Gå til indhold
Phil in Love er et helaftensevent arrangeret af Copenhagen Phil du ikke vil gå glip af.

Pressemeddelelse -

Copenhagen Phil præsenterer PHIL IN LOVE

Hvad enten man er på første date, andet ægteskab eller bare gerne vil have et skud kærlighed, så er PHIL IN LOVE den musikalske Valentines Day-event, man ikke må gå glip af. Lørdag den 14. februar inviterer Copenhagen Phil for første gang til en totaloplevelse, hvor alle sanser tages i brug.

Den brusende, berusende og brandvarme kærlighed. Copenhagen Phil er blevet ramt af Amors pil og inviterer for første gang til PHIL IN LOVE - et storslået, sanseligt og symfonisk stævnemøde på tværs af genrer og kunstarter med bl.a. komponisten Louise Alenius, sangeren Østen, multikunstneren Di Garbi og radiolegenden Jørgen de Mylius.

På Valentines lørdag d. 14. februar 2026 fyldes Konservatoriets koncertsal, foyer, indgang og hemmelige kælderkroge nemlig med store såvel som intime musikalske oplevelser, dragende indslag, charmerende talks og sitrende overraskelser. En kulturel helaftensevent med kærligheden som det gennemgående tema.

Musikchef for Copenhagen Phil, Jakob Holtze udtaler:
“Jeg glæder mig vildt meget til at åbne dørene for denne unikke og sanselige totaloplevelse på Valentines aften 2026. I hjertet af PHIL IN LOVE ligger en symfonisk koncert med noget af den smukkeste og mest romantiske musik, vi kan komme i tanke om - omgivet af et super lækkert program, som mange, tror jeg, vil være fristede af. Efter en Valentines-aften på Rodin Museet i Paris drømte jeg om at skabe vores eget kulturevent i Danmark, og det her program overgår mine hedeste drømme.”

En kærlighedserklæring til kærligheden
Publikum kan se frem til en aften med et program, der spiller på alle sanser. Hér vil Copenhagen Phil opføre udødelige værker som Prokofievs Romeo og Julie, såvel som nyklassikere af fx John Legend, Adele og Beyonce. Ligeledes kan publikum glæde sig til at blive kærlighedsvelsignet af komponist Louise Alenius, lytte til den fremadstormende popkomet Østen, der møder Phils strygere, spise smukt dekorerede østers og gå på opdagelse i husets pirrende, hemmelige undergrund, der kun åbenbarer sig for dem, der tør bevæge sig ned i mørket.

Dansere fra Den Kongelige Ballet indtager gulvet og lader musikken sætte kroppen fri, mens en talk om kærligheden til musikken - med bl.a. producer-guru Frederik Thaae og legenden Jørgen de Mylius - giver publikum indblik i, hvordan man skaber en ægte kærligheds-banger. Ligeledes vil forfatter og forsanger i bandet Ganger, Thomas Bach, kunne opleves i en talk om dokumentarfilmen Kærlighedsbreve fra Thy, der tager afsæt i en samling kærestebreve skrevet mellem hans forældre.

Man kan desuden overvære uropførelsen af Di Garbis kærlighedskomposition Vive L’amour, der for første gang ser dagens lys. Aftenen indhylles af et unikt centerpiece skabt af How To Kill A Dogs scenograf Petruska Miehe-Renard, der lader sine visioner flette fingre med husets tidløse modernisme.

Læs mere og køb billet her: https://copenhagenphil.dk/koncerter/phil-in-love/

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For mere information, kontakt venligst:
Amalie Søndergaard - amalie@have.dk - 28 58 81 50

FAKTA
Dato: Den 14. februar 2026
Lokation: Konservatoriets Koncertsal og Foyer
Adresse: Julius Thomsens Gade 1, 1974 Frederiksberg C
Arrangør: Copenhagen Phil
Støttet af Det Obelske Familiefond
Arrangementet produceres i samarbejde med ADBC
Billetsalg: https://copenhagenphil.dk/koncerter/phil-in-love/

OM COPENHAGEN PHIL
Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester – tæller ca. 65 musikere og blev grundlagt i Tivoli i 1843, hvor orkestret fortsat spiller i sommersæsonen. I dag er Copenhagen Phil lands­dels­or­kes­ter for hele Sjælland, Lolland og Falster og en mo­der­ne kul­tur­in­sti­tu­tion, der gi­ver kon­cert­er på hjemmebanen i Kon­ser­va­to­ri­ets Kon­cert­sal på Fre­de­riks­berg foruden at rej­se rundt i hele den sjællandske re­gi­on og besøge skoleklasser samt spille kon­cert­er for publikum i alle aldre på lokale spillesteder.

Det ligger Copenhagen Phil på sin­de at ska­be nye au­di­tive og vi­su­el­le ud­tryk for of­fent­lig­hed­en, der kas­ter nye per­spek­tiv­er på sym­fo­ni­or­kes­tret som en in­no­va­tiv kul­tur­in­sti­tu­tion og tiltrækker nye publikummer. Copenhagen Phil er således et orkester, der spil­ler på man­ge stren­ge og bl.a. til­byd­er 60 minutes kon­cert­er, hvor ryt­mi­ske mu­si­ke­re sæt­ter det klas­si­ske symfonior­kes­ter i stævne, Open Orchestra hvor publikum inviteres til at gå rundt i orkestret, mens det spiller – samt den symfoniske genrehybrid, Melodrama, hvor publikum kan opleve en dramatiseret koncertforestilling sat i scene af en anerkendt instruktør tilsat både skuespil, sang, nykomponeret musik og en spektakulær videoscenografi.

PROGRAMTEKSTER / PHIL IN LOVE
Di Garbi er komponist, producer, sangerinde og filmskaber. Uddannet som klassisk pianist og rytmisk sanger bevæger hun sig frit mellem genrer og formater og skaber cinematisk, elektronisk samtidsmusik med rødder i både Mozart og Tori Amos. Hun har komponeret musik til en række film – heriblandt Godless, som modtog hovedprisen på både CPH PIX og Locarno Film Festival – og har som artist in residence på Thorvaldsens Museum skabt koncertrækken When Shadow Meets The Light. Som filmskaber står hun desuden bag værkerne Wahe Guru – The Monologue Part of The Program og Don’t Fear The Weird.
Til PHIL IN LOVE optræder Di Garbi med et performanceværk udviklet særligt til aftenen.   

Louise Alenius er komponist, kunstner og performer med flere hundrede værker bag sig – fra Operaer og korværker til balletmusik, strygekvartetter og filmkompositioner. Hun har skabt musik for blandt andre Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst og er særlig kendt for værker som Silent Zone og Prequiem, der udfordrer grænserne mellem koncert, performance og ceremoni og har markeret hende som en af de mest originale stemmer i dansk musikliv. 
Til PHIL IN LOVE opfører Alenius kærlighedsritualet “ODE TIL KÆRLIGHED”, der er en kærlighedsceremoni om at vælge hinanden igen og igen. Alenius står bag både tekst og musik.  

La Mia Bella Sorella er et kunstnerisk samarbejde mellem søstrene Astrid og Katrine Grarup Elbo. Astrid Elbo er prisvindende solodanser ved Den Kongelige Ballet og modtog i 2022 Reumert-prisen som Årets Danser. Katrine Grarup Elbo er violinist og medlem af We Like We – en internationalt anerkendt strygekvartet i krydsfeltet mellem klassisk og eksperimenterende musik. Sammen skaber de tværæstetiske værker, hvor dans og musik undersøger relationer, spejlinger og følelsesmæssige bånd. 
Til PHIL IN LOVE præsenterer de et nyt, stedspecifikt værk udviklet særligt til aftenen.   

Petruska Miehe-Renard er scenograf og kostumedesigner med baggrund fra Det Kongelige Akademi. Hun arbejder i feltet mellem scenekunst, installation og visuel kunst, og er kendetegnet ved sin særlige sans for tekstur, kontrast og transformation. Hun har bidraget ved flere anmelderroste og Reumert-vindende teaterforestillinger og tv-produktioner, blandt andet gennem sit arbejde i teaterstudiet How To Kill A Dog, der står bag produktioner som Lolita for altid, Farvel til Madonna og Killjoy.
Til PHIL IN LOVE  står Miehe-Renard bag et unikt centerpiece, skabt specielt til lejligheden og som fletter fingre med den ikoniske location. 

Østen har på rekordtid markeret sig som en af de mest lovende stemmer på den danske musikscene. Debutsinglen Regn blev udvalgt som Ugens Uundgåelige på P3, debutalbummet Daylight (2024) blev en stjernespækket succes hos anmelderne og sendte den aarhusianske sangskriver på en danmarksturné med adskillige udsolgte koncerter. 
Til PHIL IN LOVE vil Østens sange blive fremført med hjælp fra Copenhagen Phils musikere i en unik fortolkning skabt særligt til denne aften. 

Jørgen de Mylius er radio- og tv-vært, forfatter og musikformidler og en af de mest ikoniske stemmer i dansk pop- og musikkultur. Siden debutprogrammet Top 20 i 1963 har han introduceret generationer af lyttere til alt fra internationale popsensationer til danske evergreens, og hans indgående kendskab til Melodi Grand Prix-historien har gjort ham til et levende arkiv over kærlighedens soundtrack gennem tiden. Som formidler er De Mylius kendetegnet ved sin varme, sit nærvær og sin evne til at åbne musikkens følelsesrum med både viden og anekdoter.
Til PHIL IN LOVE vil Jørgen de Mylius introducere de symfoniske koncerter i koncertsalen og moderere samtalen omkring kærligheden til musikken mellem musiker Østen og producer Frederik Thaae.

Frederik Thaae er producer, sangskriver og musiker med en markant position i det moderne danske musiklandskab. Nogle vil måske huske ham fra A Kid Hereafter, mens andre kender ham for sit arbejde med The Minds of 99, Jada, Saveus og en lang række af landets mest markante artister. Undervejs har han også været kapelmester for Aqua og tilbragt syv år som producer i Los Angeles. Dertil har han haft en stor finger med i spillet på bl.a. Barselonas ’Væbnet Hjerte’ og Artigeardits ’Længe Leve’. Thaae arbejder i krydsfeltet mellem det intime og det monumentale, hvor sårbarhed, produktion og fortælling smelter sammen i et klart musikalsk aftryk.
Til PHIL IN LOVE deltager han i en samtale om kærligheden til musikken og er manden bag lyden til Østens fortolkninger i samspil med musikere fra Copenhagen Phil.

Thomas Bach er sanger, sangskriver og forfatter– og en central del af det anmelderroste band Ganger, hvor han er med til at forme gruppens særegne og følelsesmættede lydunivers. Thomas arbejder med afsæt i sit eget ophav med en kaotisk opvækst i Hanstholm, der både er kommet til udtryk i albums, film og nyligst bogen Bunker. Ud over sit arbejde som forfatter og sanger i bandet Ganger er han omdrejningspunktet i dokumentarfilmen Kærlighedsbreve fra Thy, der tager afsæt i en samling kærestebreve skrevet mellem hans forældre og som folder sig ud som en poetisk rejse ind i familiehistorie, identitet og forsoning.
Til PHIL IN LOVE holder Thomas Bach en talk om filmen Kærlighedsbreve fra Thy og om det musikalske og emotionelle afsæt for Gangers 3. album Pisk. En samtale om kærlighed, kunst og de spor, fortiden efterlader i lyden.

Pink Oysters er et kulinarisk og æstetisk projekt, der forener gastronomi, sanselighed og performativ iscenesættelse. Med deres signaturservering, de smukt dekorerede østers, der balancerer elegance, råhed og legende komposition, skaber de små ceremonier af nydelse og nærvær. Deres arbejde udfolder sig i krydsfeltet mellem smag, håndværk og øjeblikkets skønhed, hvor hver servering bliver en invitation til at stoppe tiden et øjeblik.
Til PHIL IN LOVE skaber Pink Oysters en særlig kærlighedsritualiseret smagsoplevelse et hemmeligt sted i det gamle Radiohus.

Veranda Vin er en pop up-vinbar og smagsplatform med fokus på levende, ærlige og håndværksdrevne vine. Med udgangspunkt i små producenter og personlige historier kuraterer de vinoplevelser, hvor værtskab, ro og nærvær er centrale elementer. Deres tilgang er uformel, generøs og nysgerrig og fungerer som en invitation til at mødes over et glas og lade samtalen tage form.
Til PHIL IN LOVE flytter Veranda Vin for en kort stund adressen i Griffenfeldsgade 17 ud med toppen af koncertsalens forhal og skaber et intimt mødested for blikke, berøringer og små pauser midt i aftenens symfoniske strøm.

Emner

Kategorier

Kontakt