Gå til indhold

Pressemeddelelse

Comic Con 2026 henter Disney-legende og Hollywood-stjerner til Danmark

7.-8. november 2026 i Bella Center, København

Nordens største popkulturelle event, Comic Con, er klar med endnu en række episke programafsløringer. I dag kan messen løfte sløret for, at den legendariske Disney-tegner Don Rosa gæster Bella Center den 7.-8. november 2026. Samtidig præsenteres årets officielle Comic Con-plakat, som er skabt af den anerkendte Marvel- og DC-tegner Chris Sprouse. Herudover kan fans af hitserien The 100 glæde sig til at møde seriens ikoniske hovedroller, Eliza Taylor og Bob Morley, mens line-uppet af spilverdenens største stemmeskuespillere udvides med bl.a. tilføjelsen af Baldur’s Gate 3-favoritten, Neil Newbon.

Efter den overvældende succes i 2025 rykker Comic Con igen i år ind i Bella Center i København med endnu mere stjernestøv. Disney-tegneren Don Rosa og stjerneparret Eliza Taylor og Bob Morley, kendt fra serien The 100, slutter sig til et i forvejen imponerende program, der spænder bredt over både Hollywood-drama, gaming-giganter og legendarisk tegneseriekunst. Gæsterne kan udover de nye tilføjelser også se frem til at opleve den Emmy-nominerede skuespiller Giancarlo Esposito (Breaking Bad, The Mandalorian), chefredaktør for DC Comics, Marie Javins, samt Baldur’s Gate 3-trioen Neil Newbon, Jennifer English og Aliona Baranova.

Fra Andeby til Gotham: Legendariske tegnere gæster Comic Con Danmark
Comic Con har i år sikret sig et skarpt felt inden for tegneseriens verden. På programmet finder man en vaskeægte Disney-legende, nemlig den ikoniske tegner Don Rosa. Med sine enormt detaljerige tegninger og aktuelle referencer har han fortryllet generationer af læsere og cementeret sig som den vigtigste arvtager til Carl Barks, den oprindelige skaber af Andeby og flere af byens elskede karakterer. Don Rosas absolutte hovedværk er den episke fortælling Her er dit liv, Joakim, der rummer over 200 sider om milliardærandens liv. Fortællingen indbragte ham desuden den prestigefyldte tegneseriepris Eisner Award i 1995.

Foruden Don Rosa lægger den prisvindende amerikanske tegner Chris Sprouse også vejen forbi Comic Con Danmark. Chris Sprouse har præget branchen i mere end to årtier og har i år tegnet den officielle Comic Con-plakat. Han brød for alvor igennem med DC Comics' Legionnaires og er i dag særligt berømt for kultserien Tom Strong, som han skabte sammen med Alan Moore. Med en imponerende karriere, der spænder over ikoniske titler som Batman, X-Men og Spider-Man samt Dark Horses Star Wars-fortællinger, bidrager Chris Sprouse med stor kunstnerisk alsidighed og et stærkt internationalt CV til årets messe.

Stjernepar fra The 100 indtager Bella Center
Blandt årets absolutte hovednavne er de to frontfigurer fra sci-fi-serien The 100, Bob Morley og Eliza Taylor, der i dag danner ægtepar i den virkelige verden.

Eliza Taylor, der brød igennem i den australske sæbeopera Neighbours (2005), er i dag verdensberømt for sin rolle som Clarke Griffin i The 100. Hun har desuden markeret sig i produktioner som Quantum Leap (2022-2023) og action-thrilleren The November Man (2014). Hendes mand og medspiller, Bob Morley, startede ligeledes karrieren i australsk tv i serier som Home and Away (2006), før han fik sit globale gennembrud som Bellamy Blake i The 100. Siden har han kunnet opleves i blandt andet miniserien Love Me (2021-2023), sci-fi-thrilleren I'll Be Watching (2023) og drama-serien The Family Next Door (2025).

Udover deres individuelle karrierer fortsætter parret deres professionelle samarbejde. Senest har de stået bag kortfilmen Status: Active (2025), som er skrevet og instrueret af Bob Morley og har Eliza Taylor i både producentstolen og i filmens hovedrolle.

Store navne tilføjes til programmet for "Voice Actors @ Comic Con 2026"
I år sætter Comic Con et særligt fokus på de talentfulde skuespillere, der lægger krop og stemme til nogle af de mest ikoniske karakterer fra de største videospil:

  • Besøgende kan se frem til at møde en af gaming-verdenens absolut mest produktive profiler, Troy Baker. Han er særligt kendt som stemmen bag hovedkarakteren Joel i videospillet The Last of Us. Den prisvindende skuespiller har desuden spillet over for Mads Mikkelsen i Death Stranding og lagt stemme til både Batman og The Joker i forskellige spiluniverser.
  • For fans af det prisvindende og internationalt anerkendte Baldur’s Gate 3 er der også godt nyt. Den absolutte fanfavorit Neil Newbon, der lægger stemme til den karismatiske vampyr Astarion, slutter sig til programmets to andre Baldur's Gate 3-stjerner, Jennifer English og Aliona Baranova. Newbon er derudover kendt for sine markante roller i store spil som Resident Evil Village og Detroit: Become Human.
  • Rækken af nye tilføjelser fuldendes af Luke Dale og Tom McKay, der begge har høstet stor anerkendelse som de bærende kræfter og stemmer bag det historiske og anmelderroste rollespil Kingdom Come: Deliverance I & II.

Blandt årets mere end 60 udstillere findes både internationale aktører og danske kreative kræfter, der tilsammen giver fans mulighed for at fordybe sig i deres favorit-universer, opdage nye trends og møde kunstnere, skabere og illustratorer. Udstillerne afsløres senere på året.

Meget mere end en messe
Comic Con har de seneste år udviklet sig til at være meget mere end blot et samlingssted for tegneserie- og popkulturfans - i dag er det tydeligt, hvordan eventet også er blevet en massiv fejring af mangfoldighed og inklusion.

På Comic Con mødes alle på lige fod, og en ægte følelse af fællesskab gennemsyrer hele eventet. Der er plads til forskellighed, og alle kan udtrykke sig frit og være deres autentiske selv - uden frygt for fordomme. Man kan komme som man er, i cosplay eller noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser!

Besøgende kan igen i år se frem til et spækket program fuld af stjernenavne, paneldebatter, Q&A’s, eksklusive sneak peeks og populære områder som bl.a. Star Wars Universe og Board Game Zone.

Læs mere om programmet og få løbende opdateringer om gæster og udstillere her: https://www.comiccondenmark.com/da/

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For mere information, kontakt venligst:
Sofie Ugilt – sofie@have.dk – 2251 8548
Amalie Søndergaard – amalie@have.dk – 2858 8150

Fakta
Sted: Bella Center, København
Dato: 7.- 8. november 2026

Åbningstider
Lørdag den 7. november: 10-19
Søndag den 8. november: 10-18

Om Comic Con
Comic Con er Nordens største kombinerede spil-, tegneserie- og filmmesse. Her deltager både spiludviklere, tegneserieskabere og dele af Hollywoods film- og tv-industri. Siden 2014 har Comic Con-events samlet titusindvis af fans i både Danmark, Finland og Sverige og skabt uforglemmelige øjeblikke. Hvert år byder Comic Con velkommen til over 100.000 besøgende, der sammen skaber minder for livet.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • Comic Con Denmark Poster Colors copy (1).jpeg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    6600 x 10200, 7,31 MB
    Download