Pressemeddelelse -
Dansk film hitter globalt: Jeanette Nordahls BEGYNDELSER solgt til USA!
Efter en en anmelderrost dansk biografpremiere i torsdags og med en forrygende premiereweekend, hvor filmen er åbnet med 46.277 billetter inklusiv forpremierer, kan det nu offentliggøres, at Jeanette Nordahls Oscar shortlistede, livsbekræftende kærlighedsdrama, BEGYNDELSER, er solgt til USA.
Distributionsaftalen for det nordamerikanske marked er indgået med den anerkendte distributør Cineverse, der står bag Oscar-nominerede titler som The Invisible War, Waste Land, og Hell and Back Again.
Ikke kun i USA vækker BEGYNDELSER begejstring. Aftalen med Cineverse bestyrker nemlig en allerede solid distribution i hele verden, hvor filmen desuden er sikret distribution i store markeder som Polen, Slovenien, Bulgarien, Spanien, Australien, New Zealand, Grækenland, Ungarn og Estland.
BEGYNDELSER, der fik verdenspremiere på Berlinalen i februar 2025, har gæstet prestigefyldte internationale festivaler såsom Seattle International Film Festival, Espoo Ciné, Oslo Pix, Nuuk International Film Festival og São Paulo International Film Festival.
BEGYNDELSER er blevet vist på Thessaloniki International Film Festival, Noordelijk Film Festival og Hilversum Festival og senest Palm Springs International Film Festival og Göteborg Film Festival i januar.
Stærk anmeldermodtagelse
BEGYNDELSER havde dansk biografpremiere i torsdags den 15. januar 2026 som en del af Biografklub Danmark og er blevet mødt af særdeles positive anmeldelser. Både Berlingske og Børsen kvitterer med 5 ud af 6 stjerner. Børsen kalder filmen for en “femstjernet oplevelse, som mange bør unde sig her i vintermørket” og peger på samspillet mellem det velskrevne manuskript, den rørende historie og de dygtige skuespillere. Også Politiken roser filmen, hvor Trine Dyrholm i rollen som den stroke-ramte Ane betegnes som en "kæmpepræstation i en langt hen ad vejen overvældende film".
Også blandt publikum er interessen tydelig, hvor billetsalget er kommet stærkt fra start.
Handling
Ane og Thomas står midt i en skilsmisse, men har ikke fortalt det til børnene endnu. Thomas er lige ved at flytte sammen med sin nye kæreste, da Ane pludselig rammes af en livsændrende blodprop. De beslutter at blive boende sammen, indtil Ane får det bedre, og mens hun indædt kæmper for at komme tilbage til sit gamle jeg, må de begge se en ny virkelighed i øjnene og finde håbet, der hvor ingen forventede at finde det.
BEGYNDELSER er et livsbekræftende og rørende kærlighedsdrama om, hvad der sker i en familie og i et parforhold, når livsbanen for et af medlemmerne pludselig ændres.
Holdet foran og bag BEGYNDELSER
I rollerne som ægteparret Ane og Thomas kan publikum glæde sig til at opleve Trine Dyrholm og David Dencik, der i BEGYNDELSER for første gang spiller over for hinanden i hovedroller siden En Soap fra 2006.
Trine Dyrholm er en af de mest prisbelønnede danske skuespillere og har senest medvirket i den Oscar-nominerede Pigen med nålen (2025) samt den anmelderroste spillefilm Det Andet Offer (2025).
David Dencik har en lang og flot karriere, både i udlandet, blandt andet i James Bond-filmen No Time to Die (2021), og herhjemme, hvor han senest høstede en Robert for sin rolle i DR-serien Huset samt medvirkede i Thomas Vinterbergs TV2-serie Familier som vores.
I andre centrale roller ses bl.a. Johanne Louise Schmidt, Bjørk Storm Engelhardt Kirkegaard og fynske Luna Fuglsang Svelmøe.
BEGYNDELSER er instruktør Jeanette Nordahls anden spillefilm efter mafiadramaet Kød & Blod med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen. Jeanette Nordahl er uddannet fra den uafhængige filmskole Super16 i 2012 og har senest instrueret tv-serien Drømmeren - Karen Blixen bliver til samt opfølgeren til den prisbelønnede BBC tv-serie Responder. Foruden BEGYNDELSER, er Jeanette Nordahl lige nu også aktuel med den anmelderroste BBC dramaserie Waiting for the Out, der havde premiere den 3. januar 2026.
Jeanette Nordahl har sammen med Rasmus Birch skrevet manuskriptet til BEGYNDELSER. Filmens fotograf er Shadi Chaaban, klipper er Rasmus Gitz-Johansen, production designer er Nikolaj Danielsen, lyddesigner er Kristian Eidnes, og komponist er Nathan Larson.
BEGYNDELSER er produceret af Snowglobe v/ Eva Jakobsen, Katrin Pors og Mikkel Jersin og i co-produktion med Hobab v/ Nima Yousefi & Lemming Film Belgium v/ Erik Glijnis, Leontine Petit og Dries Phlypo.
BEGYNDELSER er støttet af Det Danske Filminstitut/Kalle Bjerkø, Svenska Filminstituttet/Ami Ekström, FilmFyn/Klaus Hansen, Eurimages, Council of Europe, Nordisk Film og TV Fond/Liselott Forsmann & Torleif Hauge, Creative Europe Media, Tax shelter of Belgian federal government samt BNP Paribas Fortis Film Finance i samarbejde med TV2 Danmark, SVT og RUV.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt:
Rikke Hesselholt // 28 43 38 93 // rikke@have.dk
Sofie Ugilt // 22 51 85 48 // sofieugilt@have.dk
Fakta om BEGYNDELSER
Rollelisten:
- Ane: Trine Dyrholm
- Thomas: David Dencik
- Stine: Johanne Louise Schmidt
- Clara: Bjørk Storm
- Marie: Luna Fuglsang Svelmøe
Filmholdet:
- Instruktion: Jeanette Nordahl
- Manuskript: Rasmus Birch og Jeanette Nordahl
- Producere: Eva Jakobsen, Katrin Pors og Mikkel Jersin
- Fotograf: Shadi Chaaban
- Klipper: Rasmus Gitz-Johansen
- Production Designer: Nikolaj Danielsen
- Lyddesigner: Kristian Eidnes
- Komponist: Nathan Larson
- Caster: Anja Philip
- Makeup-designer: Marie Messien
- Kostumedesigner: Catherine Marchand
- Selskab: Snowglobe
- Investorer/samarbejdspartnere: Det Danske Filminstitut, Svenska Filminstituttet, FilmFyn, Eurimages, Nordisk Film og TV Fond, Creative Europe, TV2 Danmark, SVT, RUV, Belgian Tax shelter of Belgian federal government, BNP Paribas Fortis Film Finance og September Film (Benelux)
Øvrige fakta:
- Dansk biografdistribution: Scanbox Entertainment
- International salgsagent: REinvent International Sales
- Optagelser: 29. April – 13. juni 2024
- Biografpremiere: Den 15. januar som en del af Biografklub Danmark