Gå til indhold
Kredit: RAISFOTO
Kredit: RAISFOTO

Pressemeddelelse -

Fjordgaarden: Nyt luksuriøst kurbadstilbud på den jyske vestkyst tilbyder ro midt i hverdagens vildskab

Den 27. august er der officiel åbning af det nye kurbad på det historiske Hotel Fjordgaarden ved Ringkøbing, som blandt andet rummer en tagpool og en stor kurbadshave. Hotel Fjordgaarden er ét ud af blot 16 kurbadshoteller på tværs af hele Danmark, Sverige og Nordtyskland, og Ringkøbing-Skjerns borgmester påpeger kurbadets potentiale i forhold til at blive et sandt trækplaster for kommunen.

Fjordgaarden er et nyt, attraktivt kurbadstilbud til alle, der – med stedets eget udtryk – ønsker en velfortjent dosis ro midt i hverdagens vildskab.

Med sin placering i eksklusive omgivelser på den jyske vestkyst nær Ringkøbing tilbyder Fjordgaarden et stille og roligt sted, hvor man kan slappe af, alt imens den vilde natur udenfor forstærker stilheden indenfor.

Kurbadet er en integreret del af Hotel Fjordgaarden, som er ét ud af blot 16 kurbadshoteller på tværs af hele Danmark, Sverige og Nordtyskland.

Efter en ’soft opening’ i juni er Fjordgaarden nu klar til den officielle åbning af kurbadet, som finder sted den 27. august. Her inviteres medlemmer af pressen til en særlig åbningsreception, hvor man kan få en smagsprøve på Fjordgaardens nye luksuriøse kurbad.

Besøget kan gøres til et egentligt ophold med ledsager inkl. fuld adgang til kurbadsfaciliteterne, overnatning på Hotel Fjordgaarden og en firerettersmiddag i den tilknyttede restaurant. Folketingets formand Henrik Dam Kristensen klipper det røde bånd.

Tagpool, fire sauaner, stor kurbadshave – og egen restaurant

Alle er naturligvis velkomne på Fjordgaarden, og kurbadet egner sig særligt godt som omdrejningspunkt for venindeture og romantiske ophold.

”Fjordgaardens kurbad er skabt for at kunne give de besøgende nærværende og intense øjeblikke af ro. Vi skaber rammerne til at trække stikket fra det fortravlede liv, så hos os er der ingen støj – kun ro, meget nærvær og masser af tid til dig selv," forklarer direktør Brian Madsen.

Selve kurbadet rummer blandt andet en tagpool, fire saunaer og en stor kurbadshave. (Se hele oversigten herunder.) Fjordgaarden har desuden sin egen restaurant, som leverer udsøgte gastronomiske oplevelser, der så vidt muligt er sammensat af lokale, økologiske råvarer.

Både restauranten og kurbadet opererer bæredygtigt, blandt andet gennem den konkrete drift – såvel som gennem begrænsning af madspild og anvendelse af 100% veganske skønhedsprodukter.

Borgmester: Potentiale til at blive et sandt trækplaster

Ringkøbing Skjerns Borgmester Hans Østergaard er begejstret for udvidelsen af Hotel Fjordgaarden, som placerer hotellet i en kategori bestående af blot 15 andre kurbadshoteller på tværs af hele Danmark, Sverige og Nordtyskland.

”Der er ingen tvivl om, at det nye kurbad på Fjordgaarden styrker kommunens profil som attraktiv turistdestination. Man kan mærke det høje ambitionsniveau i forhold til både arkitekturen og serviceniveauet på stedet, og kurbadet har potentiale til at blive et sandt trækplaster for Ringkøbing-Skjern. Det skyldes naturligvis også, at det vil nyde godt af det stærke brand, som Fjordgaarden har bygget op gennem mere end et halvt århundrede.”

Fjordgaarden ligger desuden i gåafstand til Naturkraft, den nyåbnede attraktion, som iscenesætter naturkræfterne på en måde, der både underholder de besøgende og gør dem klogere på naturen og menneskets indflydelse på den.

Tilsammen udgør Fjordgaarden og Naturkraft således en enestående mulighed for at lade sin tur til vestkysten rumme andet og mere end blot den storslåede vesterhavsnatur i sig selv.

Med venlig hilsen

HAVE

For yderligere information, kontakt venligst: 

Sofie Klindrup 

HAVE sofiek@have.dk 25 48 37 49

Emner

Kontakt