Gå til indhold
Art in a Day: Seks københavnske kunsthaller lancerer 24-timers kunstprogram med performances over hele hovedstaden

Pressemeddelelse -

Art in a Day: Seks københavnske kunsthaller lancerer 24-timers kunstprogram med performances over hele hovedstaden

De seks kunsthaller Copenhagen Contemporary, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen GL STRAND, Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal og O – Overgaden er gået sammen om at skabe et 24-timers performanceprogram, Art in a Day. Den 24. juni fra kl. 00:01 til 23:59 vil hovedstaden byde på et væld af performancekunst af navne som Arvida Byström, Henrik Vibskov, Monster Chetwynd og Tosh Basco (tidligere kendt som boychild). Programmet er kurateret af Creator Projects og er gratis at deltage i.

Københavns stærke og alsidige kunstscene skyldes ikke mindst byens seks kunsthaller: Copenhagen Contemporary, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen GL STRAND, Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal og O – Overgaden.

Nu slår kunsthallerne sig sammen om et fælles performanceprogram, under navnet Art in a Day. Programmet vil vare 24 timer – fra 00:01 til 23:59 – den 24. juni og bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, som præsenterer performancekunst over hele hovedstaden.

En folkefest i performancekunstens tegn
Visionen med Art in a Day er at tilbyde danskerne en perlerække af danske og internationale kunstoplevelser og åbne kunsthallerne for et bredere publikum ved at flytte et fælles kunstprogram ud i byens rum.

Projektet bygger videre på de ambitiøse programmer for de seks kunsthaller. Ved at stå sammen er ambitionen at skabe et sammenhængende program, hvor mange flere kan få et indblik i nye talenter og etablerede stjerner fra kunstscenen i både Danmark og udlandet ved at invitere byens borgere til at mødes om performancekunsten på udvalgte steder i byen i løbet af ét døgn.

Art in a Day vil ikke blot finde sted i og omkring de respektive kunsthaller, men også i passagerne imellem dem – det vil sige i alt fra byens baggårde og broer, ved kanalen, i kirketårne og ved butiksfacader m.v.

Publikum er dermed ikke alene de folk, der aktivt opsøger begivenhederne, men i lige så høj grad dem, som tilfældigvis opholder sig i det københavnske byrum, hvor performancekunsten spontant vil poppe op.

”Langt større end noget, vi kunne have skabt hver især”
”Vi ser Art in a Day som en gave til København og alle de kunstinteresserede borgere og turister, der vil besøge byen for at opleve performancekunst i absolut verdensklasse. I en tid, hvor sociale relationer i stigende grad udleves i det digitale, tilbyder performancekunsten en kropslig tilstedeværelse og etablerer fysiske møder mellem mennesker. Samtidig er det en fantastisk måde at vise den bredde, det københavnske kunstliv rummer, ligesom vi får demonstreret, hvor forskellige de seks kunsthaller er,” fortæller Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg. Han tilføjer:

”Det bliver også en begivenhed, som er langt større end noget, vi kunne have skabt hver især. Det har været fantastisk at mærke den fælles entreprenørånd, der flyder så smukt mellem kunsthallerne, og som er forudsætningen for, at vi kan skabe en begivenhed som denne.”

Oplev et Dali-inspireret kæmpeøje og Vibskovs mystiske parade
Art in a Day kurateres af Creator Projects i tæt samarbejde med kunsthallerne, og man kan blandt andet glæde sig til at opleve performancekunst af navne som Arvida Byström, Henrik Vibskov, Monster Chetwynd og Tosh Basco (tidligere kendt som boychild).

Dina Vester Feilberg, direktør for Den Frie Udstillingsbygning, fortæller om programmet:
”Art in a Day kommer til at rumme performancekunst i alverdens afskygninger – fra Henrik Vibskovs stemningsfulde og mystiske parade til Monster Chetwynds Salvador Dali-inspirerede grædende kæmpeøje. Det bliver bjergtagende, underholdende og inspirerende på én og samme tid, og der er al mulig grund til at glæde sig.”

Creator Projects’ direktør Simon Friese uddyber:
”Vi brænder for at gøre kunsten tilgængelig på tværs af tid og rum, og det er afgørende for os at understrege, hvilken betydning kunsten har for samfundet – og det er alt sammen elementer, som på fornemste vis er til stede i Art in a Day.”

Art in a Day vil være gratis at deltage i. Flere kunstnere bliver offentliggjort når det fulde program lanceres i maj. Begivenheden er støttet af Festivalpuljen v. Københavns Kommune, Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Københavns Kommune.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Peter Pishai Storgaard · peter.storgaard@have.dk · 28 49 33 86
Anja Linnet · anja@have.dk · 22 65 53 48

Art in a Day fortsætter kunsthallernes flerårige samarbejde. Tidligere har institutionerne præsenteret performanceaftenerne Tonight is Art og kunstfestivalerne Copenhagen Art Festival og TRUST.

Om Copenhagen Contemporary
Copenhagen Contemporary er Københavns internationale kunstcenter, der har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i. CC viser nogle af verdens mest anerkendte kunstnere side om side med de nye talenter, der udfordrer kunsten og dens institutioner. På CC står samtidskunsten i centrum som et aktivt udgangspunkt for læring, formidling, outreach og inklusionsprojekter.

Om Den Frie Udstillingsbygning
Den Frie Udstillingsbygning er kunstnernes hus, skabt til kunsten, ejet af kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling, og tegnet af kunstneren J.F. Willumsen i 1898. Hvert år udstiller mere end 200 kunstnere fra både den nationale og internationale scene i de ikoniske sale, og de 12-16 årlige udstillinger spænder bredt fra store sammenslutningsudstillinger til solopræsentationer og ambitiøst kuraterede gruppeudstillinger med afsæt i Det Frie Udstillingsbygnings kunstneriske arv. Huset er rundet af andelsbevægelsens fællesskabstanke, og har fra sin grundlæggelse haft et internationalt udsyn og et fokus på nye eksperimenterende formater.

Om Kunstforeningen GL STRAND
Kunstforeningen GL STRAND er en kunsthal for moderne kunst og samtidskunst med en særlig københavnsk identitet og historie. Med en stærk international profil favner udstillingsprogrammet den unge danske kunstscene, internationale strømninger og nye sammenstillinger af kunsthistoriske emner, der afspejler vores samtid. Kunsthallen præsenterer årligt 6-8 udstillinger, en mødeinstallation og et mangfoldigt arrangementsprogram.

Om Kunsthal Charlottenborg
Kunsthal Charlottenborg er et af de største og smukkeste udstillingssteder for samtidskunst i Nordeuropa. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram med internationalt udsyn, der omfatter kunst af såvel talenter som etablerede stjerner fra både ind- og udland. Det toneangivende udstillingsprogram suppleres med en lang række aktiviteter som artist talks, performances, koncerter og filmvisninger.

Om Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Kunsthal præsenterer især dansk, men også international samtidskunst i unikke historiske omgivelser midt i København. Den smukke arkitektur indgår i samspil med skiftende udstillinger, senest af Nikoline Liv Andersen, David Lynch, Thomas Øvlisen, HuskMitNavn m.fl. Nikolaj Kunsthal har sit fokus på Københavns samtidskunstscene og er optaget af kunstmøder på tværs af genrer, medier og formater. Kunsthallen præsenterer også løbende koncerter, performances, middage, talks m.v.

Om O – Overgaden
O – Overgaden er en kunsthal for samtidskunst, der med udtalt fokus på helt nye stemmer fra den danske og internationale samtidskunstsscene årligt præsenterer ca. 8 store, nyproducerede soloudstillinger – størstedelen baseret på en demokratisk Open Call-udvælgelse. Hertil kommer et mangfoldigt program med blandt andet performances, talks og koncerter. O – Overgaden blev grundlagt i 1986 i et tidligere trykkeri mod Christianshavns kanal og har i mere end tre årtier været en toneangivende institution for ung samtidskunst i Danmark. Kunsthallen er grundlagt som en non-profit organisation og har fortsat altid fri entré.

Om Creator Projects
Creator Projects er et kunstbureau i København, som anser kunst for at være vital katalysator for samtidens dialoger, debatter og drømme. Med denne vision som grundsten for bureauets arbejde udvikler og kuraterer det nytænkende kunstprojekter, offentlige udsmykninger samt strategisk og kunstfaglig rådgivning for kunstinstitutioner, festivaler og andre private organisationer i Danmark og i udlandet. Creator Projects ejes og drives af grundlægger Simon Friese.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348
Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark