Pressemeddelelse -
Dansk Folkehjælp: Årets Julehjælpsmodtagere befinder sig i en “ekstremt” presset situation
I år har 18.458 familier søgt om økonomisk hjælp til at komme gennem julen. I disse hjem bor i alt 33.922 børn. Alle ansøgere har bidraget til en undersøgelse, der tegner et ulykkeligt billede af familiernes livssituation: 40% af ansøgerne angiver, at deres økonomiske situation påvirker deres børn negativt, mens over halvdelen af ansøgerne oplever, at deres livssituation er blevet forværret de sidste fem år. Familierne er ekstra pressede af højere leveomkostninger, mens ydelsesniveauerne står stille og ikke følger den stigende inflation. De seneste fem år er ansøgertallet steget med 23%.
Dansk Folkehjælp, der er en af landets største uddelere af Julehjælp, har siden den 13. oktober taget imod ansøgninger fra pressede børnefamilier, der kan søge økonomisk hjælp til at komme gennem julen.
Mirka Mozer, generalsekretær fra Dansk Folkehjælp, udtaler:
“Det mest bekymrende i år er ikke kun det høje ansøgertal, men også det, familierne fortæller os om deres hverdag. Når så mange beskriver, at presset rammer deres børn, ser vi tydelige tegn på, at økonomisk udsathed også glider over i social udsathed. Det er en alarmklokke, vi som samfund ikke kan ignorere. For børnene betyder det færre muligheder, flere afsavn og en december, der ligger langt fra andre børns. Derfor er Julehjælpen en helt nødvendig indsats for at sikre børn en værdig jul, mens vi arbejder for mere langsigtede løsninger. Og vi får brug for al den støtte, vi kan mobilisere.”
Halvdelen af ansøgerne oplever forværret livssituation
Data fra årets 18.458 ansøgere viser, at familiernes økonomi er så presset, at helt basale funktioner i hverdagen er truet. 80% kan ikke betale en uforudset udgift på 2.000 kr., og over de seneste seks måneder har 27% måttet undlade at betale faste udgifter som husleje, el og varme. Næsten 85% har været nødt til at låne penge af venner for at få økonomien til at hænge sammen.
Presset rammer også børnefamiliernes helbred og trivsel: 25% fortæller, at de nogle gange spiser færre end tre måltider om dagen, 37% føler sig stressede, og 35% sover dårligt. For børnene betyder økonomien både færre muligheder og mindre deltagelse: 20% af familierne angiver, at de ikke har råd til at sende deres børn til en fritidsinteresse, og hele 40% af forældrene oplever, at økonomien påvirker deres børns trivsel negativt.
37% af ansøgerne vurderer deres livssituation som enten dårlig eller meget dårlig, og over halvdelen af alle ansøgere angiver, at deres livssituation er blevet forværret de seneste fem år.
En barsk virkelighed
I starten af 2025 gennemførte Dansk Folkehjælp en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt tidligere ansøgere til økonomisk støtte. I alt deltog 9.588 personer, heraf 7.821 med fuldstændige besvarelser.
Undersøgelsen tegner et klart billede af familier med meget begrænset økonomisk råderum og betydelig social udsathed. Mange beskriver en følelse af at stå udenfor fællesskabet og af at have mistet troen på deres egen værdi i samfundet. Pengene rækker markant dårligere end, hvad der kan betegnes som normalt i Danmark.
I dag lever 49.500 børn i familier med så lille en økonomisk margin, at det kan være svært at få råd til mad, medicin og andre helt basale fornødenheder.
Se mere om årets Julehjælpsansøgere her
Se mere om rapporten Folkehjælpen Fokus her
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere info, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen // stine@have.dk // 30241400
Karoline Maltha Jannerup // karoline@have.dk // 30307020
Ansøgertal hos Dansk Folkehjælp de sidste fem år:
2024: 20.319
2023: 21.581
2022: 16.729
2021: 16.837
2020: 14.998
Om Dansk Folkehjælps Julehjælp
Dansk Folkehjælps julehjælp består af et gavekort på kr. 800 til julemad plus kr. 500 til julegaver pr. barn (dog maks. kr. 2.800 i alt pr. familie). Man kan ansøge om Julehjælp, hvis man er enlige forsørgere på overførselsindkomst samt samboende/gift, hvor begge er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år.
Om Dansk Folkehjælp
Folkehjælpen er i verden - lokalt, nationalt og globalt - for at bekæmpe fattigdom, insistere på lige muligheder for alle, øge handlekraft og skabe varige sociale forandringer.
Organisationen etablerer stærke fællesskaber og øger social og økonomisk tryghed for mennesker, der lever i udsatte livssituationer. Folkehjælpen anerkender alle menneskers ret til basal social og økonomisk tryghed og mener, at alle mennesker grundlæggende er motiverede for at mestre egen tilværelse.
Som organisation insisterer Dansk Folkehjælp på alle menneskers lige mulighed for at udvikle livsmestring og livskvalitet. Siden stiftelsen som beredskabsorganisation i 1907 har organisationen i dag 26 lokalafdelinger samt knap 2.000 engagerede frivillige og medlemmer.
Læs mere på www.folkehjaelp.dk.