Gå til indhold
Kreditering: Kim Matthäi Leland

Pressemeddelelse

Christian Lollike og Copenhagen Phil sætter spot på Israel-Palæstina-konflikten i symfonisk storværk

22. og 23. oktober 2026

Med MELODRAMA #3 / SACRE: DET FØRSTE OFFER gør instruktør Christian Lollike og Copenhagen Phil op med den kunstneriske berøringsangst og sætter spot på en af vor tids største tragedier: Israel/Palæstina-konflikten. Den symfoniske koncertforestilling består af både symfoniorkester, sang, skuespil og videoscenografi og kan opleves den 22. og 23. oktober i Konservatoriets Koncertsal.

I efteråret 2026 præsenterer instruktør Christian Lollike, komponist Steingrímur Rohloff og Copenhagen Phil dette års Melodrama i Konservatoriets Koncertsal. MELODRAMA #3 / SACRE: DET FØRSTE OFFER tager afsæt i den smerteligt aktuelle konflikt mellem Israel og Palæstina. Forestillingen undersøger forholdet mellem mytologi, historiefortælling og de konflikter, der former vores selvforståelse og fjendebilleder.

Instruktør og dramatiker, Christian Lollike, udtaler:
Kunsten mister sin berettigelse, hvis ikke den tør kigge ned i samtidens afgrund. MELODRAMA #3 handler ikke om at placere skyld eller levere nemme moralske facitlister. I stedet undersøger værket, hvordan urgamle fortællinger nærer hadet og skaber fjendebilleder i dag. Hvad sker der med mennesker, når de opdrages med fortællingen om, at netop de er et udvalgt folk?”

Musikchef for Copenhagen Phil, Jakob Holtze, udtaler:
“Med Melodrama-formatets fusion af klassisk musik og højaktuel dramatik redefinerer Copenhagen Phil hele idéen om, hvad en klassisk koncert kan være. Som kulturinstitution vil vi skabe rum for de store, de svære og de nødvendige samtaler. I samspillet mellem Steingrímur Rohloffs stærke nykomponerede musik, Stravinskijs voldsomme partitur og et sublimt hold af skuespillere og sangere præsenterer vi med MELODRAMA #3 et værk med sjælden kunstnerisk tyngde og mod.”

Ur-myten om Isak og Ismail
Koncertforestillingen bygger på en af verdenshistoriens mest kendte offerfortællinger: Historien om Gud, der tester Abrahams tro ved at bede ham ofre sin søn. I Bibelen er det Isak, der skal ofres – i Koranen er det Ismail.

I Christian Lollikes fortolkning står de to brødre – der i jødedommen og islam regnes som stamfædre til de to folk – ansigt til ansigt for at prøve på at forstå deres fælles historie. Gennem en dramatisk dialog undersøges fænomenet "påført hukommelse": Begge brødre er vokset op med historien om, at de blev skånet af Gud på bjerget og givet et særligt gudsansvar. Værket stiller skarpt på, hvordan disse ældgamle fortællinger om exceptionalisme og fælles ur-traumer fortsat præger vores selvforståelser – og hvordan myter bruges til at legitimere krigens gru i dag.

En altomsluttende totaloplevelse
MELODRAMA #3 er en symfonisk totaloplevelse på scene og lærred. En historie, som fortælles af både symfoniorkester, sangere, skuespillere og videoscenografi. Kort sagt: Koncert, teater og film i én oplevelse.

Musikken består af Igor Stravinskijs storladne og voldsomme mesterværk Le Sacre du Printemps (Forårsofret), hvis to satser omkranses af et nyskrevet værk, Tribute 1-3, i tre satser af den islandsk-tyske komponist Steingrímur Rohloff, som er anerkendt for sine musikdramatiske værker og har fået sine værker opført i mere end 25 lande verden over.

Den prisbelønnede tegner Halfdan Pisket, der er kendt for sine ekspressionistiske, dystre motiver i bl.a. Dansker-trilogien, skaber nye tegninger til forestillingen, som scenografkollektivet Vertigo projicerer og animerer på store lærreder i koncertsalen; et levende, visuelt univers rundt om orkestret.

På scenen kan publikum – foruden symfoniorkestret Copenhagen Phil – glæde sig til at opleve skuespillerne Simon Bennebjerg og Zaki Youssef i rollerne som Isak og Ismail, og den Reumert-vindende sopran Sine Bundgaard og årets operatalent Laura Helene Hansen som deres mødre, Sara og Hagar.

MELODRAMA #3 er en uomgængelig invitation til at samles om en kunstnerisk undersøgelse af krigens høje pris, menneskets tro og de fortællinger, der både binder os sammen og splitter os ad.

Læs mere og køb billet her: https://copenhagenphil.dk/koncerter/Melodrama#3

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For mere information, kontakt venligst:
Michael Feder - michael@have.dk - 22 43 49 42
Amalie Søndergaard - amalie@have.dk - 28 58 81 50

FAKTA
Dato: Den 22. og 23. oktober 2026
Lokation: Konservatoriets Koncertsal og Foyer
Adresse: Julius Thomsens Gade 1, 1974 Frederiksberg C
Arrangør: Copenhagen Phil
Varighed: Ca. halvanden time
Billetsalg: https://copenhagenphil.dk/koncerter/Melodrama#3

CREDITS
Copenhagen Phil
Dirigent: Geoffrey Paterson
Skuespillere: Simon Bennebjerg / Zaki Youssef
Sangere: Sine Bundgaard, sopran / Laura Helene Hansen, sopran
Instruktør og manuskript: Christian Lollike
Steingrimur Rohloff: Tribute 1-3 (uropførelse)
Stravinskij: Le Sacre du Printemps, Forårsofret
Dramaturg: Anders Thrue Djurslev
Tegninger: Halfdan Pisket
Videoscenografi: Vertigo

Melodrama #3 er støttet eksklusivt af:

OM COPENHAGEN PHIL
Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester – tæller ca. 65 musikere og blev grundlagt i Tivoli i 1843, hvor orkestret fortsat spiller i sommersæsonen. I dag er Copenhagen Phil landsdelsorkester for hele Sjælland, Lolland og Falster og en moderne kulturinstitution, der spiller koncerter på hjemmebanen i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg foruden at rejse rundt i hele den sjællandske region og besøge skoleklasser samt spille koncerter for publikum i alle aldre på lokale spillesteder.

Det ligger Copenhagen Phil på sinde at skabe nye auditive og visuelle udtryk for offentligheden, der kaster nye perspektiver på symfoniorkestret som en innovativ kulturinstitution og tiltrækker nye publikummer. Copenhagen Phil er således et orkester, der spiller på mange strenge og bl.a. tilbyder 60 minutes-koncerter, hvor rytmiske musikere sætter det klassiske symfoniorkester i stævne, Open Orchestra hvor publikum inviteres til at gå rundt i orkestret, mens det spiller – samt den symfoniske genrehybrid, Melodrama, hvor publikum kan opleve en dramatiseret koncertforestilling sat i scene af en anerkendt instruktør tilsat både skuespil, sang, nykomponeret musik og en spektakulær videoscenografi.

OM CHRISTIAN LOLLIKE
Christian Lollike er en af Danmarks mest markante dramatikere og instruktører. Han er kendt for sit kompromisløse, tværkunstneriske bagkatalog, der konsekvent tager livtag med samtidens største politiske og etiske afgrunde. Hans værker tæller internationale succeser og prisbelønnede opsætninger som Manifest 2083, krigsballetten I føling, Living Dead, Black Madonna, Erasmus Montanus, Skolekomedien og senest Jeppe på Bjerget. Lollike er mangedobbelt Reumert-vinder – blandt andet som Årets Dramatiker – og har gennem sin karriere udmærket sig ved at sprænge teatrets rammer i tætte samarbejder med performancekunstnere, billedkunstnere og symfoniorkestre.

OM STEINGRÍMUR ROHLOFF
Steingrímur Rohloff er en anerkendt islandsk-tysk komponist med en omfattende international karriere. Hans værker er blevet opført i mere end 25 lande af førende orkestre, ensembler og operahuse verden over. Rohloff er uddannet fra Musikkonservatoriet i København og Conservatoire National Supérieur de Musique i Paris og er belønnet med adskillige nationale og internationale priser. Hans musikalske skaben spænder fra store symfoniske partiturer og operaer til tværæstetiske eksperimenter, hvor han forener en nutidig klangverden med en stærk dramatisk nerve.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt