Gå til indhold
Holdet og castet fra det nye danske drama GÆSTEN samlet på den røde løber til KVIFF.
Fotokredit: KVIFF

Pressemeddelelse

Det nye danske drama GÆSTEN vinder to priser på prestigefyldt filmfestival!

Det er netop blevet offentliggjort, at spillefilmsdebutanten Mads Mengels familiedrama GÆSTEN her til aften har vundet hele to priser på den prestigefyldte Karlovy Vary International Film Festival (KVIFF) i Tjekkiet! Filmen har modtaget Special Jury Prize i hovedkonkurrencen Crystal Globe Competition, imens Mads Mengel løb med prisen for Bedste Instruktør.

Det nye danske familiedrama GÆSTEN med Trine Dyrholm, Simon Bennebjerg og Josephine Park i hovedrollerne fik verdenspremiere på filmfestivalen i søndags med en overvældende international modtagelse og forrygende anmeldelser.

Screen Daily kalder filmen: “Superbly acted and supremely uncomfortable, this assured feature debut by Mads Mengel is the kind of knotty, nuanced domestic drama that the Danish film industry has traditionally excelled at producing.”, mens The Hollywood Reporter’s anmelder Georg Szalai beskriver GÆSTEN med ordene: “When watching The Guest, Danish director Mads Mengel’s debut feature film, you won’t be able to look away. Trust me!”.

Variety sender roser efter Mads Mengels debut og fremhæver Trine Dyrholms præstation: “The Danish actress Trine Dyrholm is a force of nature at its most wayward in Mads Mengel's excruciatingly perceptive feature debut.”. Skuespillerpræstationerne hyldes også af Deadline, som skriver: “Denmark has a seemingly inexhaustible supply of acting talent, and The Guest is proof of that.” og The Guardian, der kvitterer med 4 ud af 5 stjerner, tilføjer: “Trine Dyrholm gives a magnetic performance.”. DMovies giver filmen 5 stjerner med citatet: "Filthy genius movie", imens Cineuropa beskriver filmen som: “The story’s decidedly simple premise gives way to a decidedly full-bodied black dramedy with several unforgettable scenes.”.

Den traditionsrige tjekkiske filmfestival hører til blandt de mest betydningsfulde i Europa. Med modtagelsen af de to anerkendte priser markeres et markant internationalt gennembrud for GÆSTEN forud for filmens danske biografpremiere den 17. juni 2027.

En stor international anerkendelse
Filmens instruktør Mads Mengel udtaler: "At juryen har valgt GÆSTEN til at modtage særprisen er fuldstændig overvældende og den ultimative drømmestart for filmen. Det er en enorm anerkendelse af hele holdets benhårde arbejde. Filmen handler om at turde se fortiden i øjnene for at kunne samle skårene fra en svær familierelation. Det er en helt ubeskrivelig følelse, at denne intime fortælling har ramt det internationale publikum og juryen så dybt, at vi nu rejser hjem med juryprisen i hovedkonkurrencen, og at jeg samtidig har vundet prisen for bedste instruktør. Det gør mig utrolig stolt og dybt taknemmelig.”

Handlingen: Familiefest med en ubuden gæst
Dagen før Karl og Emilies søns navngivningsfest på Marienlyst Strandhotel dukker en ubuden gæst op: Karls mor Vibeke, som han ikke har haft kontakt med i årevis. Hun vil gerne være en del af hans liv igen og håber at genvinde en plads i familien som både mor og farmor. Karl har paraderne oppe, men søsteren Rikke overtaler ham til at give deres mor en chance – og modvilligt inviterer han hende med til festen. Det bliver starten på en weekend, hvor for længst begravede familiedynamikker titter frem side om side med små sprækker af håb om forsoning.

GÆSTEN er et stærkt og rørende drama om familiebånd på godt og ondt – og om at turde se fortiden og sine nære i et nyt lys.

Danske topskuespillere i de bærende roller
Monolit Film har sikret sig et drømmecast til de bærende roller i GÆSTEN. Som titelfiguren og omdrejningspunktet Vibeke kan publikum glæde sig til at opleve en af de største og mest prisbelønnede skuespillere i dansk filmhistorie: Trine Dyrholm. Hun har gennem karrieren portrætteret komplekse og udfordrende kvindeskikkelser utallige gange - fra En Soap til Den skaldede frisør, fra Kollektivet til Dronningen. Senest som Danmarks største seriemorder Dagmar Overby i den Oscar-nominerede Pigen med nålen, det anmelderroste drama Begyndelser og netop nu i DR-serien Den danske kvinde.

I hovedrollen som den splittede søn Karl ses den prisbelønnede skuespiller Simon Bennebjerg og i rollen som søsteren Rikke ses en anden af sin generations førende skuespillere: Josephine Park. I øvrige roller medvirker bl.a. Mette Klakstein Wiberg som Karls kæreste Emilie, Peter Gantzler som Emilies far, Petrine Agger som Emilies mor og Kristine Kujath Thorp som Emma.

Spillefilmsdebut med personlig nerve
Filmen er instrueret af Mads Mengel, der med GÆSTEN spillefilmsdebuterer efter at have instrueret kortfilm og tv-serier som Noget om Emma og Ikke et ord. Manuskriptet er skrevet af instruktøren selv i samarbejde med manuskriptforfatter Christian Bengtson.

GÆSTEN er produceret af Victor Cunha for Monolit Film og er støttet af Det Danske Filminstitut under New Danish Screen-ordningen. Filmen distribueres af Scanbox Entertainment, som er en del af Vuelta.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Picasa Emily Askjær Grand, mobil: 30138880, mail: picasa@have.dk

Fakta om GÆSTEN

Cast:

  • Karl: Simon Bennebjerg
  • Vibeke: Trine Dyrholm
  • Rikke: Josephine Park
  • Emilie: Mette Klakstein Wiberg
  • Frank: Peter Gantzler
  • Kirsten: Petrine Agger
  • Og mange flere…

Holdet bag:

  • Instruktør: Mads Mengel
  • Producer: Victor Cunha
  • Manuskriptforfattere: Christian Bengtson & Mads Mengel
  • Fotograf: David Bauer
  • Production designer: Rie Lykke
  • Klipper: Louis Emil Ramm Seeberg
  • Komponist: Lasse Aagaard
  • Sound designer: Andreas Sandborg
  • Executive producer: Pernille Tornøe
  • Produktionsselskab: Monolit Film
  • Distribution: Scanbox Entertainment

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt