Gå til indhold
Fotos: Marie Hald, Søren Rønholt

Pressemeddelelse —

Annika Aakjær bliver ambassadør for en af landets største Julehjælpsuddelere sammen med Knud Romer


Organisationen Dansk Folkehjælp har indgået et samarbejde med musiker, sangskriver og skuespiller Annika Aakjær om at blive ambassadør for årets Julehjælp. Dansk Folkehjælp uddeler hvert år Julehjælp til titusindvis af fattige børnefamilier. Annika Aakjær skal være ambassadør sammen med forfatter og debattør Knud Romer, der har været ambassadør for Dansk Folkehjælps Julehjælp siden 2023.

Sidste år søgte knap 20.000 trængte børnefamilier om økonomisk hjælp til at komme igennem julen hos Dansk Folkehjælp, som er en af landets største uddelere af Julehjælp. Familierne kan søge om en økonomisk håndsrækning til og med den 23. november, og organisationen forventer endnu et højt ansøgertal som følge af prisstigninger i årene med høj inflation, som bl.a. har resulteret i stigende ulighed.

Til at skabe opmærksomhed om årets indsamling har Dansk Folkehjælp allieret sig med musiker Annika Aakjær, der sammen med forfatter Knud Romer har sagt ja til at være ambassadør for årets Julehjælp.

Annika Aakjær udtaler:
”Jeg har altid haft et blik for uligheden i Danmark, og derfor føles det helt naturligt at bakke op om Dansk Folkehjælps julehjælp som ambassadør. Det er vigtigt for mig at støtte op om initiativer, der gør en konkret forskel for mennesker, som har brug for en hjælpende hånd.”


Knud Romer supplerer:
“Intet barn bør stå uden for fællesskabet. Det gælder hele året rundt, men julen udstiller uligheden på den mest brutale måde. Derfor bakker jeg igen i år op om Dansk Folkehjælps håndsrækning, der er en helt nødvendig indsats for at sikre flere børn en værdig jul.”

Hos Dansk Folkehjælp er generalsekretær Mirka Mozer dybt taknemmelig for opbakningen:
”At have Annika Aakjær og Knud Romer med ombord betyder meget for os. Når to stærke stemmer bakker op om Julehjælpen, er de med til at sætte fokus på den kæmpe udfordring, som vi i den grad har med fattigdom i Danmark. Når priserne stiger, rammer det dem, der allerede har mindst, allerhårdest, og for tusindvis af forældre er december fyldt med ondt i maven frem for glæde. Derfor er Annika og Knuds stemmer så vigtige: de hjælper os med at sætte fokus på, hvilken forskel Julehjælpen kan gøre.”

Stigende ulighed og høj inflation presser de mest udsatte børnefamilier
Behovet for julehjælp afspejler en virkelighed, hvor den økonomiske kløft vokser, og hvor hverdagen strammer til i bunden af samfundet. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vokser 48.600 børn i Danmark op i relativ fattigdom.

Samtidig viser nye tal fra tænketanken, at 5,3 procent af de danske børn lever med alvorlige materielle og sociale afsavn, hvilket er den højeste andel blandt de nordiske lande. Udviklingen understøttes af tal fra Danmarks Statistik, der viser, at indkomstuligheden i Danmark befinder sig på det højeste niveau siden 1980'erne med en Gini-koefficient på over 30.

Dansk Folkehjælp forventer fortsat massivt pres på Julehjælpen

De seneste fem år er antallet af ansøgere til Julehjælp steget med over 23 procent - fra knap 15.000 familier i 2020 til mere end 18.400 familier sidste år. I 2023 var tallet helt oppe på 21.500 ansøgere. Udviklingen vidner om en hverdag, der gennem længere tid er blevet mærkbart sværere for de mest udsatte børnefamilier, drevet af den høje inflation og stigende ulighed i Danmark.

Hos Dansk Folkehjælp forventer man derfor igen i år et meget højt ansøgertal. Mirka Mozer udtaler:
”Tallene taler desværre deres eget tydelige sprog. Selvom inflationen har lagt sig en smule for de fleste, er priserne ikke faldet igen. For de familier, der i forvejen vendte hver en øre, er hullet i budgettet kun blevet dybere. Vi forventer endnu en gang et massivt pres på Julehjælpen, for hverdagen er simpelthen så stram, at der absolut intet overskud er tilbage, når december melder sig.”

Dansk Folkehjælp uddeler Julehjælp til enlige forsørgere eller samboende på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år.

Ansøgningen til Julehjælp lukker d. 23. november og kan ansøges via www.folkehjælp.dk.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:

Stine Albrechtsen // stine@have.dk // 30 24 14 00
Karoline Maltha Jannerup // karoline@have.dk // 30 30 70 20
Alberte Gerrild // alberte@have.dk // 53 29 37 41

Om Dansk Folkehjælps Julehjælp

Dansk Folkehjælps julehjælp består af et gavekort på kr. 800 til julemad plus kr. 500 til julegaver pr. barn (dog maks. kr. 2.800 i alt pr. familie). Man kan ansøge om Julehjælp, hvis man er enlig forsørger på overførselsindkomst samt samboende/gift, hvor begge er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år.

Om Dansk Folkehjælp
Dansk Folkehjælp er i verden for at bekæmpe fattigdom, insistere på lige muligheder for alle, øge fællesskabers handlekraft og skabe varige sociale forandringer. Vi arbejder for og sammen med mennesker i socialt og økonomisk udsatte livspositioner. Det gælder både mennesker i akut nød, og dem, der lever i vedvarende udsathed.

Siden Dansk Folkehjælp blev stiftet i 1907 som social beredskabsorganisation, har vi har haft mennesker i centrum for alle vores aktiviteter, alle vores indsatser og alle vores strategier. Vi positionerer os med udgangspunkt i alle menneskers ret til aktivt medborgerskab og et liv i grundlæggende tryghed.

Dansk Folkehjælps indsatsområder er:
- FOLKEHJÆLPEN I DANMARK: Økonomiske håndsrækninger og frivillige sociale indsatser.
- FOLKEHJÆLPEN I VERDEN: Humanitær nødhjælp og global udvikling.
- FOLKEHJÆLPEN FOR TRYGHED: Førstehjælp, samaritter og beredskab.

Emner

Kontakt

  • Julehjælp_Annika-Knud.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5000 x 2500, 1,26 MB
    Download
  • Annika Aakjær - Foto_Marie Hald 11 (1).jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3000 x 4500, 1,54 MB
    Download
  • Knud Romer_Credit_Søren Rønholt.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3500 x 2333, 1,45 MB
    Download