Pressemeddelelse -
Dansk topproducer rykker til Zentropa
Filmproducer Mikael Rieks har indgået en samarbejdsaftale med Zentropa fra 1. januar 2026.
Billedtekst. Mikael Rieks, 2025. Fotograf: Andrejs Strokins
Zentropa har indgået en aftale med den danske filmproducer Mikael Rieks, som betyder, at den danske topproducer bliver en del af produktionsselskabet fra årsskiftet.
Mikael Rieks har produceret spillefilm for stjerneinstruktører som Paprika Steen, Martin Zandvliet, Ole Christian Madsen og May el-Toukhy. Han har produceret de to seneste Afdeling Q-film, han har fået en film Oscar-nomineret, og han har gennem de seneste 17 år stået bag en lang række store biografsucceser herhjemme. Lige nu er han aktuel som producer for Paprika Steens anmelderroste publikumssucces Det Nye År og så har han netop afsluttet optagelserne til May el-Toukhys kommende storfilm Kvinde, Ukendt, som forventes at få premiere næste år.
Filmkunsten går hånd i hånd med det kommercielle
På Zentropa er der stor glæde over, at Mikael Rieks nu bliver en del af det danske filmselskab. Producerne Louise Vesth og Sisse Graum Jørgensen, der udgør en del af ledelsen, udtaler:
- ”Vi glæder os fantastisk meget til, at Mikael Rieks kommer ud til Zentropa. Hans evne til at kombinere kunstnerisk kvalitet med det kommercielle og en næse for, hvor publikum er, afspejler meget præcist vores egen filosofi om at lave film herude i Avedøre. Hjertelig velkommen til Mikael.”
Også Mikael Rieks glæder sig. Efter 13 gode år hos Nordisk Film Production ser han meget frem til at rykke teltpælene op og flytte ud i Filmbyen. Han supplerer:
- ”Dansk film i verdensklasse – så enkelt mener jeg det kan siges, når jeg tænker på Zentropa. Uden Zentropa ville vi ikke have haft en film guldalder i nyere tid, og selskabets særlige DNA sidder i alle væggene og gennemsyrer stadig Filmbyen i Avedøre – hvor der er plads til store armbevægelser, den kunstneriske kompromisløshed og de vilde ideer samtidig med, at det er en klar ambition, og med rette, at filmene skal finde sit publikum nationalt såvel som internationalt.
- Nordisk Film Production har været mit hjem i mange år og jeg er taknemmelig for den tid jeg har haft i det regi; men nu ser jeg frem til at skabe et nyt fundament for de film, jeg brænder for at producere. I en tid hvor spillefilmen har trange kår, satser og tror Zentropa stadig på filmen som kunstart, og derfor er jeg sikker på at jeg vil føle mig hjemme i Filmbyen. Jeg glæder mig til at stå skulder ved skulder med mine nye kollegaer og kæmpe for dansk film.”
Fra FC Zulu til Bjarne Riis
Mikael Rieks (56 år) er født i Slangerup og blev uddannet fra Københavns Film & Medie Skole i 1992. Han begyndte som tv-producer i B&U-afdelingen på DR og producerede derefter tv-succeser som Åndernes Magt, På kanten af verden og FC Zulu, før han i 2003 tog springet fra tv til film og begyndte på Nordisk Film for første gang. I 2008 dannede han sit eget selskab Koncern Film og gik i samarbejde med Cosmo Film i 2011, og året efter vendte han tilbage til Nordisk Film, hvor han har været lige siden.
Inden han begyndte at producere fiktionsfilm, stod han også bag Asger Leths Haiti-dokumentar Ghosts of Cité Soleil (2005) og Tómas Gislasons sportsfilm Overcoming (2005) om Bjarne Riis’ cykelhold Team CSC.
Dirch Passer og Oscar-nominering
Hans første fiktionsfilm som producer var Charlotte Sachs Bostrups familiefilm Karlas Kabale (2007), og derefter fulgte tre filmdramaer fra den prisbelønnede instruktør Martin Zandvliet - Applaus med Paprika Steen i en prisbelønnet powerpræstation (2009), kæmpesuccesen Dirch (2011) med Nikolaj Lie Kaas i titelrollen som Dirch Passer, som solgte næsten en halv mio. biografbilletter samt den Oscar-nominerede 2. Verdenskrigsfilm Under Sandet (2015).
Paprika Steen og Afdeling Q
Senere producerede Mikael Rieks også Zandvliets prisbelønnede publikumssucces Toves værelse (2023) baseret på det populære stykke af samme navn, ligesom han har produceret Paprika Steens biografhits Den tid på året (2018), Fædre og mødre (2022, hvor han var executive producer) og netop nu den biografaktuelle nytårsfilm Det Nye År, som både har modtaget fantastiske anmeldelser og trækker publikum i biografen i stor stil.
Han har også produceret film nr. fem og seks i Afdeling Q-filmserien – Marco Effekten (2021) og Den Grænseløse (2024), hvor han lancerede Ulrich Thomsen som ny Carl Mørck. Og senest har han både lanceret den Oscar-nominerede Pigen Med Nålen, der overraskede alt og alle ved at sælge over 230.000 biografbilletter og så er han som nævnt ovenfor lige nu i gang med at færdiggøre May el-Toukhys kommende storfilm Kvinde, Ukendt, som forventes at få premiere næste år.
Sideløbende med at han starter samarbejdet med Zentropa fortsætter Mikael Rieks med at have producerrollen og ansvaret for Det nye år og Kvinde, ukendt for Nordisk Film Production indtil begge film er færdiggjort, lanceret og har gennemlevet deres festivalliv både lokalt og internationalt.
For yderligere information, kontakt undertegnede.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk