Gå til indhold
Den 22. november 2026 inviterer Danmarks Underholdningsorkester til koncertrækken Dødens Toner.
Danmarks Underholdningsorkester

Pressemeddelelse

Dødens Toner 2026: Brahms’ Requiem - Allehelgenskoncert dirigeret af Adam Fischer

Undersøgelser viser, at sorg grundlæggende er ensom i vores samfund, så koncertrækken ’Dødens toner’ vil gerne åbne et rum i allehelgenstiden, hvor vi kan reflektere over sorgen og døden i fællesskab.

I 2021 præsenterede Danmarks Underholdningsorkester den første udgave af ‘Dødens Toner’, hvor koncerten blev rammet ind af uddrag fra Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog. Siden har formatet udviklet sig med markante litterære stemmer som Søren Ulrik Thomsen, Maren Uthaug og Pia Tafdrup som gæster i henholdsvis 2022, 2023 og 2025.

Med hvert år har ‘Dødens Toner’ udvidet sit kunstneriske spænd, hvor musik og litteratur mødes i en fælles undersøgelse af liv, tab og forgængelighed - en udvikling, som også blev bemærket ved koncerten i 2025:

“Danmarks Underholdningsorkesters Allehelgenskoncert Dødens Toner var her i 2025 således både med digtoplæsning, passionerede arier og en fantastisk uropførelse, så publikummet i Konservatoriets Koncertsal kunne næppe bede om mere. Og jeg? Jeg glæder mig allerede til næste år,” skrev Casper Koeller fra Sceneblog.dk.

Om koncerten
Den 22. november 2026 inviterer Danmarks Underholdningsorkester igen til en koncert i denne serie, nu med Johannes Brahms’ Ein deutsches Requiem på programmet. Det er et værk, som regnes blandt de største i den klassiske musikhistorie, og som komponisten selv overvejede at kalde “Et menneskeligt Requiem”.

Adam Fischer og Underholdningsorkestret har stor fælles Brahms-erfaring qua deres samlede indspilninger af hans symfonier. De er blevet meget rost for deres klarhed og klangfarver. Sammen har Fischer og orkestret også leveret den ene store oratorie-oplevelse efter den anden over de senere år, så der er vist garanti for en stor eftermiddag/aften, der spiller på hele registret - også i selskab med anerkendte solister og Det Ungarske Radiokor.

Forud for koncerten vil Kristian Leth holde en introduktion, hvor han giver indblik i de bibelske tekster, Brahms har udvalgt til sit Requiem, samt komponistens særlige musikalske tilgang til materialet.

Medvirkende

  • Sopran: Emőke Baráth
  • Bas: Henning von Schulman
  • Kor: Det Ungarske Radiokor
  • Dirigent: Adam Fischer
  • Vært: Kristian Leth

De tre B’er
Koncerten er samtidig den første i Danmarks Underholdningsorkester og Adam Fischers nye koncertserie De tre B’er, der samler tre af musikhistoriens mest betydningsfulde komponister: Bach, Beethoven og Brahms.

I sæson 2026/27 præsenteres tre monumentale værker med kor og solister fra både ind- og udland:

  • Brahms’ Requiem: Allehelgenskoncert den 22. november 2026
  • Beethovens Symfoni nr. 9: Nytårskoncert den 10. januar 2027
  • Bachs Matthæuspassion: Påskekoncert den 26. marts 2027

Serien inviterer både nye og erfarne lyttere til at opleve den klassiske musiks udvikling gennem tre hovedværker fra hver deres epoke.

Læs mere om De 3 B’er og Dødens Toner her.

Praktisk information
Koncerten finder sted d. 22. november 2026 i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Koncertsal. Koncerten introduceres kl.16 og selve koncerten begynder kl.17.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen, stine@have.dk, 30 24 14 00
Picasa Emily Askjær Grand, picasa@have.dk, 30 13 88 80

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • Picasa Emily Askjær Grand

    Pressekontakt Rådgiver & Projektleder 30138880
  • Stine Albrechtsen

    Pressekontakt Chefrådgiver & Medlem af Ledelsen, Head of Aarhus
  • Regitze Porsborg Andersen

    Pressekontakt Projektkoordinator