsen, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, siger:
"Det er fantastisk at se, hvor hurtigt aarhusianerne har taget Musikhusparken til sig. På lidt over et år er den blevet et sted, hvor mennesker mødes om både store kulturoplevelser og helt almindeligt hverdagsliv. Det viser, at der er en stor appetit på levende mødesteder midt i byen. Ambitionerne har været store og det bliver de ved med at være."
De 90.000 gæster dækker over registrerede deltagere ved arrangementer i Musikhusparken. Dertil kommer et markant stigende hverdagsliv i parken, som ikke kan tælles op. Den nye legeplads, vandkunsten, det grønne areal og den nye café har gjort parken til et populært hæng-ud-sted, hvor betydeligt flere end tidligere kigger forbi i det daglige.
Kultur uden billet
Den nye Musikhuspark blev indviet i juni sidste år som et grønt løft af området foran Musikhuset. Parken indrettet til at rumme både store sceneproduktioner og uformelle hverdagsaktiviteter side om side, hvilket giver kulturlivet en ny, udendørs platform midt i byen.
Jan Christensen, direktør for Musikhuset Aarhus, fortæller:
”Vi bestræber os på at byens borgere og gæster i Musikhusparken kan møde kulturen på en helt anden måde. Man kan planlægge at komme og se ballet og opera eller meget andet, eller bare gå gennem parken og pludselig stå midt i en koncert, dans eller morgensang. Den spontanitet er vigtig for os. Vi vil skabe udendørs oplevelser af høj kvalitet og ofte gratis, for dermed at gøre døren til kulturen så bred som muligt og give endnu flere mulighed for at opdage noget, de ikke kendte i forvejen. Og vi er kun lige begyndt. Vores ambition er at udvikle Musikhuset og parken til en levende kulturdestination hele året. Et sted, man søger mod, også når man ikke har billet."
Blandt de mest besøgte oplevelser i 2026 er bl.a. ‘Kongelig Sommerballet’, ‘Opera i Parken’, SPOT Festival, Bestseller Aarhus City Half samt parkens skøjtebane, der tiltrak mange gæster i januar og februar.
Mere liv hele året
Musikhusparken lukker for sommerens arrangementer den 10. september, men inden da venter blandt andet en lang række udendørskoncerter under Aarhus Festuge. Sidst på året åbner skøjtebanen igen, og vil lyse parken op fra november til februar.
Musikhuset vil i de kommende år bygge videre på erfaringerne med kulturoplevelser, rekreative aktiviteter og samarbejder i parken. Målet er, at Musikhusparken skal være et sprudlende samlingspunkt med liv dag og aften, sommer og vinter - og en helt naturlig del af hverdagen midt i Aarhus.
Se mere på musikhuset.dk
For yderligere information, kontakt venligst:
HAVE Kommunikation
Stine Albrechtsen / stine@have.dk / 3024 1400
Regitze Porsborg / regitze@have.dk / 3048 3239
Om den nye Musikhuspark:
Den nye Musikhuspark åbnede i sommeren 2025 og binder Musikhuset, ARoS, Det Jyske Musikkonservatorium og det omkringliggende byrum sammen til ét samlet kulturelt samlingspunkt midt i Aarhus.
Hjertet i parken er Ringen - en ellipseformet sti af chaussésten, der samler området og omslutter et stort grønt areal med plads til både afslapning, aktiviteter og fællesskab. I Musikhusparken ligger også ARoS' nye værk As Seen Below, der er skabt af kunstneren James Turrell. Derudover byder parken på det nye legeområde Paris, udtænkt af kunstneren FOS, til børn i alle aldre med klatrevægge, rutsjebaner og plads til både leg og kreativ udfoldelse. I sommerhalvåret kan gæster opleve parkens nye vandkunst, der er skabt af billedhuggeren Morten Stræde, mens man i november og december kan bruge den populære skøjtebane.