Gå til indhold
Foto: Martin Ivan
Foto: Martin Ivan

Pressemeddelelse -

Aveny-T præsenterer NOGEN ER UDE AT DRIKKE ØL

NOGEN ER UDE AT DRIKKE ØL er en rørende, sjov og anderledes forestilling om ensomhed og frygten for at være alene. Forestillingen er skrevet, instrueret og spilles af Mathilde Arcel Fock og får premiere på Aveny-Ts nye intim- og vækstlagsscene House of T den 1. december.

Handling
I NOGEN ER UDE AT DRIKKE ØL møder publikum Mathilde, der er alene hjemme, mens de andre er ude at drikke øl og socialisere sig med hinanden. I et forsøg på ikke at føle sig ensom prøver hun at distrahere sig selv ved f.eks. at sætte højt musik på og klæde sig ud som en anden. Her skaber hun et alter ego som en skotsk detektiv, der elsker sit eget selskab og har fået til opgave at opklare et mord. Men hvem er det, der er død, og hvordan?

NOGEN ER UDE AT DRIKKE ØL er en forestilling om frygten for at være alene og samtidig for at være sammen med andre og stikke ud i sociale sammenhænge. Det er en forestilling om at være to personer i en krop, og hvad der sker, hvis paraderne ryger ned, og de to personligheder smelter sammen.

”Følelsen af, at nogen pludselig lukker en dør, og man er den eneste tilbage, og så ved man, at hvis man hører en lyd, kan den kun komme fra en selv. Kampen for at kreere nok distraktioner til ikke at skulle face frygten for sit eget selskab og de tanker, der venter inde i hovedet, men også de grænseløse kvantespring fantasien kun laver, når der ikke er andre, og man lader sig rive med. Jeg er grebet af at tage den her oplevelse af at være alene og sprede den ud i et rum. Forbi mig selv og mit værelse og hele vejen ud over et publikum. Er det muligt at få følelsen af at være alene sammen?” spørger Mathilde Arcel Fock, der spiller rollen som Mathilde.

Holdet på og bag scenen
I forestillingens eneste rolle som Mathilde kan publikum opleve den nyudklækket skuespiller Mathilde Fock Arcel, der i sommers dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Siden barnsben har hun medvirket i både film, TV-serier og teater, som f.eks.Mille i serien af samme navn fra 2009 og i TV-serien DNA (2019). Hun har desuden medvirket i kortfilm som Næste stop (2018) og YOUNG (2020), ligesom hun også havde en af de tre hovedroller i Revolvers opsætning af An Education (2020), med hvilken rolle hun høstede stor anerkendelse og ros for.

Ud over Mathilde Arcel Fock har også Josephine Eusebius været dramatiker på forestillingen. Josephine er netop nu i gang med uddannelsen i Dramatisk Skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole.

Læs mere på https://www.aveny-t.dk/forestillinger/nogen-er-ude-at-drikke-ol


House of T - En scene for det helt nye unge og uprøvede
Om to år står Aveny-T´s nye væksthus til 27 millioner kroner klar. Men allerede nu tager teatret forskud på dette og trodser coronakrisen med House of T, der bliver der, hvor det helt nye sker. Hvor nyuddannede skuespillere debuterer med egne projekter - hvor vækstlaget får chancen - og hvor teaterchefen er hensat til en viceværtsrolle. 

House of T, der får 88 pladser – og hvor der, hvis corona tillader det, vil være DJ, fest og billige dåseøl, som tager over, når forestillingen er forbi.

”Der er så meget talent blandt unge – og en kolossal lyst hos dem til at skrive, spille og iscenesætte – til at ville teatret. De får nu chancen på Aveny-T i House of T. Med åbning af House of T markerer vi teatrets position som det nye og som vækstlagets scene. Aveny-T er teater af unge om unge og til unge og den ungdommens nationalscene, som vi så stenhårdt satser på at blive”, siger teaterchef, Jon Stephensen.

I september modtog Aveny-T årets Reumertpris for årets bedste ungdomsforestilling, da SKAM3 blev kåret. Desuden modtog dramatiker Sonja Ferdinand en af Reumerts talentpriser for sit manuskript til Aveny-Ts forestilling Klædt Af, om digitale krænkelser og deling af nøgenbilleder, ligesom skuespiller Lue Støvelbæk modtog en talentpris for sin rolle i SKAM3. Det er den bølge, House of T vil ride videre på.

Med venlig hilsen
HAVE A/S

For yderligere information, kontakt venligst:
Amalie Hermansen // amalie@have.dk // 21 79 33 82
Marie Dam Jensen // marie@have.dk // 29 93 62 66

Fakta om NOGEN ER UDE AT DRIKKE ØL
Spilleperiode: Den 1. december – 5. december 2020

Holdet bag:
Medvirkende: Mathilde Arcel Fock
Instruktion: Mathilde Arcel Fock
Dramatiker og tekstforfatter: Mathilde Arcel Fock og Josephine Eusenbius
Scenografi: Sofie Jürs
Producent: Aveny-T
Arrangør: Aveny-T

Emner

Kategorier

Kontakt