Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Copenhagen Photo Festival løfter sløret for stærkt eventprogram over hele byen

Joakim Eskildsen er en af de mange toneangivende fotografer, der kan opleves live på årets festival. 2. juni har han en samtale med Rune Gade om sin kunst og praksis i forbindelse med udstillingen 'Home works' på Fotografisk Center. Kreditering: Joakim Eskildsen

Copenhagen Photo Festival præsenterer årets endelige festivalprogram, der foruden adskillige fotoudstillinger byder på alt fra inspirerende talks og undersøgende paneldebatter til tankevækkende film og workshops, der sætter fokus på rewilding. Festivalen åbner med et kurateret grand opening-arrangement den 1. juni, mens World Press Photo-vinder Mads Nissen afrunder festivalen med årets sidste talk den 11. juni.

Copenhagen Photo Festival åbner torsdag den 1. juni med et stort grand opening-arrangement, der markerer begyndelsen på 11 dage fyldt med nutidig fotokunst, stærke film og indsigtsfulde talks. Festivalens grand opening fejres med DJ, happy hour og rewilded fotoperformance samt særomvisninger af de udstillende kunstnere i udstillingsparkens 13 udstillinger på Refshaleøen som en forsmag på, hvad festivalen har at byde på.

Samfundsaktuelle talks og paneldebatter undersøger kunsten og fotografiet
Foruden at præsentere sine besøgende for aktuel fotokunst, ønsker Copenhagen Photo Festival også at skabe plads til dialog og inspiration gennem et omfattende program af talks og paneler.

Under årets hovedtema rewilding åbner festivalen dørene til en række paneldebatter i samarbejde med FUTURES Photography, hvor bæredygtige kunstpraksisser, kunst i det offentlige rum og kunstig intelligens’ betydning for fremtidens fotografi og kunst, diskuteres. Panelerne består af fotografer, der udstiller på festivalen, og flankeres af en række gæstetalere såsom Carina Hammer, ansvarlig for bæredygtighed på Louisiana Museum of Modern Art, Lisa Giomar Hydén Exhibitions Director på Fotografiska Stockholm og Majken Overgaard fra Korridor.

Ud over det professionelle program på Refshaleøen kan man i år opleve interessante samtaler om fotografi over hele byen bl.a. på fotobogmarkedet hos Kunstforeningen GL STRAND, Theilgaard Academy, Thiemers Magasin samt på Fotografisk Center og Det Kgl. Bibliotek og en række andre af festivalens udstillingssteder. På programmet er blandt andre Fryd Frydendahl, Joakim Eskildsen, Per Bak Jensen, Ole Christiansen, Lærke Posselt og Torben Eskerod.

Udfordr dine fotografiske evner og kom til filmvisning med dansk instruktør
Undervejs i Copenhagen Photo Festival vil der være en række workshops, der tager dig tilbage til fotografiets tidlige teknikker. Her kan du prøve kræfter med cyanotypi, wet plate-fotografi, polaroid transfer eller sy din egen notesbog med den elegante japanske bogbindingsteknik.

Copenhagen Photo Festival byder i år også indenfor til et omfattende filmprogram med efterfølgende samtaler både på Refshaleøen samt i et særprogram på Cinemateket. På Refshaleøen kan man således opleve Phie Ambos seneste film “Organiseret vildskab”, der stiller skarpt på de dilemmaer og modstridende interesser, der opstår i et samfund i Thy i Nordjylland, da samfundet bliver introduceret til rewilding af et lokalt skovområde. Efter filmen vil der i samarbejde med Imagine5 og Bio Bio være en paneldebat med blandt andre Phie Ambo om, hvordan vi kan rewilde Danmark og få mere vild natur.

Tre gange World Press Photo-vinder sætter prikken over i’et på årets festival.
En af verdens mest anerkendte fotografer, Mads Nissen, der har vundet hovedprisen i World Press Photo tre gange, runder Copenhagen Photo Festival af med en artist talk om sit seneste projekt SANGRE BLANCA.

SANGRE BLANCA er lavet i et unikt samarbejde med den colombianske kunstner Juan Arreaza, og undersøger kokainens rejse fra et laboratorium i Colombia til en natklub i Kødbyen. Med fotografier, oliemalerier og installationer gives et unikt indblik i den historisk høje kokainhandel og dens menneskelige konsekvenser.

Med denne præsentation skaber Mads Nissen en direkte forbindelse til Copenhagen Photo Festival 2024, hvor han vil være et af årets hovednavne med sin udstilling af SANGRE BLANCA. I forbindelse med talken løftes også sløret for næste års bærende tema.

Festivalens fulde program kan findes her: https://copenhagenphotofestival.com/en/

Til nogle af begivenhederne er der brug for pladsreservation. Læs mere og find billetter her: https://billetto.dk/users/copenhagen-photo-festival--880de6df-2ae8-4d16-af18-5f889c3cf13b

For pressehenvendelse, kontakt:
Sara Jeppesen, 2241 0048, sara@have.dk
Alberte Zimsen, 2979 5659, alberte@have.dk

For yderligere information om festivalen, kontakt:
Christine Almlund, 3137 7223, press@copenhagenphotofestival.com

Om Copenhagen Photo Festival
Den 1.-11. juni 2023 er det den 13. gang, Nordens største fotofestival løber af stablen. Festivalen afholdes i nært samarbejde med gallerier, museer og kulturinstitutioner i København og Sydsverige. Hvert år bidrager etablerede og spirende danske og udenlandske fotografer, og festivalen har et besøgstal på mere end 40.000. I år sætter festivalen fotografiet på dagsordenen under temaet ‘Rewilding’ via udstillinger, workshops, talks, portfolio reviews og sociale events.

Museer, gallerier og kunsthaller byder indenfor til årets fotofestival
Copenhagen Photo Festival inviterer i år til at gå på opdagelse i fotografiets verden på tværs af Storkøbenhavn og Sydsverige, når gallerier, museer og kunsthaller åbner dørene og inviterer indenfor til en række events, talks og udstillinger, der alle berører kunst- og dokumentarfotografiet. Programmet inkluderer institutioner og kunsthaller såsom Louisiana, Det Kongelige Bibliotek, Fotografisk Center, Søfartsmuseet, Nordatlantens Brygge, Nikolaj Kunsthal, Martin Asbæk Gallery, Alice Folker Gallery, Skovhuset i Værløse og Galleri Format m.fl. Udover de mange samarbejder på tværs af den københavnske kunst- og fotoscene arbejder festivalen i år sammen med Art Week om forskellige publikumsaktiviteter rundt om i byen.

Emner

Kontakt

Sara Jeppesen

Sara Jeppesen

Pressekontakt Juniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark