Gå til indhold
Foto: Stephan Rabold
Foto: Stephan Rabold

Pressemeddelelse -

For første gang siden 1940: Et af verdens bedste symfoniorkestre kommer til Aalborg

Der venter en storslået og rørende musikalsk oplevelse, når Musikkens Hus den 18. november slår dørene op for et af de mest profilerede symfoniorkestre i verden: Berliner Filharmonikerne. Det fornemme besøg i Koncertsalen er en del af symfoniorkesterets skandinaviske turné – og det første besøg i Aalborg i over 80 år. 

For første gang siden 1940 kommer det verdensberømte symfoniorkester Berliner Filharmonikerne til Aalborg. Symfoniorkesteret, som er fra og baseret i Berlin, betragtes som et af de absolut fineste og mest respekterede symfoniorkestre i verden. Nu får Musikkens Hus æren af den filharmoniske, magiske lyd den 18. november, som led i orkesterets skandinaviske tour fra den 16. til 20. november, hvor de runder Aarhus, Malmø og Hamborg.

Publikum kan glæde sig til et storslået program med Felix Mendelssohns 3. symfoni og Dmitri Sjostakovitjs 10. symfoni. Sidstnævnte anses som et af Sjostakovitjs’ absolutte mesterværker, der efter sigende skulle høres som en beskrivelse af Stalins regime.  

Verdenskendt symfoniorkester 
Berliner Filharmonikerne blev stiftet i 1882 af musikere fra Benjamin Bilses Kapel og har i mange år imponeret som et af verdens bedste og mest respekterede symfoniorkestre med fornemme traditioner og store kunstneriske personligheder. Særligt fra 1955, hvor Herbert von Karajan overtog stafetten fra Hans Guido von Bülow som chefdirigent, fik von Karajan udviklet en unik lydæstetik, hvilket for alvor sætte skub i orkesterets berømmelse verden over. Andre legender som Wilhelm Furtwängler og Claudio Abbado har stået i spidsen for symfoniorkesteret og komponister som Brahms, Grieg og Mahler har optrådt med orkesteret, som gennem 139 år har udbredt kendskabet til klassisk musik verden over. Med denne arv er det derfor kun de allerbedste musikere, som får mulighed for at være en del af dette storslåede orkester. 

Den 18. november kan publikum opleve stjernedirigenten Kirill Petrenko fra Rusland, som har ageret chefdirigent i symfoniorkesteret siden 2019. 

Koncerten foregår den 18. november kl 19.30 i Koncertsalen i Musikkens Hus, og koncerten varer cirka 125 minutter. 

Læs mere og find billetter her.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Marie Dam · marie@have.dk 29 93 62 66
Anna Marie Falk, Aalborg Symfoniorkester · amf@aalborgsymfoni.dk · 26 30 03 23

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt