Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Danmarks Underholdningsorkester fejrer 10-års jubilæum med et brag af en koncert

Kreditering: Toke Bjørneboe, Danmarks Underholdningsorkester

Danmarks Underholdningsorkester (DUO) markerer sin 10-års fødselsdag som privat, musiker-ejet orkester med en stor jubilæumskoncert d. 13. april 2025 i DKDM’s Koncertsal på Frederiksberg. Chefdirigent Adam Fischer vil her lede et særligt sammensat program med værker af Haydn, Beethoven, Brahms – og tre gøende hunde!

Imod alle odds
Da Danmarks Underholdningsorkester blev etableret som musiker-ejet orkester i 2015, var det med en vision om at skabe et musikalsk fællesskab, der kunne overleve på egen fod. Takket være dedikation fra ildsjæle, crowdfunding og generøs støtte fra fonde og erhvervsliv, er orkestret i dag en blomstrende, selvstændig aktør på den danske musikscene. På trods af økonomiske udfordringer og kulturpolitiske forandringer har DUO ikke blot formået at overleve, men også styrket sit kvalitative niveau, hvilket vi ønsker at fejre med denne unikke koncert.

Haydn, Beethoven, Brahms – og gøende hunde
DUO har inviteret sit trofaste publikum og musikere til at være med til at forme programmet for denne jubilæumskoncert. Publikum har haft mulighed for at stemme på deres yndlingssymfoni af Brahms, mens orkestrets musikere har valgt den Beethoven-symfoni, de ønsker at opføre. Adam Fischer fuldender programmet med en personlig Haydn-favorit, og vi præsenterer desuden et særligt musikalsk gensyn: Leopold Mozarts Jagtsymfoni med tre gøende hunde som bemærkelsesværdige "solister". Publikum garanteres dermed samlet set en aften de sent vil glemme.

Kom og vær med til at fejre en stor milepæl i orkestrets historie ved denne ekstra festlige aften i selskab med Danmarks Underholdningsorkester og Adam Fischer.

Billetter kan købes her: https://underholdningsorkester.dk/jubilaeum

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen · stine@have.dk · 30241400
Camilla Bram Schultz · cb@underholdningsorkester.dk · 22801547

Emner

Kategorier

Kontakt