Gå til indhold
Fotograf: Lisa Grünwaldt
Fotograf: Lisa Grünwaldt

Pressemeddelelse -

Det fulde cast er klar til Danmarks Underholdningsorkesters jubilæumskoncertudgave af JESUS CHRIST SUPERSTAR

Det samlede cast er fundet til Danmarks Underholdningsorkesters store 50-års jubilæumskoncertudgave af den tidløse rockmusical JESUS CHRIST SUPERSTAR. Erann DD indtager hovedrollen som Judas, mens Christoffer Brodersen skal fortolke Jesus i den stjernespækkede musicalkoncert. De slutter sig til allerede offentliggjorte Fallulah i den kvindelige hovedrolle som Maria Magdalene. Derudover kan man blandt andre opleve Martin Brygmann og Bjørn Fjæstad som de magtfulde Kong Herodes og Pontius Pilatus. JESUS CHRIST SUPERSTAR har premiere den 26. september på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvorefter forestillingen tager på turné i landet i oktober 2020.

Det bliver et hold i musikalsk topklasse, der skal fremføre de udødelige sange, når Danmarks Underholdningsorkester i efteråret opfører en storslået 50-års jubilæumskoncertudgave af rockmusicalen JESUS CHRIST SUPERSTAR.

Til at fortolke rollerne i teaterkoncertudgaven af Andrew Lloyd Webber og Tim Rice’s klassiske forlæg har man sikret sig en række af landets største sangstemmer.

Direktør for Danmarks Underholdningsorkester, Andreas Vetö, udtaler:
”Vi har samlet et dream team af landets dygtigste sangere til at fortolke alle de fantastiske sange i JESUS CHRIST SUPERSTAR sammen med Danmarks Underholdningsorkester. Jeg tør derfor godt love, at publikum kan se frem til en af de bedste vokale musicaloplevelser nogensinde!”

De to mandlige hovedroller som Jesus og Judas indtages således af Christoffer Brodersen og Erann DD, der slutter sig til allerede offentliggjorte Fallulah, som fortolker den kvindelige hovedrolle Maria Magdalene. Christoffer Brodersen har stor erfaring fra en perlerække af musicals fra Chess til We Will Rock You, mens Erann DD vil være kendt af de fleste som sangskriver og solist bag adskillige hits såsom Still Believing, ligesom han har medvirket i musicalen Hair i 1997 og Efter brylluppet i 2017.

Som de magtfulde Kong Herodes og Pontius Pilatus kan Danmarks Underholdningsorkester præsentere Martin Brygmann og Bjørn Fjæsted. Brygmanns perlerække af hits til tv og film taler for sig selv, og han har senest prøvet kræfter med musical-genren i Shrek og Terkel i Knibe – The Måtherfucking musical.

Bjørn Fjæstad, som skal spille rollen som Pontius Pilatus, er stifter og sanger i bandet Baal, der bl.a. har optrådt i Rytteriet, ligesom han markeret sig som skuespiller i Det Danske Teaters opsætning af Midt om natten og i teaterkoncerter som Gasolin, Bob Dylan og Beethoven.

Derudover medvirker også Tim Schou, Anders Ørsager og Allan Mortensen. Sidstnævnte gør comeback i JESUS CHRIST SUPERSTAR, hvor han fik sit store gennembrud som Judas i 1972.

Handlingen i JESUS CHRIST SUPERSTAR
JESUS CHRIST SUPERSTAR er en rockopera af Sir Andrew Lloyd Webber med tekst af Tim Rice og blev første gang opsat på Broadway i 1971, inden den året efter havde premiere i London. Forestillingen handler om Jesu sidste tid på Jorden og fortælles primært fra disciplen Judas’ synspunkt. Forestillingens omdrejningspunkt er relationen mellem Judas og Jesus, men rummer samtidig et trekantsdrama mellem Jesus, Judas og Maria Magdalene.

Billetter til JESUS CHRIST SUPERSTAR kan købes via www.jesuschristsuperstar.dk.

Turnéplan 2020
Det Kongelige Teater, Gamle Scene: 26.-27. september
Musikteatret Holstebro: 3. oktober
Musikhuset Aarhus: 4. oktober
Vejle Musikteater: 9. oktober
Carl Nielsen Salen, Odense: 10. oktober
Tinghallen, Viborg: 24. oktober
Musikkens Hus, Aalborg: 25. oktober
Arena Næstved: 31. oktober

Med venlig hilsen
HAVE A/S

Pressekontakt:
Peter Pishai Storgaard // peter.storgaard@have.dk // 28493386

Fakta om JESUS CHRIST SUPERSTAR

Det kreative hold
Dirigent: Andreas Vetö
Iscenesættelse og kreativ sparring: Toniah Pedersen
Producent: Danmarks Underholdningsorkester

Medvirkende
Maria Magdalene - Fallulah
Judas - Erann DD
Jesus - Christoffer Brodersen
Kong Herodes - Martin Brygmann
Pontius Pilatus - Bjørn Fjæstad
Simon - Tim Schou
Peter - Anders Ørsager
Annas - Allan Mortensen

Om Danmarks Underholdningsorkester:
Danmarks Underholdningsorkester er landets eneste musikerejede orkester og har eksisteret som sådan siden januar 2015. Orkestrets rødder strækker sig dog 80 år tilbage til grundlæggelsen i 1939 og har især opnået bred international anerkendelse igennem dets 20-årige samarbejde med chefdirigent Adam Fischer og har samtidig bevaret en skarpsleben populærmusikalsk profil. Med den ballast ønsker Danmarks Underholdningsorkester at bringe den symfoniske musik ind i fremtiden ved at skabe nye formater, der hviler på en stadig mere raffineret evne til at være i tæt kontakt med dét publikum, der søger de store oplevelser med orkestermusik inden for både den rytmiske og den klassiske genre.
Danmarks Underholdningsorkester kan opleves overalt i Danmark og i udlandet som en partner, der evner at præsentere de helt store musikalske oplevelser på baggrund af en fordomsfri, nysgerrig og frugtbar samskabende proces.

Emner

Kategorier

Kontakt

  • JESUS CHRIST SUPERSTAR - fuldt cast
    JESUS CHRIST SUPERSTAR - fuldt cast
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5368 x 2776, 1,76 MB
    Download
  • JESUS CHRIST SUPERSTAR - fuldt cast
    JESUS CHRIST SUPERSTAR - fuldt cast
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4890 x 3260, 1,87 MB
    Download
  • JESUS CHRIST SUPERSTAR - Christoffer Brodersen, Fallulah, Erann DD
    JESUS CHRIST SUPERSTAR - Christoffer Brodersen, Fallulah, Erann DD
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5016 x 3344, 1,54 MB
    Download