Gå til indhold
Marie Jacquot debuterer med Danmarks Underholdningsorkester i Den Sorte Diamant

Pressemeddelelse -

De Rejsende – en koncert om bevægelse og livsrejser

Marie Jacquot debuterer med Danmarks Underholdningsorkester i Den Sorte Diamant

Hvordan former det at være rejsende et menneskes liv – og dets musik? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Danmarks Underholdningsorkester inviterer til koncerten De Rejsende søndag den 10. maj 2026 kl. 16 i Dronningesalen i Den Sorte Diamant.

Programmet samler værker af fire komponister, for hvem rejsen og drømmen om den har været afgørende: Felix Mendelssohn, Wolfgang Amadeus Mozart, Niels W. Gade og Pēteris Vasks. På hver deres måde lod de sig forme af rejsen – og omsatte erfaringerne til musik, der stadig bevæger os i dag.

Koncerten iscenesættes med en samtale mellem Rie Koch og en interessant gæst (der offentliggøres senere), der vil åbne for nye perspektiver på komponisternes liv og værker. I pausen får publikum desuden en sjælden mulighed for at komme helt tæt på et originalt manuskript af Niels W. Gade, som udstilles i en højsikret montre. En musikforsker fra Det Kongelige Bibliotek vil her fremvise materialet og fortælle om dets betydning.

Efter pausen følger en sjælden opførelse af Niels W. Gades 4. symfoni. Danmarks Underholdningsorkester vil i de kommende år have et særligt fokus på Gades ofte uretmæssigt glemte musik – med udgangspunkt i den energiske og forfriskende tilgang, der har præget orkestrets anmelderroste Haydn-fortolkninger.

Koncerten markerer samtidig Marie Jacquots debut med Danmarks Underholdningsorkester. Jacquot er chefdirigent for Det Kgl. Kapel og regnes blandt vor tids mest markante yngre dirigenter. Mange danske koncertgængere vil allerede have haft store musikalske oplevelser under hendes ledelse.

Som solist medvirker den østrigske pianist Markus Schirmer, anerkendt som en af sin generations mest elegante fortolkere af Mozart og Haydn. Danmarks Underholdningsorkester og Adam Fischer har tidligere samarbejdet med Schirmer i Østrig, og det er en stor glæde nu at kunne præsentere ham i København – i samspil med Marie Jacquot.

Koncertinformation:

  • Dato: Søndag den 10. maj 2026 kl. 16
  • Sted: Dronningesalen, Den Sorte Diamant, Indre By
  • Dirigent: Marie Jacquot
  • Solist: Markus Schirmer, klaver
  • Vært: Rie Koch

Læs mere om koncerten og se programmet her.

Tilmelding skal ske til Picasa Emily Askjær Grand på picasa@have.dk

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk · +45 30 13 88 80
Stine Albrechtsen · stine@have.dk · +45 30 24 14 00

Emner

Kategorier

Kontakt

  • Picasa Emily Askjær Grand

    Pressekontakt Rådgiver & Projektleder 30138880
  • Stine Albrechtsen

    Pressekontakt Chefrådgiver & Medlem af Ledelsen, Head of Aarhus